Your brother is a fuckboy | M.G - Afsluttet

7 / Plastic?

Om onsdagen begynder vi så småt begyndt at pakke, da vi skal køre hjem i aften. Det er ikke akavede i mellem Martinus og jeg. Jeg tror lidt vi glemmer det, når vi er sammen med de andre.

Da vi kom hjem efter vores ''date'' snakkede vi ordentligt ud, og kom til at vi skulle vente lidt, og så må vi se om han stadig vil det her. Han var virkelig svær at overtale, og han kan virke lidt muggen til tider. Men, så skal man bare give ham et par minutter, og så er han ellers god igen.

Hvad jeg er kommet frem til? Jo, jeg kan sq lide ham. Hver gang jeg tænker på ham, hver gang hans mørke brune øjne, møder mine, føler jeg et stik inde i mig selv. Og hver gang nogen siger hans navn, bliver jeg varm i kinderne.

Jeg har snakket med Anna om det, og hun siger at jeg er forelskede. Hun har jo selv prøvet det, og føler det stadig, like hun har en kæreste?

Jeg har også indrømmet det for mig selv, nu mangler jeg bare et godt tidspunkt. Og jeg mangler også Martinus. Det hele afhænger enligt på Martinus.

It's a little dangerous, fordi at hvis han finder ud af, at han har taget fejl, bliver jeg virkelig såret, for så har han både løjet for mig, og han har såret mig.

Men jeg stoler virkelig på ham, og jeg stoler virkelig på de ord han har sagt til mig, de sidste par dage.

Like, Martinus Gunnarsen sagde, at han var forelsket i mig. Han kiggede mig i øjnene og sagde det til mig.

Den dreng har det svært, overvej hvad han har at miste. Men jeg ved, at Marcus og min bror kommer til at forstå ham. Måske ikke min bror. Han bliver måske sådan lidt, what the fuck, dude? Men på den anden side, de er Andreas' bedste venner. Jeg ved ikke med Jeppe. Den må de selv tage.

Ellers må han få med mig at bestille.

''Amanda!'' Råber en stemme. Det er en af drengene. Jeg sukker, og går ind på deres værelse. ''Hvad?'' Sukker jeg. Det var Andreas der råbte. ''Kom herind.'' Jeg tager et flabet skridt ind i rummet, og bliver stående, bare for at være barnlig. ''Seriøst?'' Sukker han og ruller med øjnene. Jeg griner, og lukker døren. Efter smider jeg mig i hans seng. Han sidder selv i Marcus' seng, oven på hans Manchester sengetøj.

''Hvad så? Savnede du din søde søster?'' Smiler jeg. Han fnyser og smiler at lille skævt smil, jeg ikke helt kan gennemskue. ''Kan du lide Martinus?'' Spørger han. Mit smil falmer, og jeg overvejer om jeg skal gå ud, eller tale med ham om det.

''Du må tage den med Martinus.'' ''Så, i har faktisk noget?'' Smiler han begejstret, med hans øjne, der er ved at falde ud af hovedet på ham. Jeg smiler skævt, og trækker på skuldrene. Han rejser sig hurtigt og spurter ud af døren. ''ANDREAS?!'' Råber jeg efter ham, og griner.

Er jeg så gennemsigtig, altså, jeg er ikke bare plastic?

Efter et par minutter kommer han tilbage på værelset, med både Marcus og Martinus.

Marcus ligner en der ikke lige magter noget, og Martinus er bare et stort spørgsmål. Han giver mig et blik der bare siger -hvad har du gjort- eller, -har du sagt noget-, like you know.

''Fortæl.'' Siger Andreas bestemt og kigger skiftende på Martinus og jeg.

Marcus lyser lidt mere op, og kigger mistroisk på os. ''Jeg fucking vidste det!'' Råber han, og bryder ud i et stort smil. Martinus smiler lidt genert, i mens jeg enlig bare griner, af deres reaktion. ''Hør, drenge, vi venter lidt.'' Siger jeg, og deres blikke bliver sådan lidt, what, hvorfor?

''Ja, Marcus og Andreas, jeg kan godt lide hende, og vi har snakket om det, men vi venter lidt. Jeg skal lige finde mig selv, først.'' Marcus hviner, som den pige som han nu engang er, og hopper op og ned. ''TILLYKKE!'' Råber Andreas. ''Stop nu, vi er jo slet ikke sikre endnu?'' Siger jeg, og Marcus stopper med, det han jo nu lavede, og kigger irriteret på mig.

''Altså forhelvede.. Fuck tid.'' Mumler jeg, rejser mig, og går hen og kysser Martinus, midt på hans lyserøde, fyldige læber. Marcus klapper vidst i baggrunden og jeg gætter på at Andreas' kæbe er godt på vej, ned til jordens kerne.

Jeg kunne ikke modstå det længere. Jeg kan fucking godt lide ham. Når jeg er sammen med ham, uden for Trofors er han verdens fantastiske dreng, samtidig med hans bror.

Martinus har bare lige det, Marcus ikke har, right?

Jeg smiler, og bryder kysset, i mens jeg smiler til Martinus. Hans læber bredes ud i et stort smil. Hans hvide, lidt ulige tænder blottes, og jeg krammer ham. ''Jeg kan faktisk rigtig godt lide dig, Martinus.'' Hvisker jeg og hans greb om mig strammer sig, som et svar. ''I ligemåde''.
—
Well, de er jo ikke kærester endnu? Hvordan mon det kommer til at gå, når de kommer op på skolen, i Trofros? Husk at vote!<33 Og god efterårsferie!<3