Soulmates - Anthon Edwards

Kapitel 39

Da Anthon og jeg går ned af trappen, kan vi høre Anna og Thor snakke. Vi går ind i stuen, hvor vi finder dem på sofaen. "Så kom I endelig op var?" spørger Thor med et grin.
Vi svarer ikke, men sætter og bare over i sofaen.
Anna kigger ned af mine bare ben. "Fryser du ikke?" Jeg trækker på skuldrene. "Det er egentlig ikke så slemt."
Thor kaster en af tæpperne over til Anthon og jeg. Jeg sidder helt sæt op ad ham. Fjernsynet kører med en eller anden kedelig serie.

---

"Hvad vil du?!" Anthon sukker irriteret. "Jeg ville bare se, om du var okay. Slap dog af.." svarer jeg og lukker døren efter mig. Vi får øjenkontakt, men han bryder den hurtigt med at slå blikket i jorden. Hans øjne er røde. "Du må undsky.." starter jeg. Han afbryder: "Det var ikke din skyld, okay!" råber han.
Jeg går stille over mod ham. Han sidder i sin seng. Stadig med Thors trøje på, som han lånte, da jeg havde sovet i hans egen.
Jeg dumper ned i hans seng. "Undskyld, det var ikke meningen.." gentager jeg og lægger en arm omkring ham. Han skubber min arm af.

"Du må da forstå, at det forhelvede gør mig ked af det! Jeg elsker dig jo," siger han igen. Det sidste lidt lavere end det andet.
"Det var jo ikke meningen!" siger jeg igen. "Ikke meningen? Gå! Jeg vil gerne være lidt alene," råber han og peger mod døren.
Jeg kysser ham hurtigt på munden, inden jeg går. Han kigger stift ned i gulvet.
Marianne ser mig på vej ud. "Hvad så, fik I snakket?" Jeg nikker. "Han vil ikke høre på mig." Nu græder jeg. Marianne smider kluden, som hun havde i hånden. Hun går over mod mig med spredte arme. "Det hele er også min skyld.." mumlede jeg i krammet. Hun bryder krammet og kigger mig i øjnene. "Det er ikke din skyld. Kysset var ikke din skyld."

Uhhh, gad vide hvad der ske? Ahahah. Næste kapitel er sidste kapitel:/
Stem og kommenter for mere!