Saving Leo Prescott | ✓

e p i l o g

D. 18 februar 2018

"Vi er hospitalsmakkere," Kathy fletter vores fingre ind i hinanden, og jeg sender hende et bredt smil.

"Jeg ville foretrække at være din makker på så mange andre måder, men det her går vel også," jeg trækker på skuldrene og giver hende skålen med popcorn. Med besvær får jeg sat mig ved siden af hende i hendes smalle hospitalsseng. I min frie hånd har jeg en blå slushice, fordi Kathy afgav et løfte. Hun ville spise alt, hvis jeg vågnede. Selv popcorn og slushice.

"Fortæl mig hvordan det er!" Siger hun spændt. Jeg løfter et øjenbryn.

"Hvad? At have en IQ på over 30? Jo, det er k—" Jeg bliver afbrudt af Kathy, som kaster popcorn i hovedet på mig. Jeg griner af hende.

"Ha ha Leo. Nej, hvordan er det at være i koma?" Spørger hun med rullende øjne. Jeg trækker på skuldrene og tager min ske i hånden, imens jeg holder koppen med slushice mellem mine ben.

"Jeg sov det meste af tiden, så det er svært at svare på." Svarer jeg hende. Kathy sukker opgivende og slår sig tilbage mod alle sine puder. Jeg ser på hendes indbundne håndled, og mærker noget ubehageligt vende sig i min mave. Der er gået en uge, siden jeg vågnede og hørte alle Kathy's voicemails. Der er gået en uge siden, hun skar sine håndled op. Vi har det begge af helvedes til, men vi skjuler det for hinanden. Selvfølgelig ved jeg godt, at hun stadig er fucked, og at ting som spiseforstyrrelse og depression ikke bare lige forsvinder, ved at man knipser, så jeg kan sagtens gætte mig frem til, at hun spiller okay. Men det gør jeg også, så jeg dømmer ikke. Jeg dræbte min far. Jeg dræbte næsten min kæreste. Jeg sårede min mor og alle mine venner. Jeg ødelagde så mange liv, og jeg rører fandme aldrig en motorcykel igen.

Lægerne blev rasende, da de fandt ud af, at jeg havde forladt hospitalet, og det hjalp ikke, da de fandt ud af, at jeg havde haft en mobil hele dagen. Hvis de havde mere magt, havde de helt klart givet mig stuearrest, men jeg blev vist tilgivet lidt, da de fandt ud af, at jeg skred for at "redde" Kathy.

"Men... Kunne du høre mig?" Spørger hun.

"Jeg har hukommelse som en fucking guldfisk Kat, jeg aner det ikke." Svarer jeg. Jeg orker virkelig ikke at snakke om min tid i koma. Jeg vil bare gerne igennem det her. Have det overstået, men selv en guldfisk som mig ved, at det ikke er så nemt. Da jeg ser hendes skuffede ansigt, lægger jeg hovedet på skrå. "Men jeg husker svagt, at nogen fortalte, at de var blevet strippere. Noget med en pisk og noget stramt læder tøj. Det kostede vist 100 mere, hvis man ville have den pink polestang med, men jeg betaler gerne de ekstra." Jeg blinker til Kathy, og hun ser først med smalle øjne på mig, og så slår hun sin albue ind i siden på mig. Jeg griner og rækker hende slushicen. Hun tager pigefornærmet imod den.

"Røvhul," mumler hun.

"Engel," svarer jeg.

"Idiot."

"Steg."

"Pervert."

"Stripper."

"LEO!" Hviner hun. Jeg læner hovedet tilbage af at grine, og må tage mig støttende til maven.

"Du udstråler virkelig, hvor meget du har savnet mig Kat," griner jeg. Kathy himler med øjnene og spiser nogle popcorn, før hun drikker noget slushice. Jeg stikker min ske ned i det blå stads bagefter og tager noget for selvfølgelig at spise det. Eller drikker man egentlig slushice? Hmm.

"Dø igen," svarer hun. Med humor i blikket, slår jeg min hånd mod mit bryst med et gisp.

"Man joker ikke med døden Kathy! Puha! Fy!" Jeg ser skuffet på hende, og Kathy ser med et utydeligt blik på mig. Jeg ser tilbage på hende, og før hun kan sige noget, har jeg lænet mig frem og presset vores læber sammen. Kathy fnyser af mig, og læner sig mere ind over mig. Jeg fjerner hurtigt alt jeg har i mine ømme hænder, og lægger hænderne på Kathy's tynde kinder. Hun trykker vores hoveder mere mod hinanden, og lige som alting er hot, afbryder nogen det selvfølgelig.

