Hej, jeg hedder Laura. Jeg er 12 år gammel, jeg bor i Norge, i en lille by som hedder Trofors, og nu tænker du sikkert Woaw hun går på skole med Marcus & Martinus, ja det gør jeg. Det er bare ikke så fedt som du måske tror. Mildt sagt kan jeg ikke f...
Det er torsdag, anden sidste skoledag i denne uge yaaas, men i nat havde jeg det mærkeligt, det var en drøm. Jeg ved ikke hvad den handlede om, men jeg har det som om der vil ske noget. Jeg går ind til min søster for at vække hende da vi skal følges i skole. Efter jeg har vækket hende går jeg ind på mit eget værelse igen. Jeg finder noget tøj fra mit skab og går derefter hen til mit bord for at tage creme på, børste mine øjenbryn, bukke øjenvipper og tage læbepomade på.
Deze afbeelding leeft onze inhoudsrichtlijnen niet na. Verwijder de afbeelding of upload een andere om verder te gaan met publiceren.
Jeg går ned i køkkenet hvor Ida allerede sidder klar, jeg finder koldskål i køleskabet og heller noget op til både mig og Ida. Efter vi har spist går vi begge op og børster vores tænder. Vi går ned og tager sko og jakke på, låser døren af og går mod skolen. Jeg holder Ida i hånden for hun ikke skal løbe ud på vejen. Vi når hen til skolen og skilles ad da vi skal vær sin vej. Jeg går ind i klassen, de er der alle sammen, altså ottende og niende. Klokken ringer og lærerne kommer ind i klassen, vi går alle over i hallen for at lave en generalprøve på skuespillet. Vi har øvet i ca 30 min. Det banker på døren og vores inspektør kommer ind af døren. "Laura, jeg skal lige tale med dig" siger han Jeg ser meget forvirret ud, hvad har jeg nu gjordt? Alle de andre kigger meget mærkeligt på mig. Jeg går ned af scenen og ud af døren sammen med inspektøren. "Det gør mig virkelig ondt at sige det her men..." han holder en lang pause "Men Hvad?" Spørg jeg "Din ehm.. mor er kørt galt og ligger nu i koma på et sygehus tæt her på, din far er her om lidt" siger han omsorgsfuldt. Min verden gik i stå, det kan ikke passe... jeg bryder sammen i gråd, jeg kan ikke stoppe, jeg løbe grædende ind i hallen igen og tager min jakke, alle kigger på mig, men jeg er ligeglad! Jeg vil bare se min mor nu. Jeg løber ud i gården og venter på at min far kommer. Ca 5 min efter ser jeg min far komme kørende, jeg græder stadig som en sindsyg. Vi køre op på sygehuset og finder ind på den stue min mor ligger på. Vi går stille ind af døren og lige foran mig ligger min mor helt stille med ledninger sat ind i sig og en masse apparater ved siden af, der står en læge ved siden af hende. (Ida er ikke med da hun ikke vil kunne holde ud at se det når hun ikke er så gammel) vi sidder inde på hendes stue i ca 1 time. Lige pludselig begynder en helt masse apparater at bibe og en masse læger kommer ind. "Kan i lige være søde at gå ud" spørg/siger en mandlig læge. Vi gør som han siger og sætter os ud i vente værelset. Der er ca gået 30 min og den samme mandlige læge kommer ud, både mig og min far rejser os hurtigt da vi ser ham. Han set trist ud.. "Det gør mig rigtig ondt at sige, men hun har forladt os. Der var intet vi kunne gøre.." hvad?! Har jeg lige mistet min mor.. jeg bryder sammen endnu en gang, jeg kan slet ikke stoppe, jeg har brug for min mor. Hvem skal støtte mig og hjælpe mig. Jeg ved jeg har min far, men han forstår ikke det samme. Min far kommer hen til mig og omfavner mig i et stort kram, jeg krammer også ham, jeg græder ind mod han brystkasse. ••• Vi er kommet hjem og har hentet Ida, vi har forfaldt hende det og hun reagerede ligesom mig.. jeg ligger i min seng og græder, jeg græder mig faktisk i søvn... Syntes i at der er for meget drama?
