Ein ung jentes dagbok

London, 3.jan 1864

London, 3.jan 1864

I går skreiv eg at eg skulle snakke med Cameron om det at min far vil at eg skal gifte meg med han. Cameron tok det som eg trudde. Han nekta plent så eg ba han om å gå og snakke med far. far tok det tungt og mor blei rasende, men eg på den andre siden var så glad at det var vanskelig å skjule. Far gjekk rundt å suret seg så eg stakk av ut. Eg løp ut i skogen og danset. Slapp ut gleden min. Det føltest så deilig at eg ikke kan beskrive det. Så hørte eg kvister som knakk ikke langt ifra meg. Eg såg mot lyden og eg såg Dylan! Han sto der og såg på meg mens han smilte. Det nydelige smilet. Han såg ut som ein engel der han sto. Eg kunne ikke anna enn å smile. Eg gjekk bort til han og spurte han hva han gjorde her ute, men han ville ikke svare meg på det. Berre smilte og så at det kanskje var den samme grunnen som eg hadde. Han er så sjarmerande at eg kunne ha kysset han. Selv om det ikke er sømelig for ein ung dame som meg. Eller eg er vel meir jente. Eg liker ikke den regelen at man må holde sine følelser under kontroll når du er med menn. Aldri vise dem at du liker dem. Aldri visse noen følelser anna enn glede. Dylan inviterte meg til å gå tur med han og eg svarte selvfølgelig ja. Vi gjekk ein lang tur og eg ville ikke at den skulle ta slutt. Går rundt i skogen med han. Prate, se på naturen og bli kjent. Selv om det føltest som om at eg allerede kjente han var det kjekt å gå tur med han.

Vi pratet om alt og da meiner eg alt. da eg kom hjem var det seint på natt. Alle lykkelige øyblikk vil ulykken ramme. Min far opnet døren og såg Dylan. Han blei rasende og jaget han vekk. Eg kunne ikke gjere anne enn å stå og se på. Det gjorde så vondt at eg stivna på stedet og såg etter Dylan og håpet han ville snu. Slå imot faren min, men han stakk av. Eg løpte forbi far og opp på rommet mitt og la meg ned å gråt før eg satt meg her ved boken min og skreiv dette eg nettopp har skrevet. Eg føler meg knust og sint. Eg kunne ønske eg kunne ha såret faren min slik han såret meg, men eg veit bedre fordi eg er ei jente. Ei kvinne ikke ein mann og eg må skjule følesene mine. No og for alltid. No går eg og legger meg så god natt.

Elvira Fairfax