Saving Leo Prescott | ✓

5.1

Voicemail sendt d. 12 januar 2018

"Hej Leo, jeg var i skole i dag. Alle stirrede på mig. Måske fordi jeg er tyndere end det er sundt? Måske fordi de har ondt af mig? Måske fordi de ikke har vænnet sig til, at jeg går ned af gangen uden dig?

Ace og Sierra var ved min side hele dagen. Ace prøvede at løfte humøret, men jeg ville ikke noget. Til sidst stoppede han bare, og det gav mig dårlig samvittighed. Derfor ledte jeg efter ham, men i stedet fandt jeg Julie. Hun så på mig med et blik, som jeg stadig ikke kan tyde, og så pegede hun på mig. Fra fødderne til hovedet.

"Hvad har du gang i? En alt for hurtig kur?" Hvem spørger om sådan noget pis? Jeg svarede: "Jeg er bare ikke sulten." Og så så hun pludselig trist ud. Hun lagde en hånd på min skulder, og fik de her virkelig triste øjne. "Det er vist ikke så sundt." Nej, det ved jeg ligesom godt. "Hvorfor er du pludselig sød mod mig? Du har altid hadet mig!" Ja, jeg blev måske lidt vred. "Jeg har aldrig hadet dig, jeg har bare været irriteret på dig, fordi du havde en virkelig god krop, men det behøver jeg vist ikke at være længere." Jeg ved stadig ikke, om det var ondt sagt eller sødt sagt, men efter det gik hun i hvert fald.

"Jeg ved godt, at Leo's død er hård, men du skal ikke få spiseforstyrrelse på grund af det." Sagde en i kantinen senere, da jeg ikke spiste noget. Ace og Sierra kiggede begge to op fra deres mad og gav personen et dræberblik. Mig? Jeg rejste mig vredt op. "Leo er ikke død, og jeg har ikke spiseforstyrrelse!!!" Jeg sagde det højt, og personen holdt med det samme kæft. Jeg blev bare ved med at sige: "Leo er ikke død. Leo er ikke død. Leo er ikke død." Men det er du, er du ikke?"