Saving Leo Prescott | ✓

3.2

Voicemail sendt d. 24 december 2017

"Det er en måned siden du kørte galt, og det er juleaften. Du går glip af juleaften. Ved du godt det? Idiot. Når du vågner, lader jeg dig aldrig køre motorcykel igen. Nej, du får ikke en gang lov til at røre en. Eller se på en.

Dine forældre er her. Sammen med Ace, Sierra og deres familier. Vi savner dig alle sammen. Juleaften er ikke det samme uden dig.

Kan du huske juleaften sidste år? Jeg glemmer det aldrig. Det var der vi havde vores første kys. Et meget romantisk kys. Vores familier holdt det sammen. Vi var alle sammen I jeres store hus, og det var sådan en fantastisk aften. I havde lyskæder i hele huset, fordi din mor elsker dem, hun elsker generelt bare jul. Så faktisk var hele jeres hus fyldt op med pynt. Det er det ikke i år Leo. Jeg har dog hængt en lyskæde op på dit hospitalsværelse.

Kan du huske, at jeg overnattede hos dig? Vi så julefilm hele natten, indtil vi mødte åbne gaver. Vi sad på dit værelse med varm kakao, popcorn, chokolade og så meget slik, at vi havde et bjerg. Vi sad begge to under din dyne, og det var bare den perfekte aften.

På et tidspunkt hev du mig med ud på din altan. Du stoppede i døren, og vi så ud over byen. Da klokken slog 00:00 lagde du begge dine hænder på mine kinder og bukkede dit hoved ned mod mit. Fyrværkeri og alt det der romantiske pis kan ikke forklare, hvad jeg følte i det øjeblik. Det var sådan et ubeskriveligt fantastisk kys, og jeg ville aldrig stoppe. Du trak dig dog væk med din røde næse, og du smilede dit fantastiske smil. Så sagde du: "hmm, du er en overraskende god kysser i forhold til, at du aldrig har kysset nogen før." Jeg slog dig på skulderen, og du trak mig grinende ind i et kram.

Juleaften var perfekt sidste år, sammen med dig. Hvor er du nu? Hvor er kysset klokken 00:00? Hvor er juleglæden? Jeg føler kun tomhed. En tomhed som vil overtage hele min krop, hvis du ikke snart fucking vågner."