Babysitter | Martinus Gunnarsen (Afsluttet)

Skole

Kap. 18 

1. dag efter sommerferien

Marias synsvinkel:

Sommerferien var gået så hurtigt i Martinus' selskab, og allerede i dag skulle vi starte i skole. Jeg var en smule nervøs, for jeg skulle tilbage til mine gamle venner, som jeg ikke har snakket med hele ferien. Jeg plejede altid at være sammen med mine veninder i sommerferien, men ikke denne. Efter alt der er sket, så har jeg bare brugt tid sammen med drengene og deres familie. Og for at være ærligt, så var der ikke noget jeg hellere ville. Dog bor jeg stadig hos dem, og min mor har jeg stadig ikke hørt fra, men en ting er sikker, denne gang kommer jeg ikke tilbage til hende. Hun pisser mig af for at sige det rent ud. Jeg skal blive væk som det passer hende. Men nu skal det være op til mig – og jeg vil selv bestemme, hvor jeg vil være, lige meget hvad hun siger. Jeg lå i Martinus' seng, mens han gjorde sig klar. Ufatteligt nok tog det ham længere tid, end det gør for mig. Det er kun på grund af hans hår. Typisk drenge. Kjell-Erik havde heldigvis sagt, at han ville køre mig i skole. Ellers havde det taget mega lang tid med bus, og det magter man ikke lige om morgenen. Da jeg havde gjort mig helt færdig kørte vi mod skolen, bare Kjell-Erik og jeg. Jeg følte nervøsiteten sprede sig i min krop, og mærkede dråben af sved samle sin på panden. Tænk at jeg er så nervøs for at møde nogen, som jeg har kendt i så lang tid. Det burde jo bare blive en normal skoledag, som det altid plejer at være. "Maria?" Kjell-Erik vendte sig om og kiggede på mig. "Vi skal jo på tour her snart, men jeg tænker da, at du stadig vil være hos os?" Gud, det havde jeg slet ikke tænkt på. Alle de gode tider havde blæst væk alt det dårlige. Jeg ville slet ikke tænke på, at de skulle være væk fra mig i så lang tid. De skal mange forskellige steder hen. Alt fra Sverige til England. Og lille mig skulle sidde i min skole, og være flere tusind kilometer væk fra dem. Vi var ved skole. Jeg stod ud, jeg var stadig væk i mine egne tanker. Tanker om hvordan det ville gå. Ville der ske dem noget – ville der ske mig noget? Hvad hvis jeg aldrig så dem igen. Min verden ville være tom uden dem. Uden Martinus' tomsnak, og Marcus' smarte kommentar, hvordan Emma altid fortalte mig, at hun syntes jeg var smuk, og hvordan Ger-Anne og Kjell-Erik havde inviteret mig ind i deres familie. Eller hvad jeg også kunne kalde min svigerfamilie. Men ville alt denne lykke tage en sving og blive til et mareridt? Kan jeg overleve uden støtten ved min side, når de er væk. Men jeg vil altid elske ham, lige meget hvor langt væk han er.

Hej alle! Tusind tak fordi i læser med. Hvor er det sindsygt at jeg snart har ramt 15k!! Jeg har holdt en lille pause med at skrive, da jeg ikke følte nogen form for inspiration. Men jeg vil nu begynde at sætte musik ind på hvert kapitel, da der var mange der syntes jeg skulle gøre det. TAK TIL ALLE DER LÆSER MED!