Soulmates - Anthon Edwards

Kapitel 27

"Godmorgen skat," hviskede Anthon bag mig. Jeg vendte mig om mod ham og kyssede ham på kinden. "Jeg har det så dårligt..!" klagede han.
"Du skulle have lyttet til mig." Han kiggede forvirret på mig. "Du skulle ikke have drukket dig fuld."

Anthon gik ud og brækkede sig og kom lidt efter tilbage. "Undskyld.." mumlede han. "Jeg holdte ikke, hvad jeg lovede dig."
"Jeg kan squ da ikke stole på dig," sagde jeg en smule hårdt.
"Det var jo ikke meningen."
"Nej, men nu står jeg jo med det hele selv!"
"Jeg skal nok hjælpe."
"Nej, det ved jeg jo godt, at der ikke kommer til at ske.." sukkede jeg.

Jeg gik ud i Anthons stue. Alle borde, vindueskarme - alle flader var fyldt med tomme dåser og flasker.

"Hvorfor kan jeg ikke stole på, at du ikke drikker dig fuld?" spurgte jeg. Han sagde ikke et ord. Vidste måske ikke, hvad han skulle svare.
"Hvorfor kan jeg ikke stole på dig?" spurgte jeg igen. Denne gang bare lidt højere.
"Du kan sagtens stole på mig," prøvede han.
"Det har du jo bevist, at jeg ikke kan," svarede jeg hårdt.

Anthon gik tilbage til sit værelse. Fedt. Så kunne jeg bare begynde at rydde op eller hvad?
Jeg sukkede og satte mig på gulvet. Det her er bare for meget..
Jeg gemte mit ansigt i mine ben. Pludselig mærkede jeg et par arme rive mig bagud. Jeg lod mig falde, men mærkede aldrig gulvet. Istedet mærkede jeg Anthon. Han sad med armene rundt om mig og kørte sin arm op og ned af min skulder.
"Undskyld.." mumlede han igen og kyssede mig i håret.
Han løftede mig op og lagde mig ind i hans seng igen.

Jeg faldt i søvn igen. Da jeg vågnede lå Anthon bag mig med en arm omkring mig.
Hoveddøren gik op. "Shit Anthon, dine forældre er hjemme!" udbrød jeg, mens jeg ruskede i ham for at vække ham. "Bare rolig, jeg har ryddet op," hviskede han og lagde sit hoved ned igen. Jeg stolede på ham og lagde mig ned igen, hvor han trak mig længere ind til ham.

Døren til Anthons værelse blev åbnet, men hurtigt lukket igen. Det var sikkert bare Per eller Louise der ville se, om vi stadig sov. Klokken var trods alt over middag.

---

"Nå, har du tømmermænd?" grinte Per og daskede til Anthon, der hurtigt blev irriteret. Han rullede med øjnene og satte sig tungt ned på køkkenstolen ved siden af mig.
Jeg fik hurtigt gnasket en bolle i mig, men Anthon spiste ikke rigtig noget. "Spis nu noget," hviskede jeg og aede ham lidt på armen.
Han tog fat om den halvspiste bolle og tog en bid. Han havde det virkelig dårligt. Det kunne man tydeligt se.
Skulle jeg hjælpe ham eller lade vær? Han lyttede jo ikke til mig igår..

Jeg er på camping, så det er derfor, der ikke har været et kapitel i lang tid. Jeg undskylder også for, at det måske var et lidt kedeligt kapitel.
Håber I har en god sommerferie!
Stem og kommenter for mere!