29 juni 2019, lørdag
Lukes POV.
"Luke?" Spørger Calum og stikker en fod i ansigtet på mig. "Jeg gider ikke at svare dig, hvis du stikker fødder i ansigtet på mig." Mumler jeg. "Teknisk set var det kun en fod, så du vil stadig gerne svare mig." Siger han med sin 'jeg-er-klogere-end-dig' stemme. "Oh my god. Hvad er det, Calum?" Spørger jeg let irriteret. "Jeg havde mareridt igen, så, øh, jeg tænkte om, øh, jeg, øh." Længere når han ikke at sige, før jeg klapper på den tomme plads i min dobbeltseng. "Hvad laver du overhovedet så sent oppe?" Spørger han, i mens han ligger sig til rette. "Jeg har lige fået skrevet godnat til Malou, så jeg var faktisk på vej i seng." Forklarer jeg. "Fortæl mig om Malou." Svarer Calum bare, og det får mig til at smile.
Jeg har ikke rigtig talt om Malou. Jeg har talt om hende, hvis vi lige har skrevet sammen, men jeg er ikke gået i dybden med hende. Ikke sådan rigtig.
"Hun har den her helt vildt skønne personlighed. Jeg er hundred på, at hvis vi sad i en herre seriøs situation, ville hun stadig lave en joke ud af det, som ville lette hele stemningen. Hun er outgoing, selvsikker og ved hvad hun laver. Hun er ikke bange for at være sig selv og slet ikke bange for at sige sin mening. Hun kan få mig til at grine, uanset hvilket humør jeg er i. Og hendes grin? Jeg elsker det overalt på hele jorden. Det overgår næsten hendes smil, men kun næsten." Forklarer jeg. "Shit man. Hun lyder virkelig som the catch." Svarer Calum, og jeg smiler stort. "Det er hun virkelig også."
jepper. endnu et herre dårligt kapitel, wuhu
YOU ARE READING
Your Little Lies L.H
FanfictionJeg vender mig om og når at tage ét skridt, før han siger; "Malou, stop." Jeg vender mig om, "jeg gider ikke høre på flere af dine latterlige undskyldninger." Hvæser jeg i ansigtet på ham. Han ser overrasket ud. Nok ikke på grund af det, jeg sagde...
