Fuldmånens slægt

Naboen

Jeg glemte vist at nævne at det var mod mine forældres vilje at vi var kørt til vores nye hus i vores egen bil, og med min far som chauffør. Jeg hoppede ned fra kanten, og gik langsomt op mod huset. På vej op mod huset så jeg en bænk, som jeg taknemligt sank ned på. Jeg vidste stadig ikke hvad jeg skulle få dagen til at gå med. Jeg var sur, på mine forældre fordi vi var flyttet. Jeg var også sur på Jess fordi hun bedre kunne lide den nye pige, - der var flyttet ind i mit gamle hus - end mig. Og til sidst var jeg også sur på pigen der var flyttet ind i mit gamle hus, fordi hun havde stjålet min bedste veninde fra mig. Så der sad jeg altså og surmulede på en bænk. Da jeg havde siddet der i en times tid, besluttede jeg mig for at gå ud og se byen. Der var ikke så meget andet at lave, så hvorfor ikke!? Hvad kunne gå galt?

Byen
Jeg  gik ud af havelågen, og stoppede så op. Det gik op for mig at jeg ikke vidste hvor jeg skulle hen. Jeg skulle selvfølgelig ikke rigtig noget sted hen... Jeg stod lidt, og besluttede mig så for at gå til højre. Jeg gik langsomt, og kiggede mig omkring. Naboens hus fangede mit blik. En dreng stod og var ved at låse døren. Han var faktisk køn. Hihi. Jeg lod som om at jeg tabte mine nøgler, og bøjede mig ned for at samle dem op. Diskret kastede jeg et blik hen mod døren, og så at han kun lige havde vendt sig om. Jeg måtte vinde mere tid hvis jeg skulle komme til at snakke med ham. Jeg lod som om jeg skulle binde mit snørebånd. Da jeg var færdig rejste jeg mig op. I samme øjeblik drejede han ud på vejen, og gik lige direkte ind i mig....

Lukas
"Hov... arg av" Udstødte han. Samtidig med at jeg gispede; " Åhh... av...ehh". Jeg trådte et skridt tilbage og kunne ikke lade være med at smile. Jeg mener, det var alligevel ret sjovt at jeg  havde rejst mig samtidig med at han gik forbi. Han nåede bare ikke forbi. "Det må du virkelig undskylde, jeg så dig ikke" sagde han. "Det er helt okay, der skete ikke noget" forsikrede jeg ham. Så var det som om noget gik op for ham. Han kneb øjnene sammen, og studerede mig nøje. "Ser jeg så dårligt ud?" Fnes jeg, og sendte ham et smil. "Nej, nej det er ikke det.... Du er da ikke herfra er du?" Spurgte han. "Ehh nej. Nej det er jeg ikke. Jeg flyttede ind derinde ved siden af i går." Sagde jeg, og gjorde en gestus mod huset. Han så overrasket ud, men sagde så anerkendende; "Så blev det altså solgt" "Ja mine forældre ville åbenbart gerne købe det" smilede jeg. "Jeg hedder forresten lukas" sagde han, og sendte mig et skævt smil. "Jeg er Clara" sagde jeg. "Har du lyst til at gå en tur, jeg kunne vise dig rundt i byen." Spurgte Lukas. "Altså det er faktisk det jeg gør lige nu" sagde jeg, og kunne ikke lade være med at grine. "Men det her er det eneste af byen jeg har set ind til videre" fortsatte jeg. "Nå men ehh så følg med" sagde han. Han begyndte at gå. Jeg fulgte efter ham, og var taknemmelig for at jeg ikke havde nogle planer resten af weekenden. "Hvilken skole skal du så starte på?" Spurgte han. "Westbourne High" svarede jeg. "Nå så du skal på gymnasium?" Spurgte han. "Ehh ja" svarede jeg, lidt usikkert. "Westbourne High er det eneste gymnasium i byen, så der går jeg også." Sagde han. "Jeg starter i 1.g" sagde jeg. "Det gør jeg også" udbrød han. "Nå, kom vi skal denne vej" sagde han og slog ud med hånden. Vi fulgte en sti væk fra fortovet, og ind i noget der mindede om en park. "Okay, luk øjnene" sagde han, og kunne ikke lade være med at smile. Et øjeblik mindede han mig om Ethan, og jeg fik myrekryb. Den nar til Ethan. Jeg blev afbrudt af min dybe tankegang, ved Lyden af Lukas' stemme "Kom  nu der er noget jeg gerne vil vise dig" bad han. "Ok, men du må love ikke at styre mig ind i træerne" grinte jeg. "Det lover jeg. Desuden ville jeg da ikke gøre sådan noget mod sådan en smuk pige" sagde han. "Er jeg smuk?" Spurgte jeg med store øjne. "Ja" sagde han, og krammede mig. Det var så fantastisk, han var så blid. Han duftede fantastisk. Jeg lagde mine arme omkring hans ryg, og kunne ikke lade være med at føle mig tryk. "Det er du også" sagde jeg, da så vi havde løsrevet os fra hinanden. "Nå, luk nu dine øjne" hviskede han. Jeg lukkede øjnene som han sagde, og kunne mærke hans hånd i min. Jeg begyndte tøvende at gå, men blev så mere sikker. Jeg kunne hele tiden høre hans åndedræt ved siden af mig, og blev opfyldt af lykke. Han stoppede op, og jeg gjorde det samme, dog med et lille ryk. Han slap min hånd, med beskeden; "Du må stadig ikke åbne  frem, og så en smule til venstre. "Okay sæt dig ned" mumlede han. Jeg satte mig ned. "Nu må du åbne øjnene" hviskede han i mit øre...

______
Uhh, hvad tror i Lukas vil vise hende? Undskyld for først at have opdateret nu. Jeg undskylder også for eventuelle stavefejl, for kan ikke nå at rette.
                                                                                                                                                                                       ______