Soulmates - Anthon Edwards

Kapitel 40

Jeg er lige kommet hjem fra Anthon. Han er virkelig sur på mig. Det var ligesom ikke min skyld, at jeg kom til at kysse Thor. Anna er okay med det. Hun vidste godt, at det ikke var meningen. Nu skal Anthon også bare indse det..

Klokken er egentlig ved at være mange. Jeg kan bare ikke sove. Jeg kaster et blik over på vækkeuret. 23:47. Shit man, jeg savner Anthon allerede.
Jeg går ind på dr.dk, hvor jeg finder 'Prinsesserne fra Bloggen'. Nogengange ville jeg godt være som dem. Bare lave totalt om på mig selv. De siger selv, at de havde fået mere selvtillid. Det kunne jeg godt bruge nogengange.

Et par bank på min rude, får mig til at vågne. Jeg var faldet i søvn, og min computer lå stadig i min seng. Hurtigt retter jeg lidt på mit hår, inden jeg åbner vinduet. På den anden side af vinduet står Anthon. Hans hår hænger ned over hans pande. Det havde regnet, og jeg kunne se, han frøs. 

"Må jeg komme ind?" spørger han. Jeg ryster på hovedet. "Jeg kommer ud." 
Jeg vakler over til mit skab, hvor jeg finder en af Anthons hoodie's, han glemte engang og kaster den ud af vinduet til ham. Bare så han ikke frøs. Til mig selv tager jeg min læderjakke og finder et par sneakers. 

Jeg åbner vinduet lidt mere, så jeg kunne komme ud. Mine forældre skulle helst ikke opdage mig. Idet jeg rammer jorden, glider jeg i det våde græs. Heldigvis når Anthon at gribe mig. "Er du okay?" spørger han. Jeg nikker og griner. "Nej, selvfølgelig er jeg ikke okay. Du greb mig jo," siger jeg ironisk. 

Vi går et stykke hen af gågaden, som nu var helt tom af mennesker. Der er helt stille mellem os. Vi kommer til boldbanerne. Han rømmer sig. "Jeg burde ikke have blevet så sur på dig. Jeg har virkelig overreageret.." Jeg svarer ikke, men har bare lyst til at tilgive ham. Har lyst til at sige de tre mest betydningsfulde ord. "Jeg elsker dig." Det fløj bare ud af min mund. 

Han trækker mig ind til sig. "Jeg elsker også dig." Han klare blå øjne kigger lige ind i mine. Det var som om, vi smeltede helt sammen. Blev til en person.

"Thea, ved du godt, hvad en soulmate er?" Jeg ryster på hovedet. "Det er når to personer er skabt for hinanden. Sjælevenner. Ligesom dig og mig." 

Og lige der, midt på fodboldbanen, kyssede han mig altså.

Der sluttede min fanfiktion simpelthen. Håber I har nydt at følge med, selvom jeg ikke har været så god til at opdatere.. Det undskylder jeg for.