Soulmates - Anthon Edwards

Kapitel 17

"Hvad er vi egentlig?" spurgte jeg og drejede mit hoved over mod ham. "Ind til videre er vi vel bare gode venner?" svarede Anthon. Jeg nikkede.
Vi sad oppe i min seng og så en film. "Nå, hvad skal vi så lave?" spurgte jeg da den sluttede. "Skal vi gå en tur?" spurgte han. Jeg kiggede ud af vinduet. Det var ikke helt mørkt endnu. Klokken var også kun 22. "Det kan vi godt," svarede jeg og rejste mig fra sengen.

-----
"Vi skal den her vej," sagde Anthon og vejede ned ad en vej. "Kender du Ballerup?" spurgte jeg undrende. "Nej, men jeg googlede det hjemme ved dig," svarede han med et lille grin. "Hvor skal vi så hen?" spurgte jeg. "Det er en overraskelse. Vent og se!" svarede han hemlighedsfuldt. Han tog min hånd og flettede vores fingre sammen. Jeg gav hans hånd et blidt klem. Han kiggede på mig, og vores øjne mødtes.

-----
"Jeg har ondt i fødderne. Er vi der ikke snart?" klagede jeg. Han kløede sig i nakken. "Jeg tror vi er gået forkert.." indrømmede han. "Jeg googler det lige igen," tilføjede han og fandt sin mobil frem.
"Vi skal bare lige gå i 20 minutter, så er vi der," fandt han ud af efter lidt tid. "Okay, er du sikker på, hvor det er den her gang?" spurgte jeg grinende. Han nikkede. "99% sikker."
Han tog min hånd, og vi begyndte at gå igen. Det var faktisk begyndt at blive ret mørkt nu. Jeg tog min mobil op af min lomme. Klokken var 23:15. "Det er her!" sagde Anthon og pegede hen på en cafe, der så ret lukket ud. "Er der ikke lukket?" spurgte jeg undrende. "Der burde ikke være lukket," svarede han. Vi kom tættere på. "Pis," bandede Anthon og pegede på et lille skilt på døren. Lørdag 10 - 23.
"Skal vi ikke bare gå hjem til dig så?" spurgte han med et grin. Jeg nikkede. "Jo, men jeg  har aldrig været her. Har ingen ide om, hvordan vi finder hjem til mig."
Han tog sin mobil op af hans bukselomme igen. "Skriv lige din adresse," sagde han og rakte mobilen til mig. Jeg tastede min adresse ind på "kort" - altså appen på en iPhone, og rakte mobilen tilbage. "Vi skal den her vej," sagde han og pegede. "Er du sikker?" spurgte jeg. "Jae, sådan cirka," grinte han. Jeg grinte med.
Det var bældmørkt nu. Egentlig plejede det at gøre mig utryk, men det var noget andet sammen med Anthon. Han stoppede under en lygtepæl. "Hvad så?" spurgte jeg og stoppede op. "Jeg vil bare gerne spørge dig om noget," svarede han. Han lød lidt nervøs. Jeg kiggede spørgende på ham. "Du ved jo godt, at jeg godt kan lide dig," startede han. Okay nu kommer det, tænkte jeg. "Jeg har tænkt over det i lang tid.. Vil du være min kæreste?" spurgte han. Mit hjerte gik i stå. "Der er ikke noget jeg hellere vil!"

Håber I kunne lide kapitlet.
Stem og kommenter for mere!