Saving Leo Prescott | ✓

1.3

Voicemail sendt d. 6 december 2017

Åh nej. Åh nej nej nej nej. Hvad har du gjort Leo? Hvorfor var du så dum? Hvorfor fanden efterlod du hende?

"Du kom ikke tilbage. Jeg blev træt af, at stå og stirre på alle de andre, som havde det sjovt, så jeg tog mig sammen. Jeg gik ud på dansegulvet. Eller jeg prøvede, men på vejen stødte jeg ind i nogen. Jeg genkendte ham ikke, men han gav mig en øl, og jeg tog imod den. Jeg vidste, at hvis jeg skulle overleve den aften, ville jeg have brug for alkohol. Det var en god øl. Altså indtil jeg mistede kontrollen. Mit blik blev sløret, og jeg havde svært ved at holde balancen. Der havde været noget i min øl, og det var allerede ved at virke."

Jeg holder så hårdt fast om telefonen, at jeg er bange for, at den vil smadres i min hånd, men pigens stemme fortsætter med at snakke.

"For støtte tog jeg fat i den nærmeste person. Han spurgte, om jeg var okay, og jeg rystede på hovedet. Jeg husker ærlig talt ikke meget, men jeg husker glimt. Jeg husker, at han tog mig med ovenpå. Han sagde vist, at han ville tage mig med ind på badeværelset, men det var ikke der vi endte. Han smed mig på sengen." Jeg overvejer, at holde mig for ørene, men på den anden side vil jeg høre videre. Jeg har brug for at høre videre. Jeg har brug at huske.

"Jeg kan huske, at jeg prøvede at skubbe ham væk, men jeg havde ingen kræfter. Jeg var fuldstændig slap i kroppen. Han lynede min kjole ned. Han trak den af. Han—" hendes stemme knækker, og der går ikke længe før jeg hører hendes pinefulde hulk. "Han trak mine underbukser ned og så åbnede døren. Jeg hørte råb og lyde, men jeg kunne ikke fokusere. Du fortalte mig dog senere, at du gav mig tøj på og kørte mig hjem. Jeg hørte også, at du brækkede mandens næse. Tak for det. Men du måtte gerne have gjort mere.

Vi kom hjem til mig, og du hjalp mig op på mit værelse. Du hjalp mig under dynen, og du ville tage hjem, men jeg tog fat i dit håndled. Jeg spurgte dig vist, om du ikke ville blive. Jeg ville ikke være alene. Så du blev. Du sov fandme på gulvet. Det hårde gulv, med et enkelt tæppe over dig, og min gamle bamse som pude, og du brokkede dig ikke. Ikke en eneste gang.

Sådan vidste jeg, at du var en keeper."

Men jeg kan ikke huske dig. Jeg begynder at frygte, at en genfortælling ikke vil få mig til at huske. Mine minder er bare væk. For altid, og det skræmmer mig.