Fuldmånens slægt

Afgang

2 heste stod bundet til et træ, mens de roligt græssede. Pludselig løftede den ene hoved og lagde ørerne ned af nakken. Den dansede sidelæns ind i heste ved siden af, som også havde lagt ørerne ned af nakken. Ikke langt fra hestene var et telt slået op, og et bål lyste op i skumringen. En pige der havde rejst til, kom langsomt hen til hestene. Da hun var et par meter fra dem strøg en pil tæt forbi hendes øre, og tæt over hesten. Hun stivnede et kort øjeblik, og vendte sig derefter om igen. Hun kunne intet se, ud over træerne og bålet, men hun blev ved med at spejde ud i mørket. Mussestille gik hun tilbage til teltet... "CLARA! CLARA, STÅ NU OP!" "Hvad? Hvad sker der?" Jeg satte mig op og gned søvnigt mine øjne. "Hvordan skal jeg nogensinde kunne overleve en tur til overmødrende og tilbage igen, sammen med dig?" vrissede Liv. "Er vi sent på den? Er bussen kørt? Shit! Shit, shit, SHIT!" Udbrød jeg. "FOR FANDEN DA CLARA, VI SKAL JO AFSTED!" Råbte Liv, hovedrystende. Nu kunne jeg igen huske. "Hvor længe har du prøvet at vække mig?" Spurgte jeg, nervøs for svaret. "Mindst et kvarter" svarede Liv, opgivende. "Det må du altså undskyld... Jeg skal nok skynde mig at gøre mig klar. Hvornår tager vi afsted?" "Om en halv time, der skal vi være helt klar." Jeg gjorde mit bedste for ikke at glemme drømmen, samtidig med at jeg hurtigt tog det tøj jeg dagen før havde pakket på. Emma var allerede rejseklar. Liv havde stillet havregrød med blåbær og kiwi frem, som jeg hurtigt skovlede i mig, da jeg havde fået tøj på. "Vi tager afsted om 10 minutter, har du pakket madpakke?" spurgte Liv, der lige var kommet ind i teltet."Nej... Men jeg ville ønske at jeg havde pakket en med 3 kyllingesandwich og salat" sagde jeg, og en lille pakke med elastik om kom til syne. Liv løftede øjenbrynene og kiggede underligt på mig. "Hvad? Jeg har en stor appetit, og jeg regner ikke med at vi kommer forbi nogle restauranter" sagde jeg bare, og lagde pakken i lommen. "Whatever" sagde hun og gik igen. Jeg samlede tasken op og fulgte med hende. De andre stod samlet derude. "Så er det blevet tid. Endnu medlem af Benediktes klan skal foretage rejsen til overmødrene. Rejsen er lang og farefuld, men nødvendig for at fuldbyrde medlemmets overnaturlige evner. Som hjælp sender vi en af vore medlemmer, som følge på rejsen. Lad os alle give vores velsignelser med dem på rejsen" sagde Benedikte højtideligt. Alle de andre medlemmer rakte deres ene hånd i vejret, med lillefingeren og tommelfingeren pegende mod himlen. Liv mimede til mig at jeg skulle sige noget, og derefter lægge mig på knæ for dem. De andre så ikke noget, da de alle kiggede på deres hænder. "Jeg takker inderligt" skyndte jeg mig at sige, og lod mig falde på knæ. Jeg bøjede nakken, og fik kvalme da jeg snusede lugten af rådne blade ind. Jeg vrængede på næsen og kiggede flygtigt op. Jeg fangede Livs blik og hun gjorde et kast med hovedet, som tegn til at jeg skulle rejse mig. Jeg skyndte mig at komme op og stå, og gjorde mit bedste for ikke at vrænge på næsen. "Så er det tid til at tage afsted, solen står op om et par minutter" sagde Benedikte og så på sit ur. "Held og lykke! Jeg glæder mig til at se dig igen!" sagde Emma glad, og omfavnede mig. Jeg lagde akavet armen om hendes ryg, og trak mig så hurtigt som muligt væk. "God rejse" sagde Tyler, og rakte en knytnæve frem mod mig. Jeg ramte den med min egen næve, og smilede til ham. "Tak" smilede jeg. Han sendte mig et smil tilbage, og jeg brød vores øjenkontakt. Så kom det til Lukas. Jeg besluttede hurtigt at jeg ville blive gal på mig selv, hvis jeg ikke sagde ordenligt farvel til ham. Jeg gik over og gav ham et hurtigt, forsigtigt kram. "Vi ses, Lukas" "Farvel, Clara" sagde han, i et ligegyldigt tonefald. Mere sagde han ikke. Jeg sukkede, og vendte mig mod Liv. Benedikte hastede over mod os, og stillede sig foran os med ryggen til. Hun løftede sin ene hånd, og tegnede en dør i luften. "Efter dig" mumlede Liv, og gjorde en håndbevægelse mod døren. Jeg vendte mig, og kastede et sidste hurtigt blik rundt, før jeg gik igennem døren, efterfulgt af Liv. Jeg blev slynget rundt i et virvar af farver, og var ude stand til at trække vejret. Jeg mærkede livs fingre gribe fat om mine, og tog hendes hånd. Kort efter var det overstået. Jeg kunne skimte en åbning for enden af farverne, og kort efter faldt vi ud af den. Jeg rystede let på hovedet, for at få farverne lidt på afstand. Silhuetten af døren forsvandt kort efter at vores tasker var blevet slynget ud. "Hvor tror du vi er?" spurgte jeg Liv, og kiggede mig omkring. Vi stod i et skovbryn, ved bredden af en flod og med tunge skyer over vores hoveder. "Den kælling" bandede Liv. "Hvad nu?" "Jeg håbede ellers at jeg aldrig kom tilbage hertil..." sukkede Liv, og kørte en hånd gennem sit hår.