Saving Leo Prescott | ✓

8.2

D. 11 februar 2018

"Kathy har fortalt mig alting. Igennem voicemails. Siden uheldet, og jeg—" Jeg stopper og stirrer ud af forruden. Min mor kører videre, og jeg kan ud af øjenkrogen se hende bevæge sig ubehageligt tilpas. "Jeg ville ikke dræbe min far." Siger jeg lavt, med en knækkende stemme. Jeg troede ikke, at jeg kunne græde mere, men friske tårer er allerede på vej ned. Min mor sukker og sætter farten op.

"Du dræbte ikke far skat. Selvmordet var hans eget valg. Du skal ikke tro, at det er din skyld, er du med?" Jeg nikker, men er dog ikke helt enig. Hvis jeg havde set bilen, så ville min far stadig leve. Jeg tilgiver nok aldrig mig selv.

"Kan du sætte farten op?" Spørger jeg utålmodigt. Mine fødder tripper, og jeg kan ikke holde mine hænder i ro. Mit hjerte pumper hurtigere end nogensinde før, og jeg er så tæt på bare at hoppe ud af bilen og løbe for livet.

"Kathy har været så stærk. Jeg ved ikke—" Damen afbryder sig selv og sætter farten endnu mere op. "Hun har nok været den stærkeste, men det har været hårdt for hende ikke at have dig." Jeg nikker og ser på husene, som vi kører forbi. "Jeg har prøvet at ringe til hende, siden du vågnede, men hun tog ikke telefonen. Jeg skulle have gjort mere." Jeg tror, at hun snakker til sig selv nu, så jeg lader vær med at svare og holder i stedet fokus på huset, vi stopper ved.

Jeg åbner hurtigt døren og går så hurtigt som muligt op mod fordøren. Jeg banker ikke på, jeg slår døren op og løber rundt i hele huset. Adrenalinen, panikken, usikkerheden. Det er alt sammen for meget.

Jeg løber oven på og åbner den første dør. Den leder ind til et teenage værelse, og jeg træder hurtigt ind. Jeg har svært ved at trække vejret, da jeg åbner ind til badeværelset og træder i blod. Jeg glipper med øjnene og smider mig ned på gulvet. Blodet gennembløder mine ben, da jeg tager Kathy's slappe krop i mine arme. Mine tårer lander på hendes blege hud, og det føles som om noget sidder fast i min hals. Jeg kan ikke trække vejret. Jeg kan ikke.

Min mors gisp høres bag mig, og jeg ser på hende med slørede øjne.

"Ring efter en ambulance for helvede!" Og det gør hun straks. Jeg vender blikket mod pigen i mine arme igen. Hendes hoved ligger i mit skød, og jeg fjerner med blodige hænder noget hår fra hendes ansigt.

"Oh my God, oh my God!" Gisper jeg. Blodet strømmer ud fra hendes håndled, og jeg hiver besværgligt min hættetrøje af, og presser den ned mod dem. "Undskyld," græder jeg. "Undskyld, undskyld, undskyld. Fuck! Jeg kommer for sent!" Min gråd er ukontrolleret, og jeg har stadig ikke fået vejret, så jeg lyder utroligt dum, men jeg er mega ligeglad.

"Kathy?" Jeg ser ned på hende. Har jeg virkelig gjort det her? Hendes kindben er uhyggeligt tydelige. Hun er bleg, og har store poser under øjnene. Hun vejer intet. Hun er utroligt usundt tynd. Det er værre end mig. "Please vær i live" Mumler jeg. "Please please please vær i live!" Hendes lysebrune hår er svedigt og tørre tårer går fra hendes øjne og ned af kinderne. Gulvet er dækket til i blod, og det er både Kathy og jeg også.

"Er hun i live?" Spørger min mor inde fra værelset. Jeg ser på Kathy's hals, og giver forsigtigt slip med min ene hånd fra hættetrøjen, for at finde hendes puls. Det tager hvad det føles som en evighed, men da jeg endelig finder den, er den meget lav. Altså tæt på døden lav.

"Næsten." Svarer jeg halvkvalt. Min mor snøfter, og jeg koncentrerer mig om Kathy og hendes smukke ansigt.

Da hun pludselig åbner øjnene, springer mit hjerte er slag over. Hun åbner dem ikke helt, kun en smule, men det er nok til at give mig håb.

"Er jeg død?" Spørger hun med en hæs og skrøbelig stemme. Jeg ryster på hovedet, imens et smil vokser på mit ansigt. Tårerne kilder på mine kinder, men det er lige meget. Jeg lægger ekstra pres mod hendes håndled og ryster endnu en gang på hovedet. "Er du en engel? Eller er jeg i helvede? Please sig, at jeg ikke er i helvede. Der er varmt, og du ved hvordan jeg har det med varme." Jeg griner lavt og strammer mit greb omkring Kathy's ustabile og slappe krop.

"Du er på jorden og i live." Svarer jeg.

"Men det er du også?" Spørger hun. Hendes øjne bliver ved med at lukke og åbne, og jeg ved godt, at hun ikke har længe endnu. Hvis ambulancen ville komme lidt hurtigere, tak.

"Ja, og jeg har planer om at blive." Kathy's mundvige løftes en smule, og mit hjerte smelter næsten ved synet. Hun er i live for pokker.

"Jeg—" Hun stopper og ser mig direkte i øjnene. "Kan du huske?"

"Jeg prøver." Svarer jeg ærligt, fordi det gør jeg virkelig.

"Har jeg reddet dig?" Spørger hun, og et kort grin forlader min mund.

"Det kan du bande på." Kathy's øjne begynder at skinne, og jeg kysser hende forsigtigt på panden.

"Det tog dig så lang tid." Hvisker hun, imens hendes øjne lukker mere og mere i.

"Jeg ved det godt Kathy. Jeg ved det godt, men jeg er her nu." Jeg krammer hende besværgligt, imens jeg presser ned på hendes blødende håndled.

"Jeg ventede, men—"

"Det er okay, vi kan snakke på et andet tidspunkt." Afbryder jeg. Det nytter ikke noget, hvis hun bruger alle sine kræfter nu.

"Men jeg—" Hun stopper sig selv og en enkelt tårer glider ned af hendes hvide kind. Jeg nikker langsomt og smager tydeligt saltvandet.

"Jeg ved det godt." Jeg kysser hende igen på panden og lader vores hoveder hvile mod hinanden. "Jeg elsker også dig Kathy." Hvisker jeg.

Stemmer går igennem huset og sirener lyder i nærheden. Døren til værelset bliver hamret op, og ambulancefolk vælter ind. Jeg smiler opmuntrende til Kathy og lader dem tage hende.

"Vent..." Hun drejer langsomt sit hoved mod mig, og jeg nikker til hende. "Du kan mit navn..." De begynder at gå med hende, og jeg følger med lange skridt efter dem. "Jeg fortalte aldrig mit navn." Hvisker hun mest til sig selv. Så kigger hun igen på mig, imens hun ligger halvt død på båren. "Leo..."

"Dit navn er Kathy. Du er min kæreste." Hun nikker langsomt, og vi står pludselig udenfor. Jeg følger med, indtil vi er ved ambulancen og træder med op i den uden at spørge. Jeg lader min hånd kører hen over hendes blodige pande.

"Jeg fortalte dig aldrig mit navn, fordi det skulle være det første du huskede." Jeg hører hende knap nok, og før jeg kan svare har hun lukket øjnene i, og vi kører mod hospitalet.

Jeg ser på hende. Hendes ansigt. Hendes krop. Generelt bare hende, og så spærrer jeg øjnene op.

Jeg husker.