Like it Like it

Sammenkommst

Nilles synsvinkel

"Nå, men jeg er nød til at komme hjemad", siger jeg.
"Okay, vi ses måske på et andet tidspunkt", smiler Marcus.
Jeg smiler stille tilbage. Jeg vender om, og begynder at gå tilbage mod mit hus.

Jeg åbner døren. Jeg møder mor i gangen, i gang med at tage sko på.
"Hvor skal du hen mor?", spørger jeg.
"Jeg har et par møder i Mojsøen. Jeg kommer hjem på søndag", svarer mor.
"Okay", siger jeg, og skal til at gå ud i køkkenet.
"Men Nille husk nu at få øvet dig. Videoen er om to uger", siger mor, inden at døren lukker.

Jeg tager et æble ud af køleskabet. Jeg sætter mig på køkkenbordet. Moster kommer ud til mig.
"Nille, jeg skal over og spise sammen med nogen venner. De har en pige på din alder. Vil du med der over?", spørger moster.
"Klart", svarer jeg og hopper ned fra køkkenbordet.
"Hvornår går vi?", spørger jeg.
"Om to timer", svarer moster.

Jeg nikker, og går ned på mit værelse. Jeg finder noget lidt pænere tøj frem.
En rosa crop-top, en højtaljede nederdel, en cardigan og et par brune støvler. Jeg sætter mig hår op i en hestehale og fletter noget af det. Jeg lægger en ny makeup. Jeg finder min ring frem.

Jeg tager min taske, og går op til min moster. Hun har også klædt om.
"Er du klar Nille-Bille?", spørger moster nervøs. Hvorfor er hun nervøs? Det plejer hun aldrig at være.
"Jaaa, men moster er der noget i vejen?", spørger jeg undrende.
"Nej nej skat. Der er skam ikke noget gal. Lad os gå ellers kommer vi for sent", siger moster hurtig.

Jeg nikker forvirret og går ud af døren. Vi sætter os ind i moster bil. Vi kører i måske 5 minutter, da vi kommer til et blåt hus. Det ser rigtig sødt ud. Det minder lidt om bamses hus. Ahaha.

Vi går ud af bilen, og op til huset. Moster banker på døren. En dame åbner døren. Hun smiler nervøs til mig. Hun ligner faktisk også en der kunne græde når som helts. Det er virkelig mærkelig.

"Hej Katrine, godt at se dig", siger hun.
Hun kigger ned på mig.
"Hej, jeg hedder Lillian. Du må være Nille. Hyggeligt at møde dig", smiler hun.
"Tak, det er også dejligt at møde dig", siger jeg høfligt.
Lillian rykker til siden, så vi kan komme ind. Hun giver moster en krammer. Jeg synes, at jeg har set Lillian før, men jeg ved det ikke.

Vi går alle sammen ind i stuen. Hvor der sidder en dame og to mænd. Jeg synes, jeg har set den ene mand før. Gud, det er Marcus og Martinus' far. Så må damen være deres mor.

"Hej med dig Nille. Godt at se dig igen", smiler Kjell-Erik.
"Hej Kjell-Erik", smiler jeg.
"Jeg hedder Gerd-Anne", smiler Gerd-Anne, som hun jo sjovt nok hedder.
"Og jeg hedder Morten", siger manden ved siden af Gerd-Anne.

Jeg smiler venligt til ham.
"Nille, børnene er ude i haven", siger Lillian.
Jeg nikker og går ud i haven.
"MARCUS! Du snyder", hører jeg en pige stemme grine.
Jeg opdager at Noelia, Marcus og Martinus spiller fodbold. Og to piger der hopper på trampolin.

"Hej Nille", siger Martinus.
"Hey", siger jeg genert.
"Gud, hej Nille", smiler Noelia.
Jeg smiler tilbage til hende.
"Vil du være med til at spille fodbold?", spørger Marcus.
"Jeg kan ikke finde ud af at spille fodbold. Jeg har heller ikke sko på til det", sukker jeg.

"Fair nok, vil du så med op på mit værelse?", spørger Noelia.
"Det er fint med mig", svarer jeg.
Vi går hen mod havedøren. Jeg bremser så op, da jeg hører de nævner vores alle sammens navn.

"Hvorfor stopper du!", spørger Martinus.
Både mig og Noelia tysser på ham.
"Hvordan får vi det her til at lykkes?", spørger Lillian lavt.
"Jeg må kigge i babybilledene af Nille, også må vi sammenligne for en sikkerhedsskyld. Også må vi se hvordan de unge har det med hinanden", hvisker min moster.

Jeg kigger mærkeligt tilbage på de andre. De siger også helt forvirret ud.
Marcus laver et tegn til, at vi skal gå ind. Vi træder alle ind, og lader som om at vi ikke har hørt noget. De voksne smiler bare til os.

Vi skynder os op på Noelias værelse. Jeg sætter mig i hendes seng, og Marcus sætter sig ved siden af mig. Noelia og Martinus sætter sig i nogen sækkestole.

"Okay, hvad forgår der her?", spørger jeg bange. Den her by er altså mega mærkeligt.
"Det aner jeg ikke. Men jeg er nød til at finde ud af hvad der foregår", svarer Marcus bestemt.
"Jeg er enig", siger Martinus.
"Med hvad gør vi?", spørger jeg.
"Vi må holde øje med vores forældre. De har gang i noget mærkeligt, og jeg vil vide hvad det er", svarer Noelia.
"Er vi alle med på den ide?", spørger Martinus.
"Ja!", siger de andre i kor.

De kigger på mig. Jeg ved ikke helt. Men på den anden siden, hvis det har noget at gøre med mig, vil jeg vide det. Jeg sukker så.
"Okay jeg er med", siger jeg så.
"SÅDAN", råber de i kor.

Nyt eventyr, her kommer jeg.
.............................................................................
Nyt kapitel. Håber at I kan lide det.

God lørdag.

Love Kiner💗