SHOOTING STARS

Part 2

Saga

Emanuel og jeg, aftalte at lave projektet hjemme hos mig. Han opfører sig ordentligt i klassen, i forehold til alle de andre drenge. De andre piger kan også godt lide ham. De siger at han er meget rolig og sød. Men han overtænker alt for tit tingene. Hver han han tænker for han dybe kløfter mellem øjenbrynene, de brune øjne flakker, og han klør sig i det lange mørkebrune pjuskede hår. Men jeg ved stadig ikke mega meget om ham. Han er lidt genert og han sagde til mig i morges at han hader fremlæggelser, fordi det er som om alle dømmer en hvis man gør noget forkert. Jeg tror ikke at han bekymre sig. Han er rigtig dygtig i skolen og han siger at han plejer at få 12 i alle fag, på nær idræt og geografi. Ved mig er det omvendt.

Jeg elsker få dele af idræt fx gymnastik, dans og spring. Men jeg er mega dårlig til biologi. Hvis jeg engang bliver naturforsker eller sådan noget, er det kun fordi jeg har gættet eller at der sidder en eller anden naturfreak som har tænkt: Hmm vi mangler nogle ansatte, hvad med denne her tilfældige pige? Jeg håber ikke at det bliver sådan, jeg vil nemlig gerne være kunstner. Jeg elsker at male! Mest mønstre og stjernehimler. Det behøver ikke at give mening, bare nogen ser det. Emanuel har sagt at han gerne vil have et vigtigt job. Men jeg ved ikke om det betyder vigtigt som en læge eller vigtigt for ham.

Vi har endelig fået fri og Emanuel står og venter på mig. Typisk. Jeg er så langsom. Jeg koncentrere mig om, at huske, om jeg ikke har glemt noget. Jeg er sikker på at jeg har førstepladsen i verden i at glemme ting. Mine nøgler, min cykelhjelm, mine lektier. Jeg glemte engang min idrætstaske på en tilfældig bænk i skolegården.
En af mine bedste venner (Molly) sagde engang, at jeg engang vil glemme mig selv. Det tænkte jeg meget over. At glemme sig selv er nok det værste. Forestil dig at alle dine minder, drømme og tanker bare forsvinder. Det er ikke så nemt vel? Det er ligesom at dø. Bare værre.
Gud bevare alle døgnfluer og folk med hukommelsestab/demens.

Vi går langs mælkevejen. Det sagde min mor altid når vi gik langs en lang vej. Specielt denne her. Det savner jeg lidt.

"Er der noget galt?" spørger Emanuel og får den samme kløft mellem øjenbrynene.

"Nej, jeg er bare lidt træt. Det er trodsalt mandag!" svarer jeg sarkastisk. Det fniser vi lidt af.

"Mandag burde være forbudt" siger han pludselig.

"Ja, og natten" siger jeg. Han kigger undrende på mig.

"Hvad mener du?" spørger han.

"Jeg kan næsten aldrig sove" siger jeg ud i luften.

"Nå. Mit ynglings tidspunkt er om natten." siger han.

"Hvorfor?" spørger jeg nysgerrigt.

"Fordi at jeg drømmer der. Eller på nær når jeg dagdrømmer" griner han. "Jeg holdte engang mine øjne åbne i 3 minutter. Ved et uheld selvfølgelig" smiler han.

"Ej, det har jeg også prøvet! Når jeg læser er jeg i en helt anden verden" griner jeg.

"Hvad læser du?" spørger han.

"Lige nu læser jeg, Døde piger lyver ikke. Men min ynglings bog er helt sikkert Jeg henter solen ned" siger jeg.

"Wow, jeg har aldrig mødt en på min alder, som også kan lide at læse" siger han med store øjne.

Jeg løfter mit ene øjenbryn, ligesom den arrogante hovedperson i en teenagefilm.

"Seriøst? Der findes da mange flere engelske bøger" siger jeg undret.

"Ja, men alle de andre gik til mindst en sport" siger han. "Så de synes at bøger bare var for nørder" fortsætter han".

Vi går hurtigt over lyskrydset, og smiler til en gammel dame med en labrador. Jeg er ikke så god til hunderacer, men mine to bedste venner, nævnte det engang. De har også begge to en hund, så jeg syndes selv at det er meget fair, at jeg er amatør. Professionel amatør.