Like it Like it

Mødet

Nilles synsvinkel

Kristian er lige gået ud af døren. Jeg klemmer mors hånd. Jeg er nervøs. Hvad hvis jeg ikke kan styre mine følelser, også begynder at skrige eller endnu været græde? Jeg vil ikke give hende den sejer, at se mig græde. Det er jeg for stolt til.

Kristian kommer tilbage efter måske 7 minutter. Han sætter sig ned overfor os igen.
"Okay Nille, du kan gå love til at snakke med Mette i 10 minutter. Vil du helts have en med, eller vil du gerne være alene med hende?", siger Kristian.
"Jeg vil helts være alene. Jeg har nogen spørgsmål som jeg gerne vil have af vide", siger jeg.
"Det er i orden. Følg du med mig Nille", nikker Kristian.

Jeg krammer mor farvel, og rejser mig så. Jeg følger med Kristian ud af rummet. Vi siger ikke noget hele vejen ned af den lange gang. Det får den til at føles endnu længere. Efter lang tid kommer vi til en dør. Højt sandsynlig sidder Mette der inde.

Kristian åbner døren. Mette kigger op med det samme som døren åbnes. Hendes øjne er kolde da hun kigger på Kristian, men når hun ser mig bliver de triste.
Jeg går langsomt hen og sætter mig i stolen foran hende.

"10 minutter. Vi står lige ude foran Nille", siger Kristian kort.
"Tak Kristian", siger jeg.
Kristian nikker til mig, og lukker så døren.
Der bliver ikke sagt noget i et stykke tid.

"Hvorfor er du her?", spørger Mette så.
"Fordi jeg skulle komme med min forklaring om dig", svarer jeg flabet.
"Du behøver ikke at være flabet overfor mig", siger Mette hårdt.
"Jeg er som, jeg vil være overfor dig", siger jeg bestemt.
Mette læner sig opgivende tilbage i stolen.

"Du er lige så stædig som din far", sukker Mette.
"Jeg håber du mener Morten. Steffen var vidst ikke særlig stædig", siger jeg spydig.
"Du kender ikke Lillian og Morten. Det er ikke dem der har opdraget dig. Det er mig og Steffen", siger Mette med rystende stemme.
"Det er jeg fuldstændig ligeglad med. I har løget for mig hele mit liv", svarer jeg rasende.
Jeg kan mærke, jeg får tåre i øjne.

"Men noget jeg ikke er ligeglad med er, hvorfor gjorder I det?", spørger jeg så trist.
Mette sukker tungt, og kigger så trist på mig.
"Vi kunne ikke få børn. Steffen havde problemer med sine kønsorganer. Heldigvis var jeg gode venner med Lilian. Hun var ikke klar til at få to børn, så da de forslog vi kunne adopter dig slog vi til. Men så fik hun kolde fødder. Jeg blev så rasende, også kunne jeg ikke klarer det længere. Jeg ville have et barn, også tog vi dig. Og jeg er ligeglad, at jeg mistede et livslangt venskab", siger Mette koldt.

Jeg kan mærke jeg bliver rasende. Det er nok det dummeste jeg har hørt. Det er ikke en undskyldning.
"Du er simpelhen for klam at hører på. I havde ikke lavet nogen adoptions papir. Det er deres børn, og de bestemmer selv over os. Jeg har ikke mere at snakke med dig om", siger jeg rasende.
Jeg rejser hårdt op. Jeg går hen til døren. Jeg åbner den.
"Få mig væk her fra", siger jeg grædefærdig til Kristian.

Han nikker. Vi går ud til det venterum de alle sammen sidder i. Noelia er hurtig henne ved mig. Hun knuger mig ind til hende. Jeg begynder med det samme af græde.

.............................................................................
Jaaaa, endelig kommer der et kapitel. Håber at I kunne lide det.

God lørdag.

Love Kiner💗