Fuldmånens slægt

Benediktes klan

"Jeg tænkte det nok"

"Hvad skete der lige der?" Spurgte jeg åndeløst. Hun slog en latter op. "Åhh min pige, du har endnu meget at lære" lo hun. Ja det kan jeg fornemme, tænke jeg dystert. "Sæt dig nu ned, så skal jeg prøve at forklare det meste" sagde hun og gjorde en gestus mod bænken. Tøvende satte jeg mig, hun blev stående. "Ihh ville du ikke også ønske at her var en form for tavle? Det er nemmere at forklare fra sådan en" mumlede hun. "Jo, det ville jeg. Det er meget nem..." mere nåede jeg ikke at sige, før en tavle dukkede op. Fascineret studerede jeg den, den havde en bule i det ene hjørne, og den var lidt skæv i den ene side. Men ellers så den ved første øjekast meget pæn ud, altså sådan som tavler nu ser ud. Men når jeg kiggede efter havde den flere ridser, og rammen af træ var flækket i samlingen ved højre hjørne. Benedikte lod også til at have bemærket fejlene, for hun rynkede panden, og sagde; "Ja... der skal vist lidt træning til...". Jeg kunne slet ikke kende hendes stemme, den var anklagende og afmålt, slet ikke så munter som den plejede at være. "Undskyld" mumlede jeg, og kiggede ned på mine sko. "Undskyld!? Det skal du skam ikke sige!! Du har jo aldrig øvet dig, og jeg er glad for at det i det mindste er en tavle" sagde hun opmuntrende. "Nå, men det leder mig til det næste! Ser du Clara, du er ikke helt normal. Du er født af fuldmånen, ligesom jeg. Det er selvfølgelig i overført betydning, din mor har født dig. Men du besidder en kraft som de fleste ville kalde overnaturlig. Og det er på grund af fuldmånen, du er født under den, af den" hun holdt en lille pause. Jeg tyggede lidt på det hun havde sagt, tankerne fløj rundt inde i mig. "Men hvad laver du så i min have?" Spurgte jeg, men i det jeg sagde ordene gik det op for mig hvor dumt et spørgsmål det var. Men hvad skulle jeg ellers have sagt? Hun sukkede højlydt, og utålmodigt. "Åhh hvor er det trist at se, at du har taget sådan på vej, af at vokse op hos... hos de menneske derinde" sagde hun dramatisk, og gjorde en gestus op mod huset. Jeg rettede blikket derop, det så faktisk ret uhyggeligt ud her i halvmørket. Men jeg var ikke bange. "Mine forældre?" Spurgte jeg, uden at kigge på hende. "Ehh... Ja... dine forældre" mumlede hun. Jeg bed mærke i at hun næsten altid startede en sætning med åhh, ihh eller ehh. Jeg kiggede op på hende. Jeg var ikke længere genert eller flov, jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde det som om jeg snart ville få brug for at være stærk... Jeg ved ikke hvorfor, det var bare en fornemmelse. "Og hvad er der så galt med mine forældre?" Spurgte jeg skarpt. "De er ikke født af fuldmånen, ligesom dig. De er ubrugelige, når man tager i betragtning hvad deres datter kan foretage sig" svarede hun koldt. "Ubrugelige!?" Hvæsede jeg med tilkæmpet ro. "Så du siger at mine forældre er ubrugelige, bare fordi de ikke lige er født under en eller anden skide fuldmåne?" Råbte jeg. "Nå men så kan du godt tro om igen, for det er de ikke" hvæsede jeg hovent. Hun nikkede, et lille stift nik. Jeg skulede ondt af hende. "Ja... Du skal tidsnok finde ud af hvad du snakker om, ind til da bør du være stille" sagde hun køligt. Vreden bølgede igen ind over mig. Jeg var uden at lægge mærke til det, sprunget op. "Nå så det bør jeg?" Hvæsede jeg, og langede ud efter hende. Et jag af smerte jog gennem mig, efterfulgt af en fredfyldt ro, alt sortnede skræmmende hurtigt.

De andre:
"Var jeg for hård ved hende, Benedikte?" "Ja Emma!" Årh mit hovede! Det føltes som en mursten! Kan jeg ikke bare få lov til at ligge her, til en prins kommer og redder mig!? "Emma, hvis ikke hun vågner om 10 minutter, så må vi rejse med hende i den tilstand. Og hvis hun på nogen måde tager skade af det, så må du slæbe hende hen til overmødrene!" Det lød som Benedikte, men mit hoved gjorde for ondt til at jeg kunne være helt sikker, stemmens ejer var i hvert fald vred. Jeg mærkede en hånd på min mave, men gjorde mig umage for ikke at skære en grimasse, føj hvor gjorde det ondt. Håndens ejer begyndte at nynne, en melodi jeg ikke genkendte. Men det var som om melodien ville have mig til nynne med. Forsigtigt prøvede jeg, til at starte med blev det ikke til mere end en svag hosten. Men så gik det faktisk bedre, endda ret godt. Melodien tog til i intensitet. Den gav mig styrke, og jeg følte mig mindre syg nu. Forsigtigt prøvede jeg om jeg kunne bevæge mine tæer. Det gik. Forsigtigt åbnede jeg øjnene. Lænet ind over mig, sad en lyshåret pige. "Se Benedikte, hun er vågnet!" Udbrød hun ivrigt. Benedikte kom til syne, Kort efter. Jeg satte mig forsigtigt op. "Det var også på tide" mumlede hun, og sendte den lyshårede pige et strengt blik. "Er du ok?" Spurgte hun forsigtigt. "Hmm" brummede jeg, og kiggede op. Ved siden af pigen stod to drenge og en pige. "Hvem.. hvem er Det?" Spurgte jeg hæst, og pegede. Den ene pige, vendte øjne, og hende der havde "sunget" med mig kiggede bare nysgerrigt på mig og Benedikte. De to drenge forholdt sig i ro, dog kiggede den ene ned i jorden. Jeg kiggede afventende på Benedikte, hun fortrak ikke en mine. "Vil du ikke nok sige hvem de er?" Bad jeg...

__________
Hoi!! 🙈🙈
Undskyld undskyld undskyld, for ikke at have opdateret med nyt kapitel ind til nu. Men hver gang jeg prøver at skrive, bliver jeg bare ved med at sidde og kigge på ordene, uden at få lyst til at skrive noget😔😔. Man kan vel godt kalde det en lille skriveblokering, men jeg håber at det snart går over 😊🙂😔.  Så jeg vil prøve at få det næste kapitel op lidt hurtigere☺. Skriv gerne feedback i kommentaren😉.
                                                      __________