Like it Like it

Afhøring

Nilles synsvinkel

Jeg åbner træt mine øjne. Jeg har ikke lyst til at stå op. Jeg skal til afhøring hos politiet angående min kidnapning. Jeg kan stadig ikke forstå, at hele mit bare har været et stort løgn. Det er bare ikke til at tro.

Jeg mærker lidt efter noget rykke på sig ved siden af mig. Jeg drejer mit hovede, og ser Marcus ligge og sove tungt. Jeg begynder automatisk og smile. Marcus har virkelig været en stor støtte den sidste uges tid. Det bliver virkelig svært når han og Martinus skal afsted til koncerter.

"Stop med at kigge på mig, når jeg sover", mumler Marcus med sin hæse morgenstemme.
"Du ser bare så sød ud", smågriner jeg.
"Sikkert", mumler Marcus.
Han trækker mig ned til ham.
"Hvad tid kører vi?", spørger Marcus.
Jeg tager min mobil og kigger på hvad klokken er.
"Om en time", siger jeg opgivende.

"Hey, det skal nok gå, vi vil sidde lige ude ved siden af", beroliger Marcus mig.
"Tak", smiler jeg.
Jeg rejser mig, og går over til mit skab. Jeg er forresten flyttet hjem til Noelia.

Jeg tager en lyserød t-shirt, et par mom-jeans, og nogle lyserøde Adidas sko. Jeg lægger min makeup og sætter mit hår. Jeg tage mine smykker på. 

"Skal vi gå ned og få noget morgenmad?", spørger jeg.
"Jeg skal lige have noget tøj på", siger Marcus.
Jeg vender mig hurtig om, og ser at han stadig bare ligger i sengen.
"Omg skat, har du bare ligget og stirret på mig i den sidste halve time?", griner jeg.
"Jeg kan ikke gøre for det. Jeg er jo en dreng", griner Marcus.
"Ja det kan jeg se", griner jeg, og nikker mod den lille bule der er kommet i hans underbukser. Marcus dækker den hurtig med en pude.

Jeg ryster på hovedet, og griner. Jeg går hen mod døren.
"Vil du ikke hjælpe mig med den?", spørger Marcus.
"Få nu noget tøj på, og kom ned og få noget morgenmad", griner jeg.
Jeg lukker døren, og går ned i køkkenet.

"Morgen", siger jeg, og sætter mig i mellem Noelia og Martinus.
"Morgen søs", smiler Noelia.
Jeg griner for mig selv. Det er sjovt at Noelia er begyndt at kalde mig søs hver morgen og aften.
"Hvor har du gjordt af Marcus?", spørger Martinus.
"Han havde lige nogen drengeting han skulle ordne", siger jeg seriøs.
"Ahahahaha", griner de andre i kor.
Lidt efter kommer Marcus ned. Vi spiser videre.

Lidt efter sætter vi os ud i bilen, og kører afsted mod politistationen. Efter en halv time kommer vi endelig til stationen. Der står en masse journalister.
"Hvorfor er der så mange?", spørger jeg nervøs.
"Fordi at du er kendt som barnet der forsvandt", svarer Noelia.
"Har det været så omtalt?", spørger jeg forvirret.
"Ja, men du boede i Østrig, i 5 år", forklar mor.
"Jeg troede kun, at jeg boede der i 2 år", siger jeg forvirret.
"De var nød til at holde dig skjult så længe det stadig var i medierne", siger mor trist.

Vi skynder os forbi dem. Vi har besluttet for ikke at udtale os før hele retssagen er afsluttet.
Vi møder med det samme en politimand.
"Jeg hedde Kristian, kom du med mig, så vi kan gå snakket. Og Lillian du kommer selvfølgelig med", siger Kristian.

Marcus giver mit et hurtig kys, inden jeg følger med mor og Kristian.
Vi kommer ind i et rum med bord og stole. Mig og mor sætter os på den ene side, og Kristian på den anden.
"Nå Nille, fortæl hvordan var Mette som mor?",  spørger Kristian.
Jeg tage en dyb indånding.

"Mette var en meget streng mor. Hun ville ikke lade mig være sammen med nogen drenge. Hun gik rigtig meget op i min ballet. Og hvis jeg skulle noget andet vigtig, blev det aflyst hvis der var noget med min ballet. Jeg måtte alt i alt ikke særlig meget. Men hun passede stadig på mig", siger jeg.
Kristian nikker, og stiller så mor et par spørgsmål.

"Kommer jeg til at se Mette?", spørger jeg.
"Hvis du vil så ja", svarer Kristian.
"Det vil jeg gerne. Jeg vil have en forklaring fra hende selv", siger jeg bestemt.
"Så får vi ordnet det", siger Kristian.

.............................................................................
jaaaaa nyt kapitel. Jeg håber at I kunne lide den.

God tirsdag.

Love Kiner💗