Your brother is a fuckboy | M.G - Afsluttet

5 / Date

Lige nu, sidder jeg i en bil, sammen med Martinus Gunnarsen. Vi er på vej ind til Oslo, da vi jo har vædet om en date. Eller, date og date.

Kjell Erik kører os, og han vil også være her i området, hvis der skulle ske noget. Man kan jo aldrig vide.

Jeg har valgt at vi skal spise på McDonalds, da det bare smager pisse godt. Og jeg elsker McDonalds, så. Martinus blev også glad da jeg valgte det, da det ikke er så dyrt.

Jeg siger det bare, jeg flækkede af grin da han sagde det.

Da vi fortalte de voksne om hvad vi skulle, kiggede de meget mistroisk på os, især på Martinus da det var ham der forslog, at det var en date vi skulle spille om.

Kjell Erik sætter os af, og ellers begynder vi at gå igennem gågaden. I stilhed, lidt akavede stilhed måske. ''Når men, hvad skal du have?'' Spørger jeg, og bryder den lidt akavede stilhed.

''Det er nok mere, hvad skal du have.'' Svarer han kækt, med et kækt, skævt, player smil. ''Skru ned for det der, du ved godt at jeg ikke gider dig, hvis du skal være sådan!'' Siger jeg irriteret, og kigger bestemt på ham. ''Dude'' Mumler han, og hans hænder ryger op i forsvarsposition. Jeg smiler, og skubber blidt til ham. Jeg forstår godt hans kommentar, men det sleske udtryk, fik mig lige til at flippe ud på ham.

''Men jeg skal bare have en cheeseburger menu.'' Svarer jeg og vi går ind af dørene, til resturanten. Han nikker og går op til kassen. ''Jeg finder et sted at sidde.'' Siger jeg, og vender mig om, for at finde et sted at sidde.

Jeg finder et bord, der står lidt for sig selv, hvilket er rart nok, nu når det er Martinus Gunnarsen jeg er ude med. Ude med, det lyder virkelig som en date.

Jeg fnyser, og sætter mig ned. Jeg sætter mig på bænken, så jeg kan se ud over hele ''butikken''. Dermed sidder Martinus med ryggen til, så spotter man ham nok ikke så nemt.

Smart ass, jaer i know.

Jeg sidder enlig bare med min telefon, indtil Martinus kommer med en bakke fuld med mad. Jeg griner af ham og tager i mod den, så han kan sætte sig ned. ''Hvor mange penge har du brugt?'' Griner jeg, da jeg ser at der også er to McFlurry. Han trækker på skuldrene, og smiler sødt. Nurh, det er cute.

Vi begynder at spise, og snakker lidt indimellem. ''Hvornår skal i spille igen?'' Spørger jeg, med munden fyldt med cheeseburger. ''Ehm, vi skal til Danmark, i november, tror jeg. Det kan være du vil med?'' What, inviterede Martinus mig lige, med til Danmark? Jeg har altid hadet de drenge, og nu sidder jeg og spiser mad med den ene. Well, det har nok noget at gøre med, at de er helt anderledes udenfor Trofors. Går det for hurtigt? Giver jeg mig for hurtigt?

Nej, jeg gør ikke. De er jo pisse søde, og jeg kan faktisk rigtig godt lide dem. Jeg må snakke med Anna, når jeg er hjemme.

''Øhm, jo det kunne da godt være.'' Svarer jeg lidt fraværende. ''Der er intet galt, vel?'' Spørger han og kigger undersøgende på mig.

''Martinus, det bare, jeg ved det ikke.'' Sukker jeg og tager en slurk af min sodavand. ''Jeg vil gerne tale om det. Jeg tror måske godt, jeg ved hvad det er.'' Siger han sødt, ikke sukker sødt, men bare, roligt? Jeg sukker endnu en gang, og kigger op på ham. ''Selvfølgelig, Martinus Gunnarsen ved jo alt.'' Griner jeg og han griner med.

