Fuldmånens slægt

Krig

Mange andre fulgte hendes eksempel og pludselig stod Lukas og jeg alene tilbage. Jeg så et lysglimt, og så blev alt mørkt. Det eneste jeg husker er et hårdt slag i mit baghoved, sandsynligvis asfalten, som jeg landede på...

Da jeg vågnede igen sad Lukas ved siden af mig, og jeg var omringet af Benedikte og resten af klanen. "Hej... Er du okay?" Spurgte Lukas. "Jeg har det vel ok" svarede jeg og smilede svagt. "Hvad skete der?" Spurgte jeg. Lukas blev alvorlig, og kiggede op på Benedikte. "Det skal du ikke bekymre dig om" sagde hun blødt og undvigende. "Det gør jeg faktisk" sagde jeg roligt. "Så vær venlig at fortælle mig det" "Skal vi ikke bare fortælle hende Det?" Spurgte Emma. "Der er krig" Mumlede Lukas. Jeg vendte mig mod ham, med et spørgende blik. "Krig mellem klanerne" "Hvilke andre klaner er der?" Spurgte jeg. "Der er mange. Den største er moderklanen. Det er dem vi skal hen til" svarede Benedikte. "Hvorfor Det?" Spurgte jeg. "For at indvie dig. Alle der har overnaturlige evner skal indvies hos overmødrene. Det er ligesom at få aktiveret sine evner" "Men... kan vi godt det, når der er krig?" spurgte jeg. "Det er vi nødt til. Ellers har du ikke nogle evner" "Men, jeg har da sagtens kunne bruge mine kræfter indtil videre" protesterede jeg. "Ja, men det er jo kun fordi du har været i nærheden af mig" sagde Benedikte lettere irriteret. "Men hvem skal så kæmpe, jeg mener har i ikke et 'hovedkvarter' eller sådan noget, som i skal beskytte?" spurgte jeg. "Jo... Det har du ret i... Men der er også tradition for at det kun er en der følger personen til overmødrene" sagde Benedikte. "Så hvem vælger du?" spurgte hun. Jeg kiggede rundt på de andre. "Lukas vil du tage med mig?" spurgte jeg så, og så ham direkte i øjnene. Han undveg hurtigt mit blik, og så ned i jorden. "Jeg... Jeg får travlt det næste stykke tid" sagde han ligegyldigt. TRAVLT!? Raseriet bølgede op i mig. Den ligegyldighed han sagde det med gjorde mig trodsig. "Nå, men hvis du ikke travlt skal jeg da nok lade være med at forstyrre dig" hvæsede jeg. "Liv vil du følge mig til overmødrene?" Hun løftede overrasket øjenbrynene. "Selvfølgelig" sagde hun, og smilede selvtilfreds. Benedikte så overrasket fra Emma til mig og tilbage igen. "Er du sikker?" spurgte hun. "Ja" sagde jeg bare. "Godt så, i tager afsted til daggry" afgjorde Benedikte. "Hvor er vi egentlig?" spurgte jeg. "I din baghave søde" svarede Benedikte sukkersødt. "Det skal du ikke kalde mig" hvæsede jeg. "Tag Liv med ind i dit hus, hun kan hjælpe dig med at pakke" sagde Bendikte som om jeg ikke havde sagt noget. "Kom" mumlede jeg, og Liv fulgte efter mig. I stilhed gik vi gennem haven og videre ind i huset. Mine forældre lagde ikke mærke til at vi kom ind. Jeg ledte Liv op på mit værelse. "Hvad skal jeg have med?" spurgte jeg. "Har du noget praktisk tøj, måske nogle praktiske sko?" spurgte hun. "Hvor meget?" spurgte jeg. "Til en uges tid vil jeg tro, vi kan jo vaske det" svarede hun. "Jeg tror hellere vi må være på den sikre side. Jeg ville ønske jeg havde en masse praktisk tøj, og praktiske sko" sagde jeg, og adskillige sæt praktisk tøj kom frem, foldet sammen på min seng. Det fyldte hele sengen i et tykt lag. "Du skal vist øve dig lidt" mumlede Liv. "Der er da i hvert fald nok" sagde jeg med et lille smil. "Der burde være nok til os begge". Jeg vendte mig for at finde en taske. Kort efter havde jeg fundet 2 rygsække. Jeg valgte 2 sæt tøj og rakte dem til Liv. Så tog jeg 2 par sko og stak i hendes favn. "Jeg ville ønske at alt tøjet på min seng lå i de 2 rygsække på gulvet" sagde jeg højt og tydeligt, og tøjet fløj ned i rygsækkene jeg havde lagt på gulvet. "Hvorfor fik du det ikke bare til at være i 1 taske?" spurgte Liv. "Hvis vi mister den ene taske har vi stadig noget tilbage, og så er det ikke den ene der skal slæbe det hele" svarede jeg. "Nå, er du færdig, eller skal du have din makeup med?" sagde hun hånligt og nikkede mod mit makeup bord. "Nej, lad os lade det blive her" svarede jeg roligt, og tog det ene sæt tøj, og et par sko fra hende. "Vi tager afsted i det her tænker jeg" sagde jeg. "Fint nok" svarede hun, og kiggede ned på det lysebrune tøj. Jeg tog rygsækken på, og rakte Liv den anden. Vi fulgtes udenfor i tavshed. "Er i klar?" spurgte Benedikte. Jeg nikkede. "Så lad os slå lejr" sagde Benedikte. Et kvarter senere var jeg blevet sendt i seng. Men jeg kunne høre Benedikte og Lukas snakke på den anden side af mit telt. "Hvad havde du egentlig gang i Lukas?" Benedikte hvæsede lavmælt. "Jeg ville ikke med hende, det kan jeg bare ikke" svarede han. "Hvis du ødelagde vores plan, da du afslog hendes tilbud... skal du ikke regne med at jeg kan tilgive dig" sagde Benedikte koldt. Jeg vendte mig om, jeg ville ikke høre mere. Hvad var det for en plan de havde? Var det planen om at få mig sikkert til overmødrene? Eller noget helt andet? I mine spekulationer faldt jeg i søvn.