"Cash me outside, how 'bout that?" Kathy trækker sig tilbage, og vi ser begge to dømmende på Ace, som lige er trådt ind i rummet. Han ser dømmende tilbage, og da jeg sukker efterligner han mit suk. Jeg har ikke savnet Ace, han er en rotte.

"Det siger man ikke længere," svarer jeg.

"Hvordan kan du huske det?" Spørger Ace. Jeg ruller mine øjne af ham og kaster en håndfuld popcorn efter ham. "Hvad nu, hvis det er blevet in, imens du har taget din skønhedssøvn?"

"Det er basic viden Ace," svarer jeg. Der bliver stille og så bryder Ace selvfølgelig stilheden.

"Hvor lang tid skal jeg slide?" Spørger han trist. Jeg løfter et øjenbryn og peger på døren.

"Ud." Siger jeg kort. Ace fnyser af mig.

"Jeg er her for at se min ven Leo, så nej. Jeg vil ikke gå."

"Hør, det er meget sødt af dig, at du besøger mig men—"

"Jeg besøger sgu da ikke dig, ad. Jeg besøger Kat!" Jeg mærker mine mundvige løfte sig, og før jeg ved af det sidder vi alle sammen og griner.

"Jeg var i tvivl, om det hele nogensinde ville blive godt igen, men det gør det heldigvis. Tak for at være her," Kathy kysser mig på kinden og trykker hånd med Ace. Jeg lægger min arm om hendes skuldre og kærtegner hendes arm.

"Jeg ville ikke være nogle andre steder," svarer jeg ærligt.

"Heller ikke Bali? Dude, vi skal jo lave vores mad firma på Bali!" Udbryder Ace. Han er så underlig, det er derfor han er min bedste ven.

"Hold kæft Ace," og det gør han. I to sekunder.

"Bank bank."

"Nej."

"Jo."

"Nej."

"Jo det synes jeg."

"Nej Ace."

"Bank bank."

"Der er ikke nogen hjemme."

"Men hvem snakker så?" Ace vrikker vindene med øjenbrynene, og ved siden af mig griner Kathy.

"Skrid hjem, jeg vil ikke have gæster."

"Fint," Ace sukker opgivende, og siger så: "bank bank." Jeg lukker træt øjnene, imens et smil former sig på mine læber.

"Jeg vil jo ikke have gæster."

"Men det her er en anden! Det lover jeg!" Udbryder Ace. Jeg ryster afvisende på hovedet. Han er ærlig talt, som en meget snakkende baby. Hele tiden.

"Jesus Leo, du dræber det stakkels børnehavebarn. Hvem der?" Spørger Kathy. Hun er så pædagogisk. Ace lyser op, og kigger så ned i gulvet.

"Hvad nu?" Spørger jeg. Ace ser undskyldende på os.

"Undskyld skuffelsen, men jeg har glemt joken." Vi kigger begge to irriteret på ham, og så bryder vi alle sammen ud i grin.

Ja, jeg var i koma. Ja, jeg døde næsten og det samme gjorde min kæreste, men vi kom igennem det, og ærligtalt tror jeg, at vi kan komme igennem alt, som livet har at byde os, så længe vi står sammen.

Kathy startede sine voicemails for at redde mig, og det gjorde hun. Hun reddede Leo Prescott.

•••
Whaaaaat... Den er færdig?!? Det gik hurtigt....
Okay, nogen skaf mig en Leo Prescott, han er nuttet.

Jeg håber at I nød historien (?), og at den fik jeres hjerte til at banke hurtigt og gøre ondt, fordi I totalt meget følte Kathy og Leo's smerte. Okay, nu bliver det dybt.........

Nej jk. Jeg håber, at I alle sammen kommer godt ind i 2018. Det gør jeg i hvert fald, fordi jeg har sådan nogle skønne læsere. Jeg sætter virkelig pris på alt jeres støtte, og at I har været her igennem alle 8.2 kapitler + epilogen. Tak for jeres støtte ved at stemme og kommentere, og generelt bare læse. Tusind tak, jeg er taknemmelig.

Jeg håber, at vi ses igen?! Husk at jeg stadig er igang med Final Punch, som har "rigtige" kapitler. Please læs den, hvis I magter det ahah <3

Vi ses forhåbentlig igen!!!

Bog startet: 19/11-2017
Bog sluttet: 02/01-2018