Your brother is a fuckboy | M.G - Afsluttet

1 / Fuckboy

Jeg går på stigen, på vej hjem fra skole. På min side går min veninde Anastazia. Eller Anna, som vi enlig bare siger, da det er meget nemmere.

Vi er begge to 15 år gamle, bor i den lille by Trofors. Anna har kæreste på, Lucas.
Han er virkelig sød! Ingen fuckboy, ligesom alle de andre lækre fyrer, man drømmer om.

Annas mor er død, så hun bor med sin far. Hun er ene barn. Man skulle tro at hun fik alt, og at hun levede som blommen i et æg.

Måske tror man at hendes far drikker sig fuld, eller går på arbejde vær dag og bare glemmer hende. Men nej. Han er ingen af delene. Han arbejder som alle andre. Han er virkelig sød!

"Ej se, det er vores gode ven, Martinius!" Hvisker Anna og stopper op. Hun peger stille. Jeg følger hendes finger og får øje på Martinus fra B klassen, stå og snave en eller anden pige. Jeg griner kort.

"Hvor er det synd for hende." Siger jeg.
"Jah!" Mine kinder blusser pludselig op. Hvorfor det? Godt nok er vi i november og her er ret koldt, så er det vel normalt at have røde kinder, men det her kan jeg mærke. Er jeg vild med Martinus?

Jeg ryster hurtigt den tanke væk.
Gu røv er jeg ikke vild med ham! Han er en fucking selvoptaget dreng, med røven fuld af penge. Jeg glemte at sige lækker.
For det er han. Han er lækker.

Ligesom hans bror og hans bedsteven, som er min bror. Okay, jeg sagde lige at min bror var lækker, what. You know what i mean. 
De er alt for tit hjemme hos os, og jeg fanger ham tit i at skæve over til mig, når jeg går ind på mit værelse, men jeg svarer ham hurtigt igen, og lige så hurtigt har vi startet en lille flabet svar-igen-konkurrence.

Det eneste han går efter, er at komme i bukserne på mig og derefter droppe mig.
Hvilket ikke kommer til at ske.
Overhovedet.

"Hallo, kommer du?" Siger en stemme og vækker mig fra mine mange tanker.
"Øhm ja selvfølgelig!" Svarer jeg forvirret og går hurtigt op på siden af Anna.

"Hvem tænkte du på?" Spørger hun blidt.
"Nårr, den der fuckboy over there!"
"Når, ja okay.." Siger hun og trækker på skulderne.

"Må jeg spise med i aften? Hos jer?" Spørger hun da vi når til huset som lå et par meter henne af vejen.
"Selvfølgelig. Hvis vi er heldige, kan det være at Marcus og Martinius også kommer.." Siger jeg sarkastisk.
Vi griner men, det sjove stopper hurtigt.

Da vi er halvvejs oppe af den lille sti til vores lille villa stopper en stemme os.
"Undskyld mig?" Vi kigger på hinanden, sukker og ruller med øjnene.

"Ja, hvad er der?" Sukker jeg og vender mig. Han står med hænderne i lommen, og hviler sig på den ene hofte.

Hans læber er selvfølgelig røde af kulde, men de er også røde fordi, at han lige har snavet med en ligegyldig pige. I hvertfald for ham.

"Hvad sagde du, lige før?" Spørger han koldt. "Jeg sagde at, hvis vi har heldige så, kom din bror og dig til maden.."
"Vil du da gerne have det? Forresten mit navn er Martinus."

"Super. Øhm nej, en aften uden jer kunne være dejligt.."

"Når.. Øv.." Siger han. Meget ærgelig over situationen. "Vi ses, Martinius.."
Han griner kort og vi vender os begge to, nej tre om, og går vær vores vej.
•
Okay, det her er en lille historie jeg havde lyst til at skrive. Jeg håber alligevel i vil give den lidt kærlighed haha <3