Fuldmånens slægt

Bedste venner

"Nu må du åbne øjnene" Hviskede han ind i mit øre.

Jeg åbnede øjnene, og fandt mig selv på en bænk. Foran os lå en sø. "Wow" gispede jeg. "Hvad synes du så?" spurgte han. Et lumskt smil bredte sig på mine læber. "Jeg synes at det er en virkelig grim sø, og at vandet ligner mudder" Sagde jeg, men til sidst kunne jeg ikke holde masken længere. Jeg fik det vildeste grineflip. Jeg kiggede over mod ham, og hans fjæs gjorde det ikke bedre. Hans ansigt var i hvert fald det hele værd. "Du.... Du sku.... Du sku se dig selv" Fik jeg fremstammet igennem latteren. Han smilede, og jeg kunne ikke lade være med at kramme ham. Han rejste sig, og trak mig med op. Jeg hvinede, men kunne så ikke lade være med at grine. Hvad var det den dreng gjorde ved mig? Det var første gang - siden jeg var sammen med Ethan - at jeg havde det sådan. Det var så længe siden at jeg havde følt mig så tæt på en dreng, så glad og tryg. Vent lige lidt.... Er jeg forelsket? Nej. Nej det var ikke sådan jeg havde det, tro mig jeg har været forelsket MANGE gange( alle ulykkeligt), men det her var en anden følelse. Det underligste var at jeg kun havde kendt Lukas i en time! Jeg blev revet tilbage til virkeligheden af Lukas' smukke øjne. De stirrede ind i mine gnistrende øjne. Altså jeg har en form for orange øjne!? Og  han havde de dejligst blå øjne. Jeg kiggede ind i de dybe øjne, og havde lyst til at tage en svømmetur i dem. Jeg gjorde det ikke, men slog i stedet mine ben om maven på ham, og begravede mit ansigt i hans hår. Jeg spekulerede over hvordan han stadig kunne bære mig, men jeg var sådan set ligeglad. Han satte mig ned, og jeg sendte ham et stort smil. Ingen af sagde noget et stykke tid, vi sad bare op af hinanden. "Hvad er du egentlig for en?" spurgte han. "Det er svært at sige. En pige der er sur på sine forældre, og har mistet sin bedste veninde. Og... man kan nok godt kalde mig en nørd... Nej... ikke sådan på den måde... jeg kan bare godt lide at læse, skrive og sådan nogle skoleting. Og så er jeg enebarn..." forklarede jeg. Han smilede. "Hvad griner du sådan af?" fnes jeg. "Dig!" grinede han. "Nå, men hvis du på et tidspunkt stopper med at grine, så kunne du måske fortælle lidt om dig selv?" sagde jeg, og lod som om jeg var sur. Han stoppede, og rømmede sig. "Jeg har en lillesøster og en storebror..." startede han. "Men min storebror er allerede flyttet hjemmefra..." hans øjne blev slørede, og han holdt en pause. "Du savner ham, har jeg ret?" spurgte jeg forsigtigt. Han nikkede. "Han var den bedste bror man kunne ønske sig". Hans øjne bliver slørede, og jeg krammer ham blidt. Han trækker sig. "Kan vi måske..." starter han. "Snakke om noget andet?" spørger jeg. Han nikker og kigger skamfuldt ned. "Selvfølgelig" siger jeg. "Vil du med hjem og se mit hus?" spørger jeg. "Der er godt nok mange flyttekasser men alligevel" "Beklager, men jeg skal mødes med Alberte, min kæreste" sagde han, og smilede nervøst. "Det er i orden" sagde jeg, og smilede til ham. "Men så må jeg jo hellere smutte! Hun skulle jo ikke blive mistænkelig!" sagde jeg og rejste mig. "Vent!" sagde han, og rejste sig op. "Jeg synes vi skal være venner!" sagde han hæst. Jeg smilede. "Bedste venner" sagde vi i kor. Jeg kunne ikke lade være med at grine. "Hyg dig med Alberte" sagde jeg, og vendte mig for at gå hjem. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på at jeg ikke havde dén slags følelser for ham.

__________________

Hej! Er endelig blevet færdig med dette kapitel! Eller det er jo egentlig anden gang jeg har skrevet det færdigt, for en vis Wattpad har SLETTET halvdelen af kapitlet! Krydser fingre for at den udgiver det hele denne gang :D!

                                                                                                                                                           _________________