Babysitter | Martinus Gunnarsen (Afsluttet)

Perfekt

"Godnat" Siger jeg, og kysser hende blidt på læberne. "Martinus, jeg tænkte på noget. Hvad er vi egentlig?"

Kap. 17
Marias synsvinkel:
Jeg blev nødt til at spørge ham. Nu havde jeg undret mig alt for længe, og det skulle altså bare ud. For hvad er vi egentlig? Bare gode venner? Eller faktisk mere end det – meget mere end det. Skulle det stå til mig, så ville jeg da egentlig gerne kunne kalde ham min kæreste. Men er det ikke for tidligt? Kan kærligheden faktisk findes på få uger? Man læser altid de her historier om folk, som har været venner i flere år, der indser at de er forelsket. Men jeg kan altså ikke vente flere år. Jeg vil have Martinus – og jeg vil have ham nu. Han virkede til at tænke længe over det. "Det okay, du behøver ikke at svare." Jeg gik ind på mit værelse, og lagde mig i sengen. Måske var det forkert, at jeg sagde det. Alt for tidligt. Jeg burde have ventet. Jeg har helt sikkert skræmt ham væk. Jeg lå i mine egne tanker, med mobilen tændt. Jeg kiggede ikke på den. Jeg var helt frosset. Men et bank på døren knækkede isen. Det var Martinus. Han havde sine hænder bag ryggen – han så en smule nervøs ud. Han gik hen imod mig, og jeg satte mig op. "Jeg ville egentlig have ventet, men jeg følte, at det var det rigtige tidspunkt nu." Han tog en lille æske frem. Han åbnede den, og indeni var der en halskæde. Der var et vedhæng på - det var et M. "Maria, vil du være min kæreste?" Jeg havde egentlig forventet det, efter jeg så æsken, men alligevel kom det bag på mig på en mystisk måde. "Ja Martinus, det vil jeg gerne." Jeg kunne ikke lade vær med at smile. Han kom tættere på, og kyssede mig på munden. Jeg tog halskæden ud af æsken, og spurgte om han ville lukke den. Perfekt så den ud – perfekt så han ud. Mit liv kunne se ud til, faktisk at blive, ja. Perfekt. Men alligevel lå der en masse bag 'det perfekte liv'. Alt det som skal glemmes, men som stadig ligger bagerst i hovede, lige meget hvor mange gange, man prøver at få det væk. "Er du sikker på, at du vil sove herinde?" spurgte han. "Hvor skulle jeg da ellers sove henne?" Sagde jeg kækt. "Hop op, så skal jeg vise dig mit kongerige, prinsesse." Han grinte, og det samme gjorde jeg. Jeg hoppede op på hans ryg, og han førte mig til hans "kongerige". Også kaldt hans værelse. Han smed mig ned i sengen. "Pas dog lige på, Klods Hans." Og før jeg vidste af det, så hoppede han direkte ned på mig. "Styr dig lige, det ikke fordi du er let." Han rullede om på siden af mig. "Undskyld." Sagde han, og kiggede på mig med hundeøjne. Jeg begyndte igen at grine. "Du er vel tilgivet" Jeg vendte øjne af ham, og satte mig op i sengen. "Nå, skal vi se en film eller hvad?" Et eller andet skulle vi jo lave. "Netflix and chill" Grinte Marcus ude fra gangen. Martinus stormede over og lukkede døren. Vi valgte at se 'Fast And Furious' ikke fordi den interessere mig særlig meget, men Martinus snakkede ikke om andet, så jeg gik med på den. Tiden gik – og inden filmen nåede at slutte, så var mine øjenlåg for længst faldet i. Men igen følte jeg den – den beskyttende arm. Det her var perfekt – og måske var mit liv ved at få en drejning, en drejning mod lykken.

Heej! Hvor er det sindssygt, at jeg snart har ramt 10k! Tusind tak for det!! Vote for nyt kapitel:))
- Frederikke<33