Saving Leo Prescott | ✓

7.4

Voicemail sendt d. 4 februar 2018

"Skal jeg hjælpe dig?" Jeg ser på den gråhårede doktor med en grimasse. Om han skal hjælpe mig i bad?

"Jeg har hukommelsestab, jeg er ikke handikappet." Svarer jeg, imens jeg bruger væggen som støtte. Doktoren nikker og rækker mig sin arm.

"Lad mig i det mindste hjælpe dig derud," smiler han. Jeg løfter et øjenbryn og lader ham så hjælpe mig ud på det lille badeværelse. "Din mor vil gerne have en snak med dig når du er færdig. Hun har hentet noget tøj til dig." Doktoren rækker mig en bunke tøj, som jeg tager imod. Jeg holder fast om dørkarmen og ser udtryksløst på manden.

"Jeg vil helst ikke snakke med hende." Mumler jeg. Doktoren smiler afslappet.

"Bare kom i bad. Snakken kan vente." Jeg nikker og ser ham forlade hospitals værelset, før jeg hiver den klamme hospitals kjole af. Den der uden numse.

Jeg ser ind i spejlet med sviende øjne. Jeg er så tynd. Usundt tynd. Jeg tænker tilbage på den voicemail, hvor pigen sagde, at hun elskede min sixpack. Hvor blev den af? Jeg er bare et blegt skellet nu.

Imens jeg besværgligt gør klar til mit bad, finder jeg min telefon frem. Jeg finder den næste voicemail og sætter den igang, imens jeg træder ind under bruseren.

"Oh my God!" Jeg stivner så snart jeg hører hendes ustoppelige gråd. "Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det Leo. Oh my God." Åh nej. "Uhm... Nogen gav op før mig, okay?" Jeg rynker forvirret øjenbrynene og finder shampooen frem.

"SHIT!!!" Råber hun med en grødet stemme. "FOR FANDEN!" Hvad er der sket? Mit hjerte sætter farten op, og vandet føles pludseligt klistret og koldt mod min bare hud.

"Undskyld Leo, je—" hun græder højt, og mit hjerte synker, for hver lyd jeg kan høre. "Din far han..." Jeg spærrer øjnene op og må holde min krop oppe med hjælp fra væggen. "Han har begået selvmord." Jeg mærker benene forsvinde under mig. Mine knæ slår mod de våde klinker, og jeg smager salt i min mund.

Nej. Nej. Nej nej nej nej. Jeg havde ikke set den komme. Hun har aldrig fortalt, at min far havde det så dårligt!

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre! Din mor vil ikke fjerne sig. Hun bliver bare siddende og stirrer ud i luften. Hun er forstenet!" Jeg begraver grædende mit hoved i min hænder. Mine tårer blander sig med vandet fra bruseren, og jeg mærker skyldfølelsen komme væltende. Jeg kan ikke forklare smerten jeg føler. Jeg kan ikke huske min far, men han er død. Og det er min skyld.

"Og din far ligger bare død på gulvet. Leo, jeg kan ik—" jeg lægger knap nok mærke til, at voicemailen slutter.

Jeg er et forfærdeligt menneske. Jeg hader mig selv.

Jeg slår en hånd ned mod klinkerne og kan slet ikke være i min krop. Et skrig forlader min mund, og sådan fortsætter det. Jeg slår, jeg skriger, jeg slår, jeg skriger, jeg slår og jeg skriger højere.

Vandet på klinkerne bliver rødt, og jeg tager fat i mit hår. Døren bliver skubbet op, og læger kommer strømmende ind. Jeg ser dog ikke noget. Det gør alt for ondt.

"Leo! Leo!" Nogen siger mit navn, men jeg har alt for travlt med at råbe og skrige til at lytte. "Slap af!" Hvordan skal jeg kunne slappe af, når jeg har dræbt min egen far?

Jeg har fucking dræbt min far.