Saving Leo Prescott | ✓

1.7

Voicemail sendt d. 10 december 2017

"Vi var på vores først date, for lige præcis et år siden. Kan du huske det Leo? Det var en af de bedste dage i mit liv. Du gjorde intet romantisk ud af det. Nok fordi du vidste, at jeg aldrig havde været på date før, og derfor altid havde troet, at en date var hvor man tog i biografen, spiste på restaurant og blev fulgt hjem af fyren. Sådan var vores date dog ikke, vel? Du ville vise mig, at alting ikke er som på film. Du mødte op på dit monster af en motorcykel, som du forresten aldrig får lov til at køre på igen. Allerede dengang fik du mine forældre til at tisse i bukserne.

Efter en lang diskussion satte jeg mig op på monsteret, som du åbenbart kaldte for fluffy. Der var dog intet fluffy over den. Ikke dengang, ikke nu.

Du gav mig ingen blomster. Det var for cheesy, sagde du. Du tog mig ikke med på en fin restaurant, du tog mig med på en diner, hvor man fik de bedste milkshakes i byen. Eller det fortalte du mig, og jeg gav dig ret, så snart jeg smagte dem. Den diner blev senere vores sted.

Efter dineren ville du ikke fortælle mig, hvad vi skulle, så jeg fulgte skeptisk efter dig, men kan du huske, hvad vi lavede?"

Jeg husker stadig intet. Lige meget hvor hårdt jeg prøver at huske, er hele mit hoved tomt. Det er som om, jeg aldrig nogensinde har levet før.

Pludselig kan jeg høre gråd fra telefonen, og jeg mærker mit hjerte knække. Du bør ikke græde. Ikke over mig.

"Vi kørte gocart og spillede paintball. Vi havde det så sjovt, at jeg aldrig ville hjem igen, men da jeg skulle hjem fulgte du mig ikke. Vi gik ikke hjem og snakkede om aftenen, som man gør i film. Du fandt en hestevogn, ja for pokker, og så kørte vi hjem til mit hus om natten i en hestevogn.

Fra den date, ville jeg aldrig give slip på dig igen. Men lige nu har jeg ikke rigtig et valg. Kom tilbage snart, ikke? Tak."