Fuldmånens slægt

Træt

"Vil du ikke nok fortælle hvem de er?" bad jeg. "Fortæl hende det nu bare!" vrissede hende pigen der havde vendt øjne af mig. "Så kan det jo være at vi kan få lidt ro!" "Slap af" formanede Benedikte. Jeg satte mig bræt op men blev svimmel, så jeg igen måtte ligge mig. Jeg trak vejret dybt, og prøvede igen, denne gang langsomt. Da jeg sad ordenligt op trak jeg igen vejret, og kom vaklende på benene. "Nå, nu kunne jeg godt tænke mig en forklaring" sagde jeg fast. Og min hjerne blev gradvist klarere og klarere. "Jeg ville ønske at du gav mig en forklaring, Benedikte." Min stemme skar gennem den kølige luft, og jeg kunne ikke genkende den. Benedikte så overrumplet ud, men åbnede så munden. "Disse folk er min klan. Vi er kommet fordi du skal være en del af den klan. Du har evner som  andre ville kalde overnaturlige eller magiske" sagde hun med en robotisk stemme. "Og hvem er de, Benedikte" sagde jeg roligt og mødte hendes blik. "De er min klan, det har jeg sagt" svarede Benedikte med sin sædvanlige stemme. Jeg slap hendes blik og kiggede i stedet på de andre. "Jeg hedder Clara, hvad hedder i?" Spurgte jeg. Pigen der virkede mest venlig, lyste op i et smil. "Jeg hedder Emma" sagde hun. Hun puffede lidt til pigen ved siden af sig, og gav hende et sigende blik. "Ugh... Fint... Jeg hedder Liv" snerrede pigen. "Er i så glade?" Spurgte hun. "Hvad hedder i?" Spurgte jeg, henvendt til de to drenge. "Tyler" sagde den ene. Han havde mørkebrune øjne, og et kønt markeret ansigt, omrammet af pjusket mørkt hår. Han havde en atletisk krop, og så hurtig og smidig ud. Drengen der kun havde kigget ned i jorden så langsomt op, og jeg genkendte ham straks. "Lukas!?" Udbrød jeg. "Er du også..." Jeg kunne ikke gøre sætningen færdig, men han nikkede. Hans sædvanlige smil var væk, og hans øjne var tomme. Benedikte så på sit armbåndsur og rømmede sig. "Nå, vi skal afsted nu, ellers er det ikke sikkert vi når det" sagde hun. "Ses vi igen?" spurgte jeg. "Hvad mener du? Du skal med os unge dame" sagde Benedikte. "Men... Jeg kender jer jo næsten ikke... Og hvad med mine forældre?" spurgte jeg. "Hun har ret" sagde Lukas. "Hun kan ikke bare forsvinde... Måske går der lang tid før vi kommer tilbage igen". "Nuvel, så tager vi lidt senere afsted. Men Lukas du må sørge for at træne hende inden da, hun har brug for kræfterne på vores rejse" sagde Benedikte. Hun fortrak ikke en mine, men hendes stemme lød utålmodig og irriteret. "Farvel, Clara Af Fuldmånen" sagde Benedikte, og gjorde tegn til de andre om at følge med hende inden hun selv vendte sig for at gå. De gik dybere ind i min have, men jeg tabte dem hurtigt af syne, bag en busk. "Kom" sagde Lukas der stadig stod ved siden af mig. "Du er træt". Det var ikke løgn, nu hvor jeg kom i tanker om det var jeg faktisk segnefærdig. Vi gik sammen ind, og han fulgte mig op på mit værelse. Jeg gav ham et kram, og gik direkte i seng, selvom jeg ikke havde fået aftensmad, børstet tænder, fjernet makeup eller nattøj på.