Babysitter | Martinus Gunnarsen (Afsluttet)

Flirts

Den tanke nåede kun lige at strejfe mig, da drengene får spørgsmålet "Har i et godt øje til en for tiden?"

Kap. 16
Martinus kiggede ikke engang på mig, da han sagde "Nej, ingen af os har en flirt eller en kæreste." "Call me" afbrød Marcus. Jeg følte mit hjerte gå itu. Her havde jeg gået og troet, at mig og Martinus faktisk var en ting. Jeg kunne slet ikke forstå det. Tænk at jeg var så dum at tro det. "Jeg venter i bilen" sagde jeg stille til Kjell-Erik, og gik stille ud på parkeringspladsen.

Martinus' synsvinkel:
Jeg så hende forlade rummet, jeg ville så gerne løbe efter hende, men jeg kunne jo ikke rigtig forlade interviewet. Havde jeg gjort noget forkert. Hun sagde jo selv, at hun ville lige for tiden. Jeg ville jo heller ikke skræmme hende væk, hvis hun ikke syntes, at vi er noget. Men er vi egentlig noget? Altså hvis ikke man er noget, så har man vel ikke kysset vel?
Selvom det var sidste spørgsmål, så virkede interviewet så langt tid om at slutte. Da det endelig sluttede, løb jeg ud til bilen. Jeg skulle snakke med hende så hurtigt som muligt. Jeg kom ud til bilen, og der sad hun. Hun græd. Havde jeg bare misforstået det hele? Jeg åbnede stille bildøren, og satte mig ind ved siden af hende. "Har jeg gjort noget forkert?" sagde jeg stille. Hun kiggede mig i øjnene, hun har simpelthen de smukkeste øjne, man falder fuldstændig ind i dem. "Selvfølgelig har jeg et godt øje til en, dig selvfølgelig. Men du sagde jo selv, at du ikke kunne lige for tiden. Jeg gjorde det kun for din skyld. Stod det til mig, så skulle hele verden nok få af vide om min kærlighed til dig, for den er stor. Meget stor." Hun begyndte at smile. En sidste tåre trillede ned af hende kind. Jeg tørrede den væk. "Martinus, jeg elsker dig." Hun sagde det, som faldt det hende så naturligt. Jeg kunne godt vænne mig til, at høre hende sige det hver dag. "Jeg elsker også dig" Der kom det. Jeg sagde det. Det som jeg havde ønsket at sige, siden første gang jeg så hende. Sommerfuglene samlede sig i min mave, jeg ved ikke hvorfor, men de var der – og der var mange. "Jeg lover dig, at så snart du er klar til det, så er jeg mere end parat til at vise dig frem til verden." Hun tog min hånd og nussede mig blidt med hendes tommelfinger. De andre kom ind i bilen, og vi begyndte at køre. Klokken var allerede mange, og vi ville først være hjemme meget sent i aften. Maria lagde sit hoved på min skulder, hendes hoved blev tungere og tungere, og til sidst kunne jeg mærke, at hun sov. Jeg vækkede hende stille, da vi endelig var hjemme. Mor havde lavet aftensmad, det var bare noget salat af en slags med noget forskelligt kød i. Både mig og Marcus spiste en masse, men Maria rørte næsten ikke maden. Jeg sagde ikke noget, men besluttede mig for, at holde ekstra øje med hende. Hun er jo ikke lige frem ved sit bedste for tiden. Efter maden gik vi alle ovenpå. Maria var på vej ind på hendes gæsteværelse, men jeg nåede lige at stoppe hende. "Godnat" Siger jeg, og kysser hende blidt på læberne. "Martinus, jeg tænkte på noget. Hvad er vi egentlig?"

Heej! Hvor er det sygt så hurtigt jeg stiger i læsere! TAK! Håber i kan lide min historie. Vote for nyt kapitel:))
-Frederikke<33