Jeg begynder at grine af hans beskeder. Jeg ser den sidste, hvor der står;
'jeg er kommet videre, lad vær med at kontakte mig, tak.'
Tårene vælter ned af mine kinder, og Mathias er hurtig til at lægge sine arm om mig. Jeg putter mig ind til ham, og der sidder vi. Der er helt stille, og jeg kan høre hans hjerterytme. Den er ikke i takt med min. "Hvorfor er din hjerterytme sådan?" Jeg kigger op på ham fra hans skulder. "Det er bare en hjertefejl, intet slemt." Han smiler til mig.
Vi ligger og ser tegnefilm nu. Jeg har grint af Mathias i næsten fem minutter, da han slet ikke kan finde ud af, hvem der er hvem i løvernes konge. "Du er så sød, oh my gard." Jeg stopper straks med at grine, når min telefon ringer. "Yikes." Siger Mathias og rækker mig min telefon. 'Luke.' står der på displayet.
Jeg tager den og lave stilletegnet til Mathias. Han lyner sin mund med en usynlig lynløs. "Hej, jeg har fået din besked. Bare rolig," siger jeg, og jeg kan hører ham grine, "glem beskeden, Malou" "Nej jeg vil ej. Jeg har ligget og grædt pga den. Jeg vil ikke glemme den, jeg tror ikke du fatter, hvor nemt du kan såre mig, Luke. Jeg vil ikke, og jeg understreger ikke, have dig i mit liv mere. Jeg hader dig." Efter de ord er sagt ligger jeg på. Han fortjener slet ikke min opmærksomhed.
Shit, jeg er ret vild med Malou i det her kapitel, like shes the best
Jeg ønsker hendes selvsikkerhed, hell yes bitch
nå sov skønt <3
YOU ARE READING
Your Little Lies L.H
FanfictionJeg vender mig om og når at tage ét skridt, før han siger; "Malou, stop." Jeg vender mig om, "jeg gider ikke høre på flere af dine latterlige undskyldninger." Hvæser jeg i ansigtet på ham. Han ser overrasket ud. Nok ikke på grund af det, jeg sagde...
