Like it Like it

Løgne og drama pt. 2

Nilles synsvinkel 

"Hvad skal I fortælle hos?", spørger Noelia.
"Sæt jer ned, så forklar vi det", siger Kjell-Erik.
Marcus og jeg går over og sætter hos. Vi kigger spændt på Kjell-Erik. Der er en lang tavshed. Det bliver moster der byrder den.

"Okay Nille. Du har nok bemærket, at jeg har set på dine baby billeder igen igen", starter moster.
Jeg nikker.
"Grunden er den at", moster stopper.
Hun er lige ved at græde. Jeg rejser mig, og går over og lægger en arm om hendes skulder.
"Hvad er det moster?", spørger jeg.
"At dig og Noelia er tvillinger", siger Lillian.
"Hvad!", siger mig og Noelia i kor.

"Hvordan kan det være muligt?", spørger Martinus.
"Vi var unge, da vi fandt ud af at vi skulle have barn, og da vi så fik af vide vi skulle have tvillinger besluttede vi at bortadobter en af jer. Vi kendte Mette godt, og da hun og Steffen ikke kunne få barn, tænkte vi det ville gøre alle. Men da jeg fødte sagde jeg at jeg ikke ville. Det kunne din mor ikke appcepter, så en eftermiddag kom hende og Steffen. Steffen snakker med os, og pludselig er Mette og du væk. Vi meldte det til politiet, men de kunne ikke finde jer. Indtil nu", forklar Lillian.

"Så jeg blev kidnappet?", spørger jeg forskrækket.
"Ja", svarer moster, eller Katrine.
Hun er jo ikke engang min moster. Hun har også løget for mig.
"Så du har løget for mig?", spørger jeg moster arrig.
"Ja, men da Steffen døde besluttet jeg mig for gøre alt for at få jer til Trofos, og dig tilbage til dine rigtige forældre", siger moster.
"Men hvorfor har det noget af gøre med Martinus og jeg at gøre?", spørger Marcus.
Det har han jo ret i.

"I var venner, alle 4 før du forsvandt", siger Kjell-Erik.
Der kan jeg ikke mere. Jeg bryder fuldstændig sammen. Mit liv er et kæmpe rod.

Jeg bliver trukket ind i et kram. Jeg kigger op, og ser Noelia. Hun græder lige så meget som jeg. Hun knuger mig ind til hende.
"Det skal nok gå Nille. Vi må bare holde sammen", græder Noelia.
"Det ved jeg", græder jeg.
Pludselig er der også andre arme om os.

Vi kigger op, og ser Marcus og Martinus krammer os. Jeg griner sådan lidt nervøs.
"Vi vil også være her for jer", siger Marcus.
"I er virkelig de bedste venner", siger jeg taknemlig.
"Du fortjener det", siger Martinus.
Vi trækker os bagefter.

"Men hvad skal der ske med Mette?", spørger jeg.
"Vi tager over og anholder hende nu", siger en mand.
Vi vender os forskrækket om. Der står to politi mænd.
"Og vi vil snakke med dig om nogle dage, når du er kommet dig over alt det her", siger den ene mand.
Jeg nikker bare.

"Men miss. Katrine, du havde et brev", siger manden.
"Ja, men hvis det er i orden, så vil jer gerne have Nille læser det først. Det et brev Steffen havde skrevet til hende", spørger Katrine.
"Selvfølgelig, vi skal bare have det med bagefter", siger manden.
Katrine rækker mig brevet. Jeg tager det med rystede hænder. Jeg åbner det, og begynder at læse det.

Kærer Nille.

Når du læser dette brev, lever jeg nok ikke længere. Jeg har bedt Mette om at give dig det, når jeg er væk. Mig og Mette har holdt noget hemmeligt for dig. Vi er ikke dine rigtige forældre. Din rigtige mor er hel fantastik kvinde, der ikke vil af med dig, men Mette vil have dig. Selvom at jeg ikke vil, ville jeg heller ikke se Mette ulykkelig. Hun er mit livs kærelighed. Det er min skyld at vi ikke kunne få vores egne børn. Jeg ville gøre alt for Mette. Jeg håber du forstår og prøver at finde dine rigtige forældre. Du fortjener at være hos de rigtige. Jeg elsker dig virkelig højt, og håber du får opnået alle dine drømme.

Steffen.

Jeg begynder at græde igen. Tænk at Steffen har gjordt alt det her, fordi han elskede sin kone. Han var verdens bedste person.

"Vær ikke for hård mod hende okay", siger jeg grædefærdig.
"Selvfølgelig", siger manden.
De siger farvel og kører afsted mod mosters hus. Jeg sætter mig fortvivlet i sofaen.
"Vil du sove her i nat", spørger Lillian eller mor.
"Det vil jeg gerne mor", siger jeg.
"Det er godt Nille-Bille", smiler mor.

Det at hun kalder mig Nille-Bille, minder mig om moster. Det betyder hun ikke er min rigtige moster. Men jeg vil ikke have nogen anden moster. Jeg vil kun have hende.

"Moster?", siger jeg stille.
"Ja Nille", svarer moster, og sætter sig ved siden af mig.
"Selvom at vi ikke er i rigtig familie. Så kan jeg godt stadig kalde dig moster ik?", spørger jeg nervøs.
"Selvfølgelig", griner moster, og trækker mig ind til hende.

Det ender med at jeg falder i søvn i min mosters arme. Der er sket så meget. Det kan godt være udmattende.

.............................................................................
oh shit. Hvad skal der ske. Det finder vi ud af.

God torsdag.

Love Kiner💗