Saving Leo Prescott | ✓

8.1

Voicemail sendt d. 11 februar 2018
(Hør sangen)

Jeg hopper næsten op fra min seng og tager mig til hovedet med mine indbundne hænder.

"FUCK!" Råber jeg så højt jeg kan. "FUCK FUCK FUCK FUUUUCK!!!!" Jeg åbner døren og træder ud på den næsten tomme gang. Jeg kan ikke mere. Jeg vil ikke mere. Jeg skal finde pigen. Jeg skal sørge for, at hun er okay.

"Leo, hvad laver du?" Spørger damen som kalder sig selv min mor skræmt, da hun ser op fra sin telefon. Jeg stirrer på hende med smalle øjne og prøver at holde balancen.

"Hvad hedder hun?" Spørger jeg, imens panikken vokser i mit bryst.

"Hvem?" Spørger hun lavt, imens hun rejser sig op.

"Pigen!" Svarer jeg vredt.

"Leo, du bliver nødt til at være lidt mere præcis. Hvad med, at vi går ind på værelset igen og—"

"FORHELVED FORTÆL MIG NU BARE HENDES NAVN!" Råber jeg frustreret. Damen træder chokerer tilbage med store øjne. Det var ikke min mening at råbe. Jeg er bare så vred. Jeg har hørt 81 voicemails, og jeg ved ikke hvad pigen som har lavet dem hedder. Er hendes navn virkelig for meget at spørge om?

"Hvilken pige?" Spørger hun næsten bange. Jeg fumler med min telefon. "Leo, hvor har du den fra? Du må ik—"

"Hold mund!" Afbryder jeg, imens jeg starter den voicemail, som jeg hørte før jeg kom herud. Den er sendt i dag. Jeg har ikke meget tid.

"Hej Leo." Da hendes stemme lyder, ser min mor overrasket ned på telefonen. "Det er mig igen. Haha suprise..." Hun lyder mindre trist end i alle de andre voicemails. Der er alligevel noget ved hendes stemme. Noget som gør mig utilpas. Jeg kan knap nok høre den her voicemail igen. Mest fordi jeg ved, at det bliver værre.

"Det er en smuk dag. Solen skinner og der er skyfri himmel. Jeg er lidt ligeglad, men det er smukt at fortælle om vejret." Damen tager telefonen fra mig og tager den mere op til hovedet.

"Du har været væk i 81 dage. Hold da kæft. Det er utroligt lang tid, og sådan føles det godt nok også. 81 dage? Nærmere 81 år. Det er sygt lang tid, du har været væk! Det skyldes måske, at du har været død hele tiden. Hvad ved jeg, jeg er bare en 17 årig, som aldrig bliver 18." Min mor gisper og slår en hånd for munden. Hun ser med tårer i øjnene på min mobil, imens jeg gnider mine ømme hænder mod hinanden.

"Jeg har bestemt mig for, at det hele er for meget. Du ved, på et tidspunkt kan man bare ikke holde til mere smerte. Vil du gøre mig en tjeneste? Når du vågner, skal du lytte til sangen 'You found me'. Den minder mig om i dag, og alle de andre 80 dage. Vil du synge den? Ved min gravsten? Jeg skal nok lytte." Jeg tager en hånd op til min kæbe og prøver at tage mig sammen, men det går ikke særlig godt. Tårerne triller allerede.

"Vil du også banke et par mennesker for mig? Først Casper. Så Philip. Til sidst Julie. Jeg ved godt, at hun er en pige, men come on. Hun er en røv irriterende slange." Et trist smil spreder sig på mine læber. Hun virker ikke en gang særligt trist. Ikke i forhold til, hvad hun har været.

"Du skal ikke være ked af det. Det her er ikke din skyld. Det var aldrig din skyld. Det har altid været min. Du var på vej hjem til mig, for at se alle Harry Potter filmene. Ace og Sierra var der allerede, men du manglede. Derfor ringede jeg til dig. Vi snakkede, vi grinede. Alting var perfekt, og så valgte jeg det værste tidspunkt nogensinde. Du kan sikkert ikke huske det, men jeg skulle til at fortælle dig noget. Men før jeg kunne havde du "lagt på". Jeg tager alt skylden. Jeg sagde, at det var vigtigt, og du koncentrerede dig om det i stedet for bilen, som kørte over for rødt.

Men vil du vide, hvad jeg ville sige?" Mit hjerte hamrer derud af, og min mave slår kolbøtter.

"At jeg elskede dig. Jeg elsker dig stadig. Jeg har aldrig hadet dig. Vi havde ikke sagt det før, og jeg kunne ikke vente, så geniet her ville fortælle dig, at hun elskede dig, da du kørte på motorcykel. Hvor smart var det? Tydeligvis røv dumt." Damen kigger på mig med tårer trillende ned af kinderne.

"Jeg er sikker på, at du nok skal vågne. Du er en fighter. Men bare rolig, jeg vil gemme dig en plads på min sky." Jeg holder vejret, da hun siger den sidste sætning: "Farvel Leo Prescott. Jeg håber, at jeg har reddet dig."

I starten er der helt stille. Det er der i nogle minutter, og så giver damen mig min telefon. Hun tørrer sig under øjnene og snøfter.

"Hendes navn er Kathy. Hun er din kæreste." Jeg smiler. Kathy. Kathy er et flot navn. Det passer hende.

"Kan du køre mig hjem til hende?" Spørger jeg håbefuldt. Damen ryster på hovedet og sukker.

"Leo, du kan ikke forlade hospitalet. Undskyld, men det kan jeg bare ikke."

"Men hvad nu, hvis hun er død? Hvad nu hvis hun dør om lidt, men vi kunne have stoppet det, hvis bare du havde kørt mig? Kom nu, mor." Okay, jeg trak mor kortet, men det er okay i den her situation! Damens øjne ser konflikterende ud, og til sidst sukker hun opgivende og nikker.

"Jeg lader ikke flere dø, kom." Hun begynder at gå, og jeg følger trofast efter hende, med min hætte slået op. Heldigvis kommer vi ud i bilen uden at blive opdaget og min mor starter bilen. Mit hjertet hopper usundt hurtigt, og det gør næsten ondt. Hun har bare at være i live.

•••
Ååååh shit, drama..... Dam dam daaaaam!
Det her er andet sidste kapitel. Der er kun kapitel 82 og epilogen tilbage.
Det er godt nok gået hurtigt!
Hvis Leo virker lidt crazy i starten, så er det fordi, han allerede har hørt voicemailen alene og ved, at Kathy måske er død. Jeg forestillede mig bare, at hvis jeg var Leo, ville jeg ikke kunne være i min egen krop, velvidende at en pige som tydeligvis holder af mig, er ved at begå selvmord. Og så kender han ikke engang endes navn. Jeg ville i hvert fald også panikke!
Nåh, men hav en fantastisk nytårsaften!
Sidste nytårsaften brugte jeg på, at skrive Random Texting færdig #Minder
Hej hej!