Babysitter | Martinus Gunnarsen (Afsluttet)

Toilettet

Da jeg kom ned så jeg to mænd med uniform. "Hej Maria, vi kommer fra politiet...

Kap. 12
"Vi vi bare gerne stille nogen spørgsmål om, hvad der skete igår" jeg blev pludselig nervøs. Martinus stod bag mig, og nussede mig på skulderen. Det var rart, at han var her. Det som om at alt er nemmere når han er omkring mig. Jeg gik med de to betjente ind i stuen. De stillede en masse spørgsmål om hans udseende, tid, sted osv. Jeg snakkede med dem i omkring 1,5 time, indtil de havde hørt alt. Martinus måtte ikke komme med ind, så han havde ventet på sit værelse. Da jeg kom derop, gik jeg direkte ind og gav ham et kram. Det havde været meget grænseoverskridende, og det jeg havde mest brug for var, at være i hans arme. Han holdte om mig - længe. Jeg nød det. Her sad jeg og omfavnet Martinus. Aldrig havde jeg troet det ville ske. Jeg er jo bare en normal pige fra Norge. Egentlig lægger jeg ikke mærke til, at han er kendt. Han er jo normal ligesom alle andre. Bare ligesom alle mine andre venner. Men var vi overhovedet venner eller er vi mere end det? Vi har kendt hinanden i ca. en uge. Og her sidder jeg i hans arme. Havde jeg fået følelser for ham? Det nok for tidligt. Han slap mig, og kiggede mig dybt ind i øjnene "er du okay" han spurgte med en bekymrende stemme. Er jeg egentlig okay? Alting er så forvirrende lige nu, og jeg ved ærligt talt ikke, hvordan jeg har det. Jeg blev voldtaget, smidt ud hjemmefra og har måske følelser for en popstjerne. Hvad sker der for mit liv. Med spørgsmålet i hovedet, løb jeg grædende ud på toilettet. Jeg nåede at låse døren inden Martinus kom ind. Jeg gled ned af døren, mens tårerne flød ud af mig. "Maria, vil du ikke nok lukke mig ind" jeg svarede ikke. Jeg havde brug for at være alene. Jeg rejste mig op, og kiggede mig i spejlet. Hvordan kunne en kendt popstjerne som Martinus, være venner med sådan en som mig? Han har sikkert bare ondt af mig. Han kan slet ikke lide mig. Måske skulle jeg bare droppe det hele. Måske skulle jeg bare tage tilbage til Danmark. Tilbage til min mormor. Men det var jo ikke det jeg ville? Men er det, hvad der er bedst? Der var en stor orkan af tanker i mit hovedet. Da døren pludselig gik op. Martinus stod med en nøgle i hånden, og gik frem imod mig. Jeg kiggede ned i gulvet. "Martinus, jeg tror det er bedst jeg tager tilbage til Danmark" "Det kan du ikke" jeg kiggede mærkeligt på ham. "Jeg har snakket med min mor, om det du fortalte mig igår, og der er en grund til, at du ikke har hørt fra din mormor siden. Jeg er rigtig ked af det, men din mormor er død."
Og der brasede hele min verden sammen. Aldrig har vi haft et alt for tæt forhold, men jeg elsker hende jo. Og nu er hun her ikke mere. Jeg brød sammen, jeg lå på det kolde toiletgulv, nu med endnu flere tårer ud af øjnene. Men hvorfor er der aldrig nogen, som har fortalt mig det?

Heej! Så blev der endelig opdateret efter meget lang tid.. I må undskylde, at jeg ikke har opdateret, men har ikke haft lysten til at skrive på det sidste. Men nu er jeg tilbage, og ser frem til at skrive flere kapitler til jer :))
- Frederikke<33