Fuldmånens slægt

Gåtur

"Jeg havde ellers håbet at jeg aldrig kom tilbage her til" Jeg løftede et øjenbryn. "Hvorfor ikke?" "Det er ikke et godt sted" sagde hun bare. Jeg satte mig i græsset, og kiggede mig lidt omkring. Alting var meget grønt, mere end normalt. Liv vandrede stadig frem og tilbage. "Lede kælling" bandede hun. "Hvem?" spurgte jeg. "Benedikte" "Hvorfor dog det?" "Hun ved jeg hader det her sted. Og alligevel sender hun os her ud!" "Men nu hvor du har været her før, ved du så hvilken vej vi skal?" "Turen over floden er meget kortere end hvis vi går gennem skoven. Men turen gennem skoven er meget mere fremkommelig, end hvis vi skal over floden, og så videre" forklarede hun, og spejdede ind i skoven. "Jeg tror hellere vi må tage gennem skoven" sagde jeg, og kiggede ind i underskoven. Liv tog en rygsæk på ryggen, og begyndte at gå imod skoven. Jeg kom hurtigt på benene, og fulgte efter hende, samtidig med at jeg fik skubbet rygsækken på ryggen. Da vi havde gået ca. 10 minutter var vi kommet så langt ind i skoven at vi nu gik i halvmørke. Det puslede i en dynge nedfaldne blade, og en lille mus pilede forbi os. Skoven vrimlede i det hele taget med dyr. Der var ikke nogen bestemt sti vi gik på, vi gik bare. Nogle gange blev skoven tæt, og vi måtte zigzagge mellem træerne. Skoven var stadig grønnere end de skove jeg plejede at se. "Hvad skal vi gøre når det bliver aften?" spurgte jeg Liv, for selvom vi tog afsted ved daggry blev det jo aften på et eller andet tidspunkt. "Vi slår lejr, og tænder bål" svarede hun. "Tror du godt vi kan gå hele vejen til overmødrene? Og hvor langt er der i det hele taget?" spurgte jeg. "Det kommer til at tage omkring 2 en halv uge at komme til overmødrene til fods, så hvis du kan gå i 17 dage fra daggry til solnedgang kan vi godt hele vejen" sagde hun, og trådte over et lille hul. "Men... hvordan vil du slå lejr?" "Vi skal i hvert fald ikke på 5-stjernet hotel. Nok nærmere et telt, eller en sovepose på jorden" sagde hun, og fortsatte med at gå. Jeg brød mig ikke om tanken om en sovepose på jorden herude i det fri, med alle de dyr vi havde set. Jeg brød mig heller ikke om at gå dybt inde i en skov, uden nogen chance for at se solen, og bestemme hvad tid på dagen det var. Faktisk brød jeg mig ikke særlig meget om noget ved hele den her tur. Jeg savnede Lukas.

Da vi havde gået i det der føltes som en hel dag, men nok i virkeligheden bare var et par timer satte vi os på skovbunden for at spise frokost. "Jeg må nu sige... at det var... godt at du lavede... sådan en stor madpakke... til os" mumlede Liv, med munden fuld af mad. "Jeg sagde det jo!" smilede jeg, og spiste videre. Kort efter, da vi rejste os for at gå ville mine ben ikke mere. De var helt ømme efter at have gået hele dagen. Jeg rystede dem, men det føltes som om et par betonklodser havde erstattet mine ben. "Liv? Jeg tror ikke jeg kan gå mere i dag..." sagde jeg med tynd stemme. Hun vendte sig om. "Det er bare fordi du ikke er vant til at gå så meget som vi har gjort nu. Kom, så strækker vi lidt ud, det burde hjælpe. For vi har altså ikke tid til at hvile resten af dagen!" sagde hun, og gik hen til mig. Da vi kort efter fortsatte føltes det meget bedre. Da det begyndte at blive mørkt, og ikke bare dunkelt, som det havde været hele dagen, stoppede vi op og slog lejr. Da vi havde tændt bål, spiste vi det sidste af den store madpakke jeg havde smurt, og taget med. Jeg sad tæt ved bålet, for at holde varmen, og kunne se Liv strække ud på den anden side af bålet. Jeg rejste mig, og begyndte også selv at strække ud. Kort efter, da vi var færdige, satte vi os ved igen. Kort efter puslede det lidt inde mellem træerne. Pludselig skød to katte ud i den lysning vi sad i. Den forreste sprang op i mit skød, og borede sine kløer ind i min trøje. Den anden stoppede op, og hvæsede. Katten der var sprunget i sikkerhed hos mig hvæsede tilbage som svar. Jeg viftede lidt af den anden kan, som rev ud efter mig, og lavede tre dybe, tynde flænger på min håndryg. Så luntede den over til Liv, og foldede sig sammen på hendes ben. Vi udvekslede et par blikke. "Hej mis" sagde jeg, og kiggede ned på katten. Den tryggede sig ind til mig, og begyndte at spinde. Den behøvede hverken at sige eller på nogen måde signalere det. Den var min nu. Og det samme gjaldt for liv.