7 juli 2019, søndag
Jeg vågner op med mit hoved på Lukes bryst og hans arm omkring mig. "Godmorgen, babygirl." Hvisker han og kysser mig på hovedet. Jeg smiler over hele ansigtet og sætter mig halvt op med støtte på min albue. "Godmorgen." Hvisker jeg tilbage og kysser ham. "Kunne du tænke dig noget morgenmad?" Spørger jeg og rejser mig op. Jeg strækker mig og venter på hans svar. "Ja, morgenmad lyder lækkert." Svarer han. Jeg rækker min hånd frem mod ham, og i stedet for at han tager imod den og rejser sig, så tager han fat og river mig ned i sengen ved ham. "Men lige 5 minutter mere med det her." Siger han og kysser mig. Jeg kysser tilbage.
Han placerer mig på hans hofter uden at bryde kysset. Jeg tager mine hænder bag hans nakke, og sådan bliver det ved, indtil det banker på min dør.
"Malou? Jeg er ved at dø af sult." Lyder det fra Allison. Jeg trækker mig fra Luke og svarer; "jeg kommer lige om lidt." Jeg laver sad-face til Luke og sukker. Jeg rejser mig op, og den her gang rejser han sig med mig. Jeg lunter ned af min trappe med Luke lige i hælende og ser, at Allison allerede sidder på en barstolene ved køkkenøen. "Er det ham?" Spørger Allison og referere tydeligvis til Luke. Jeg nikker stolt og kysser ham på kinden. "Han er lækre, end jeg havde regnet med." Indrømmer hun, hvilket får mig til at grine. "Øh, tak." Fremstammer Luke, hvilket får mig til at grine mere. "Nu ikke noget med stjæle ham, Allison." Joker jeg halvhjertet. Hun ruller øjne og hopper ned fra barstolen. Hun lunter hen i sofaen og tænder tv'et.
"Kan du lide vafler?" Spørger jeg, og han nikker helt overdrevet på hovedet. Jeg griner og finder ingredienserne frem til vafler. Luke går hen og krammer mig bagfra. "Du er fantastisk." Hvisker han i mit øre og begynder at kysse min hals.
jeg kommer virkelig meget for sent til min aftale med min bedsteveninde lmao. godt gået, sol
YOU ARE READING
Your Little Lies L.H
FanfictionJeg vender mig om og når at tage ét skridt, før han siger; "Malou, stop." Jeg vender mig om, "jeg gider ikke høre på flere af dine latterlige undskyldninger." Hvæser jeg i ansigtet på ham. Han ser overrasket ud. Nok ikke på grund af det, jeg sagde...