Soulmates - Anthon Edwards

Kapitel 37

Jeg var stadig helt paf. Han elskede mig rent faktisk. "Jeg elsker også dig," hørte jeg mig selv sige. Hvorfor fanden kunne jeg ikke finde ud af at tænke, før jeg siger noget? Han så overraskende ud og spærrede øjnene op. "Gør du?" Jeg nikkede - jeg elskede ham jo.

Han smed sin smøg på jorden og gned i den med sin sko, så den gik ud. Jeg lagde armene om ham og indsnusede hans duft. Den dreng har virkelig været savnet! Han trykke mig længere ind til ham. Jeg tror også, han havde savnet mig. Eller det håbede jeg.

"Hvad med Sophie?" spurgte jeg stille. Han rystede på hovedet. "Sophie hun er, øhm.. Hun er altså ikke min kæreste," svarede han. "Hvad er hun så?" spurgte jeg med et grin. Han synes, det er pinligt. Det kan jeg se på ham. "Lover du, at du ikke griner?" spurgte han og kiggede ned i jorden. Jeg nikkede. "Jeg ville bare vise dig, at jeg sagtens kunne komme videre. Hun er min grandkusine," fortæller han og griner. "Kan du tilgive mig?" spørger han og laver sådan nogle åndssvage hundeøjne. "Hvor er du dum, men selvfølgelig kan jeg tilgive dig." Han lyser op.

Han mumler noget, der godt kunne minde om et tak, før han kysser mig. Vi stod på her i indkørslen til Thors hus. Vi stod i nuet. Fortiden er glemt.

---

"Hey, I var da lang tid ude," kommentere Anna, da vi kommer ind. Thor giver hende ret. Jeg kiggede bare over på Anthon, der smilede til mig.
"Okay, jeg tror faktisk ikke, jeg vil vide, hvad I lavede.." sagde Thor efter et stykke tid. Jeg brød ud i grin. "Ej, Thor. Ikke på den måde!" Anthon kunne heller ikke holde den mere.

Senere på aftenen satte vi noget musik på. "What do you mean?!" Jeg skrålede med til sangene. Anthon grinede bare af mig. Måske havde jeg fået lidt for meget at drikke, men det vidste jeg godt selv.
"Skal vi ikke gå i seng?" Anthon hviskede mig i øret. Jeg nikkede. "Vi går i seng," oplyste jeg, mens Anthon og jeg allerede var halvvejs oppe ad trappen. "Ikke i min seng og husk beskyttelse!" kunne jeg høre, Thor råbe.
"Hvor er han åndssvag," sagde jeg og grinte.

Igen, undskyld for at jeg ikke udgiver noget særlig ofte.
Stem og kommenter for mere!