Fuldmånens slægt

Benedikte

"Så vil jeg ønske jer en god dag. Og held og lykke til dig Clara" smilede han.

Vi kom ned til klassen, jeg fandt mit skab, jeg fortalte resten af klassen om mig, og resten af dagen gik med at lære bare en lille smule af skolen at kende, få skemaer, bøger og hænge ud med Anny. Da jeg kom hjem var jeg helt smadret. Jeg smed mine ting fra mig, og lagde mig på sengen. Jeg havde ondt i hovedet, og trængte til frisk luft. Desuden havde jeg slet ikke været ude i den enorme have siden sidst, så det var en perfekt lejlighed til at komme der ned nu. Da jeg 5 minutter efter sad på den ene af bænkene i haven, var jeg så træt at jeg havde svært ved at holde øjnene oppe. Jeg støttede mit hoved på min skulder, og faldt i søvn.

Damen:

Hvad var det? Lød det ikke som en gren der knækkede?? Jeg åbnede langsomt, og sløvt mine øjne. Det var meget mørkere end før. Hvor længe havde jeg dog sovet? Forvirret satte jeg mig op. Jeg havde en meget ubehagelig fornemmelse af at blive overvåget. "Hallo?" Kaldte jeg forsigtigt ud i mørket. "Hej" sagde en morderisk sælsom stemme. "Hvor... Hvor er Du?" Stammede jeg. "Bag dig" kom svaret hurtigt. Jeg vendte mig om. Ingenting. Jeg vendte mig om igen, al form for udmattelse var fuldkommen væk. En ond latter skar gennem mørket. "Hvad vil du?" Råbte jeg bestemt. "Snakke" svarede den ukendte stemme. "Kan du ikke høre det lille pige? Jeg er inde i dit hoved, men hvis du nu går ned til fontænen, så venter jeg der" grinede stemmen. "Hvad vil du snakke om?" Råbte jeg. "Jeg venter" hviskede stemmen, med en undertone af utålmodighed. Jeg var nysgerrig, men bange. Langsomt rejste jeg mig op, og satte den ene fod foran den anden. Jeg fortsatte sådan hele vejen ned til fontænen, langsomt og på klodsede fødder, som om jeg havde glemt hvordan man gik. Da jeg stod på det øverste trin på trappen, hørte jeg igen stemmen. "Ja, sådan. Du mangler bare et par skridt så er du der" hviskede den. Jeg stoppede brat op, og kiggede ned mod fontænen. Jeg kunne kun se svage omrids, på grund af mørket. Jeg tog de sidste skridt ned, så jeg stod foran den. "Det var godt min pige" lød stemmen. "Jeg er ikke din pige" snerrede jeg. "Selvfølgelig er du ikke det, det er jeg frygteligt ked af" svarede stemmen hæst. Nu havde den også fået en krop. En kvinde i lang kappe trådte frem. "Du må undskylde hvis jeg skræmte dig" sagde hun. "Jeg er Benedikte stjernemor af fuldmånen" sagde hun og rakte mig hånden. Jeg tog tøvende imod den. "Hvad... Hvad mener du med... stjernemor af fuldmånen?" Spurgte jeg forsigtigt. "Åhh, gud ja min pige, det havde jeg da helt glemt" udstødte hun forfjamsket. Jeg stirrede uforstående på hende. "Lad mig lige fikse det vejr der!" Sagde hun og knipsede med fingrene. Skyerne drev til side, og forsvandt, og afslørede fuldmånen, samtidig med at vinden lagde sig. "Hvordan gjorde du det?" Gispede jeg overrasket. "Årh det var da nemt nok" grinede hun. "Jeg ændrer vejret til min fordel, hvis jeg vil. Det er mit talent" fortsatte hun muntert. "Nå, lad os så komme i gang, er der et sted vi kan sidde?" Spurgte hun muntert. "Jeg plejer bare at sidde her på kanten" Sagde jeg og pegede. "Men det ville nu være dejligt hvis der var en bænk" mumlede Jeg. En bænk kom til syne. Jeg kiggede forbløffet på Benedikte, hun nikkede veltilfreds. "Tænke jeg det ikke nok!"

_________
Her var så et nyt kapitel. I må undskylde at det tog så lang tid, men jeg kørte virkelig fast i historien. Har ikke tjekket stavefejl, så undskyld hvis der er nogen. Nu begynder historien at leve op til sit navn, så det håber jeg i kan lide. Hej hej☺🙈🙈.
                                                      __________