Ein ung jentes dagbok

London, 4.jan 1864

London, 4.jan 1864

Faren min dro på reise til ein norsk by idag. Det sjokkerte meg litt. Byen heter Christiania og er hovedstaden til Norge, men tilbake til houvd poenget. Han har dratt. Eg dro straks ut og ned til Dylan. Eg banka på døra, men ingen svarte så eg tenkte kanskje han var ute i skogen. Eg har alltids likt skogen selv om den har vert skummel til tider. Han var ikke der eg møtte han første gang så eg leita gjennom heile skogen nesten. Heilt til eg såg ein mann. Han såg ikke ut som Dylan, men det var noe med han som trekte meg mot han. Han har lyst hår og blå øyne. Så han er det motsatte fra Dylan, men han var fin. Veldig fin. Han kom bort til meg og bukket. Eg neiet selvføleglig tilbake. Han sa til meg med den finaste stemmen eg nokon gang har hørt: God dag frøken. Mitt navn er Jonas Henriks. Det tok litt tid før eg klarte å svare han tilbake. Eg sa til han med ei tåpelig hakkete stemme: God dag Mr. Henriks. Eg er Elvira Evelyn Fairfax. Vi sto ei stund og såg på kvarandre, men det var eg som tok det første skrittet fram. Eg gjekk bort til han. Eg var heilt sjokka over meg selv. Han såg på meg og smilte. Så skjedde det mest skremmende tingen som eg noen gang har skjedd. Han opnet munnen igjen og øyene hans blei blodrøde. Han tok tak i meg og to store hoggtenner kom fram fra tennen hans på ein måte og han beit meg. Det gjorde så vondt at eg hylte høgt. At ingen hørte meg kunne eg ikke forstå, men det var som om stemma mi ikke var sterk nok akkurat da.

Da eg hørte lyder lenger bort blei eg så glad, men når eg såg det var Cameron viste eg ikke kva eg skulle føle. Om eg skulle føle avsky, flauhet eller glede. Eg valgte det tredje. Cameron's øyne var og blodrøde, men øyene hans sa noe anna enn Jonas sine. Cameron angreip Jonas og slengte han vekk fra meg. Meir veit eg ikke for eg besvimte rett etter. Da eg voknet låg eg i Camerons armer og eg hadde blod i munnen. Han tvang meg til å drikke det. Det var så kvalmt. Cameron løftet meg opp i armene sine og begynte å bære meg hjem. Eg klarte å få spør han om det store spørsmålet som eg måtte vite svartet på så eg hvisket stille: Hva er du? Han svarte eit enkelt ord. Vampyr. Eg besvimte igjen og no har eg nesten nettopp voknet og eg måtte skrive dette ned i boka mi. det virket for viktig til å ikke gjøre det, men no hører eg tjenestepikene ute i gangen. Eg må nok legge meg igjen. God Natt.

Elvira Fairfax