''Marcus and Martinus are in the house!'' Råber Marcus og Martinus i kor, da de træder ind hytten, et par timer senere. ''Altså, bare fordi i kommer hjem, behøver her jo ikke larme sådan, vel?'' Sukker jeg, og lægger armene over kors. Jeg kigger bare på dem med et blik der bare siger, ''vel?''.
De sukker, da de indser at alt det sjove bare falder til jorden, fordi de indser, at jeg stadig er her. Like, jeg er ikke så let at komme af med. ''Ej, rolig nu drenge, det går jo nok.'' De griner stille, hvilket jeg også gør. ''Ey, grinede du lige med os?'' Spurgte Marcus, med det samme, da han bemærker at jeg smiler lidt. Jeg trækker på skulderne, og går ind i stuen igen, hvor min far har overtaget min plads.
''Faaar, det var mig der skulle ligge der jo?'' Klager jeg, og kigger tarveligt ned på ham. ''Søde skat, du har lagt her hele dagen.'' ''Nej? Jeg har lagt inde i min seng, også har jeg spillet med Emma.'' Svarer jeg uretfærdigt og lægger igen mine arme over kors. ''Lad nu vær, Amanda.'' Sukker min far, eller han mumler det mere. Han magter mig nok ikke.
Jeg giver ham fingeren, tager min dyne, og går ind på mit værelse. ''Amanda, kom vi skal spille fodbold.'' Siger en stemme fra døren af. Jeg smider min dyne på min seng, og vender mig om mod døren. ''Nu?'' ''Ja, kom nu.'' Plager han, og lægger hans håndflader mod hinanden. Jeg smiler skævt, og går med, Martinus ud til de andre. De øjne kan nogen gange, få mig til at gøre alt.
''Hvad er holdene?'' Spørger jeg og tripper lidt, da det er pisse koldt. ''Ej drenge, skal vi ikke spille Fifa i stedet for, det her er seriøst, pisse koldt?'' Spørger jeg med mine klaprende læber. De andre nikker, og vi smutter ind igen.
Jeg er faktisk rimelig god til Fifa, da jeg spiller det ret tit med min far, eller Andreas.
''Okay, øhm hvem spiller først?'' Spørger Marcus, og tænder for drengenes Playstation. ''Mig og Andreas?'' Spørger jeg og kigger på Andreas. ''Nej, jeg vil gerne lige tampe dig i fucking Fifa.'' Siger Martinus og sætter sig ved siden af mig, på kanten af den ene seng, der står overfor fjernsynet.
"Okay, vi skal spille om noget." Siger jeg og tager en controller. Det samme gør Martinus. Jeg spiller altid, om et eller andet. Det gør det bare sjovere, og man går mere op i det, hvis i forstår?
"En date?" Spørger Martinus, med et skævt smil. Han kigger lidt ned. Well.
Det bliver ikke en date. Jeg gider ikke på "date" med ham. "Den der taber giver." Forslår han, og han har mig med det samme. "Deal!" "Jeg siger aldrig nej til gratis mad!" Smiler jeg, og vi giver hånd på det.
I tænker måske, at jeg bruger meget tid sammen med dem, her i Oslo, men de er bare nogen helt andre personer her, end de er i Trofors. Hvilket jeg har forklaret. Så, det gider jeg ikke at forklare igen.
Men, det betyder at de faktisk stoler på mig. Nueh.
De andre griner af min kommentar, og vi starter med at spille. Martinus er selvfølgelig Chelsea, og jeg er Barcelona.
Jeg spiller altid med Barcelona. That's my team, you know?
Efter en halv time, i spillets tid, har jeg scoret. "Wuuuuhu!" Råber jeg, og skubber lidt til Martinus' skulder, blot for at irriterer ham. "Det ser sort ud, Martinus." Siger Andreas.
"Nej, det gør da ikke. Han taber sikkert med vilje." Griner Marcus, og Martinus hopper på ham. Jeg griner og kigger på Andreas, med et "seriøst, er det rigtigt?" Blik. Han trækker på skuldrene, med et skævt smil.
Marcus og Martinus bliver færdige med deres lille fight, og vi spiller videre.
Jeg vinder. Hvilket betyder en date, med Martinus Gunnarsen. En fuckboy.
Eller, mere en player. Men alligevel.
Marcus og Andreas pifter efter os, og jeg flækker af grin, over hele situationen.
"Jeg vælger hvor vi skal spise!" Siger jeg og griner stille. "Okay, hvis det skal være på den måde." Svarer Martinus irriteret, men griner stadig.
"Vi skal intet i morgen." Fortæller Marcus. Jamen, gad vide hvorfor han siger det.
"Næh, men vi er i Oslo." Siger jeg.
"Ja, men det er jo skole tid for alle andre." "Ja, det er rigtig nok".
"Jamen, så er der jo en "date" i morgen." Smiler jeg, sarkastisk, og laver gåseøjne ved "date".
"Hvad er klokken?" Spørger jeg og kigger på drengene. "15.57" Svarer Marcus, og smider sin telefon fra sig.
Jeg nikker og smider mig i sengen.
"Hey, her kan du godt være i samme rum med os, men i Trofors?" Spørger Martinus roligt. Han mener det sikkert ikke surt, så derfor siger han det nok roligt. Jeg er helt med i, at han spørger, for det undrer sikkert også Marcus.
"Det er fordi, at i Trofors, der er i players, like i skal leve op til den "rolle". Her, er i jer selv, og inderst inde, der er i sikkert rigtig søde, men i Trofors, gider jeg og Anna jer ikke, da i bare snaver med den ene pige, efter den anden." Siger jeg og kigger på Marcus og Martinus.
"For, Andreas er jo slet ikke sådan derhjemme, så jeg vil væde med, at i heller ikke er sådan hjemme."
"True shit." Tøver Marcus og sukker.
"Men tak fordi du synes vi er søde." Smiler han. Og med et, er fuckboy attituden tilbage. Jeg ruller med øjnene og griner. De griner med, og jeg rejser mig. Jeg er mega sulten, så jeg åbner døren og går ud i køkkenet.
Jeg finder nogen nudler i et skab, sætter noget vand over, og ellers står jeg med min telefon, indtil vandet er kogt.
Jeg finder en sodavand i køleskabet og sætter mig ved spisebordet, og begynder at spise.
—
Jeg håber i kunne lide det her kapitel. Det var ikke det mest spændende, men jeg håber alligevel i kunne lide det! Det ville gøre mig mega glad, hvis i trykkede på den lille stjerne.. Haha, men ellers må i have en fortsat god weekend!<33
Og kan i lide det nye cover billede?:))
YOU ARE READING
Your brother is a fuckboy | M.G - Afsluttet
Fanfiction- Højeste rank: 23 i fanfiction - Højeste rank: 3 i romantic Amandas bror er en fuckboy. Hans ven er også en fuckboy. En slem en af slagsen. Amanda kan personligt ikke lide ham, og ender altid med at svare ham igen. Amandas veninde tror heletiden a...
