Ham der vækkede mig er kommet tilbage, "jeg hedder Mathias, jeg tror ikke, du kan huske mig," han rækker mig pomfritterne, et glas vand og en pille. "Nope, undskykd," mumler jeg. Han ryster på hovedet og griner lidt. "Det er okay. Men bare af ren nysgerrighed, hvem er Luke?" Spørger han.
Tusindvis af følelser og tanker strømmer igennem mig.
"Ikke nogen," løgn "Hvorfor da?"
Jeg kan ikke lyve, og han kan se, det er en løgn. Men han kan også se, at jeg ikke vil snakke om det.
"Han har bare skrevet en masse beskeder til dig. Jeg tror aldrig, jeg har modtaget så mange beskeder i hele mit liv, og jeg har altså levet i 20 år." Han begynder at grine.
Hans latter er fantastisk. Jeg kunne hører på den hele tiden.
Han giver mig min telefon, og jeg kigger på alle beskederne fra min Luke.
What a shitty kapitel, men det er her, for jeg kan ikke erstatte det. så elsk det eller lad vær
Farvel <3
YOU ARE READING
Your Little Lies L.H
FanfictionJeg vender mig om og når at tage ét skridt, før han siger; "Malou, stop." Jeg vender mig om, "jeg gider ikke høre på flere af dine latterlige undskyldninger." Hvæser jeg i ansigtet på ham. Han ser overrasket ud. Nok ikke på grund af det, jeg sagde...
