Babysitter | Martinus Gunnarsen (Afsluttet)

Tom

Kap. 21

Jeg sad på sengen, fuldstændig tom. Men skolen kaldte, og der var ingen vej udenom. Jeg ville ikke. Jeg ville ikke føle mig til grin, føle at jeg ikke passer ind, føle at jeg er en taber. Men det er jeg. Det syntes de andre i hvert fald. Egentlig gik skolen dagen bare som den plejede. Ligegyldige timer og ensomme frikvarter. Jeg var hjemme, men stadig ikke nogen anden følelse end tomhed. Han manglede. Martinus manglede. Det gjorde han også resten af ugen. Deres tour var nu startet, og allerede 2 koncerter havde de spillet. Stadig mange tilbage – stadig lang tid til jeg ser ham. Tid. Den gik og gik, men jeg var stadig tom. Verden var tom. Jeg kunne ikke mere. Bladet skar hårdere og blodet blev mere tydeligt. Det her var min udvej – i hvert fald for nu. Dybere og dybere. Men det var ikke nok. Der var en træng, en træng til mere. Men jeg kunne ikke, lige gyldigt hvor meget jeg prøvede.

Martinus' synsvinkel:

Larmen fra alle fansene overdøvede den høje musik. Koncerten havde nu været i gang i lidt over 20 min. Alle hoppede og skreg, nogen besvimede også. Jeg så Maria for mig, jeg så hende som alle de besvimende piger. Jeg vidste, at der var noget galt. "Martinus, du bliver nødt til at gå ned fra scenen" jeg hørte den robotlignende stemme i min øresnegl. "Alle sammen jeg er meget ked af det, men vi bliver lige nødt til at holde en pause. Vi er straks tilbage." Marcus kiggede underligt på mig. Vi gik ned fra scenen og gik om i det store backstage rum, som vi havde fået. Min far stod og så meget bekymret ud. "Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det her, men i bliver nok nødt til at slutte koncerten her." Men det kunne vi da ikke? Alle fansene stod derude og ventede på os. "Men far det kan vi da ikke" Sagde Marcus. "Martinus, kan vi lige snakke alene." Alene? Mig og Marcus plejede altid at skulle snakke med ham sammen. Men inden jeg vidste af det, havde han trukket mig væk fra Marcus. Min far var tavs. Aldrig havde han set så skræmt ud før. Jeg kunne ikke lide at se min far sådan. Ham der skulle være min beskytter, så helt færdig ud. "Det er Maria." Han holdte en lang pause. "Far, hvad er der sket med Maria?" Jeg var helt i panik. Jeg var der ikke til at hjælpe hende. Hvad er der sket. Er det her min skyld? "Martinus, Maria har.....

Så begyndte der sku at ske noget. Håber i kan lide det hehe.

-Frederikke<33