Babysitter | Martinus Gunnarsen (Afsluttet)

Slut (Sidste kapitel)

Kap. 22

1 time før.

Slut. Det hele skulle slutte. Jeg kunne ikke mere. Ikke uden Martinus. Hvor er jeg svag. At jeg kun kan overleve, hvis jeg har ham. En kylling. Tænk at jeg ikke kan noget selv. Jeg stod på badeværelset, og så på de mange glas. Jeg vidste ikke hvad noget af det var, men en ting var sikkert – jeg skulle have det ned. Jeg stod med glasset i hånden. Jeg var fuldstændig frosset. Om lidt var det slut – om lidt skulle jeg ikke længere være bange, så havde jeg gjort det. Det som jeg havde ønsket at gøre så længe. Glasset kom tættere på min mund, og inden jeg vidste af det var 1 – 2 -3 -4 -10 -20 -25 piller nede. Min krop blev svagere. Alt blev uklart, og jeg følte mig selv falde om på gulvet. Det var sket, jeg var væk. Men mit mareridt startede, da jeg åbnede øjnene, og så den jeg elskede fuldstændig bombet. Det skulle ikke have endt sådan. Igen var det hele min skyld. Jeg var skyld i, at jeg havde såret folk. Han var såret – han var ødelagt. "MARIA" Han kiggede på mig med sine rødsprængte øjne. "Maria, please svar mig." Jeg hørte det, men jeg kunne ikke svare. Jeg kunne ingenting. Snakke, bevæge sig – det hele var umuligt. "Kan jeg lige snakke med jer udenfor?" Det var en læge. Martinus, Kjell-Erik og Gerd-Anne gik ud. Marcus var her stadig. "Maria, jeg ved ikke om du kan høre mig, men han elsker dig. Han elsker dig virkelig højt." Jeg ville gerne smile, men jeg kunne ikke. Ind kom de igen. Martinus så endnu mere knust ud end før. Også hans forældre havde grædt. Hvad skulle der ske nu? Hvorfor er de så kede af det? Så meget som jeg gerne vil væk – så vil jeg gerne være her med dem. Dem som faktisk elsker mig. En læge pillede ved nogle ledninger. Martinus kom hen til mig. "Maria, jeg er ked af det skulle ende sådan her, men hvis det er det du vil – så vil jeg ikke tage det fra dig. Hvis det er så frygteligt, så ville jeg da hjælpe dig, det ved du. Men du skal vide, at jeg elsker dig. Lige meget hvad alle andre siger. Men lægerne siger, at du ikke bliver bedre, så vi bliver nødt til at ende det." En læge gik hen til maskinen, som stod ved siden af mig. Martinus holdte min hånd. "Farvel, Maria." Lægen finger kom tættere og tættere på knappen – knappen som ville ende mit liv. Den var under en centimeter fra nu. Pludselig følte jeg kraften vokser i mig. Jeg blev stærkere. Jeg kunne ikke gøre det her mod dem. Ikke efter alt de havde gjort for mig. "Nej, Martinus jeg vil være her med dig." Men det var for sent. Stille mærkede jeg min krop blive tung. Alt var slut. Det her var slutningen, og jeg ville aldrig se Martinus igen. Jeg ville aldrig se noget igen.

Hej alle! Tusind tak for, at i ville læse min fanfic.. Jeg har desværre valgt, at slutte den her, da jeg ikke længere føler for at skrive på den:/ Men jeg er super glad for alle jeres søde kommentarer på den, og det er helt klart ikke den sidste historie fra mig. Tak for alt!

-Frederikke<33