Måske stoler jeg heller ikke helt på ham endnu, men alligevel stoler jeg på ham, da jeg har den ''ægte varer'' lige nu, når han er sammen med alle de piger i Trofors, ved de jo slet ikke, at han har den her side. ''Det jo bare, Martin..-'' ''Kald mig bare Tinus.'' Smiler han. Jeg griner og fortsætter, ''Tinus, det er bare sådan, at når vi kommer tilbage til Trofors, ved jeg jo ikke hvor jeg har dig, om jeg så bare er glemt, og du vender tilbage til dit, gamle jeg, for inderst inde, tror jeg godt at du kan lide at være den du er lige nu. Men, hvorfor altså, jeg får det til at lyde som om vi har et eller andet.'' Siger jeg, det sidste mumler jeg dog lidt.

''Har vi da ikke det? Det var jo ikke direkte forsjov, at jeg sagde en date, vel? Jeg kunne lige så godt skrue min player attitude på, men det gider jeg ikke, for med dig ved jeg, at jeg kan være mig selv, og jeg ved godt at jeg er et egoistisk svin i Trofors, men jeg er ved at være træt af det.'' ''Jeg gør det kun, fordi jeg skal leve op til det, Amanda, folk vil tro jeg er svag, folk vil tro at jeg gør det på grund af min karriere, altså det kan gå roligt galt, hvis jeg ''melder'' mig ud.'' Okay, det her er ikke hvilken som helst diskussion, men han har jo forhelvede ret altså.

''Jeg forstår dig, Tinus det gør jeg, det gør jeg virkelig, men du må jo ligesom stole på dine venner, altså, de vil jo støtte dig i alt, hvis de er rigtige venner, de ville kunne forstå dine valg.''

''Men det er jo på grund af dig, Amanda. Ser du det slet ikke? Jeg har jo gået og haft fucking følelser for dig. Og jeg ved ikke hvordan det er, at være fucking forelsket, derfor holder jeg det jo lidt for mig selv.'' ''Jeg er jo forhelvede begyndt at blive sindsyg!''

''Kom.'' Siger jeg, og vi skrider, uden enlig at have spist færdig. Det gik vidst op for os begge, at vi sad et offentligt sted.

Jeg går ind et lille sted, hvor der ikke er så mange mennesker. ''Er du, Martinus Gunnarsen, forelsket i mig? Det giver jo ingen mening, Gunnarsen, kig på dig selv!''

''Ja, Amanda, jeg er forelsket i dig.'' Mine skuldre falder ned og jeg slapper helt af. Hans ånde kommer ud som en hvid sky, sammen med min.

Jeg, er jeg, forelsket i ham? Nej, jeg er ej! Jeg skal have tid. Tid. Men hvor lang tid? Jeg har aldrig tænkt på Martinus, eller set Martinus på den måde. Men måske givder det mening, altså han skuler hele tiden over til mig, han er virkelig tit ovre ved os, og det blik Andreas gav mig igår.

Men jeg ved ikke hvor jeg har ham, og han ved ikke hvor han har sig selv.

''Martinus altså, jeg ved jo ikke hvor jeg har dig.'' Siger jeg og kigger nervøst på ham, bange for at han flipper ud, bange for at han kysser mig, ligesom i alle de andre historier. ''Du har mig lige her. Jeg ved godt det er svært, er du klar over hvor svært jeg har haft det, jeg har stået selv med alle de her følelser. Jeg har så valgt, at springe ud i det.'' Jeg kan virkelig godt forstå ham.

Jeg rækker min hånd ud, og han kigger lidt på den. Han lægger til sidst sin hånd oven på min. ''Hør, jeg er ked af det, men jeg må have lidt tid, okay?'' Han nikker og trækker mig ind i et kram. Jeg krammer ham igen, og vi trækker os efter lidt tid.

''Lad os se om vores mad stadig er der.'' Griner han og lægger armen om mig, og et lille smil viser sig på mine læber.

Kan jeg lide Martinus?
--
Woaw, huh? Hvad tænker i? Er det gået for stærkt, eller skal de bare finde sammen med det samme?