SHOOTING STARS

Part 5

Emanuel

I dag er dagen.
Jeg skal ud på et eventyr med Saga. Hun sendte mig en liste med de ting vi skulle bruge, og satte en glad smiley nederst på listen. Det tager jeg som om at hun ikke er sur på mig mere, for det i går.

Jeg finder hendes liste frem og kigger lidt på den.

Listen til verdens bedste eventyr
Af Saga

1. Et tæppe
2. En kikkert
3. Mad!

Jeg tager mig selv i at smile lidt, imens jeg læser det sidste. Hun er altid så madglad.
Jeg syntes jeg kan huske at hendes livret var is, så jeg er gået på jagt i vores fryser efter en frysetaske og noget is. Jeg tog bare 2 store ske'er fra køkkenet, et tæppe og fars gamle kikkert, proppede det hele i min taske, og løb ud til bussen.

Normalt plejer jeg kun at tage bussen til skole, men i dag har vi søndag, så jeg står og venter på at min morfar kommer og henter mig, da der ikke er nogen busser i miles omkreds. Smart hva'?

Jeg sidder i min morfars rustne bil, og leger med lynlåsen i min jakke. Min morfar siger ikke så meget, så jeg gav ham bare adressen på den vej Saga bor. Vi kører ud foran 3 store æble træer og ind i hendes garage. Jeg mumler et lavt Tak, fumler med selen, og hopper ud af bilen.

Jeg venter med at banke på døren indtil han er kørt. Jeg kigger efter ham hele vejen.
Bank Bank Bank
Ingen svarer.
Jeg leder efter en dørklokke, men der er ingen. Jeg skal til at banke på igen, idet noget hårdt rammer min skulder. Jeg ser op.
Op på Saga som sidder på den højeste gren af æbletræet, med et smøret grin og et glimt i øjet.

"Er du klar eller Hvad?" Råber hun og begynder at klatre ned.
"Klar til Hvad?" Råber jeg flabet tilbage. "Et eventyr selvfølgelig!" griner hun, og hopper den sidste meter ned i det nyslåede græs. "Kom!" råber hun. "Jeg har en tandemcykel ude i haven" siger hun, og gør tegn til at jeg skal følge efter hende.

Vi står ude i haven, med solen i hovedet og tasken på ryggen. Det er skyfrit og der er kun en let sommer brise. "Luk dine øjne" siger hun hemmelighedsfuldt. Jeg lukker dem.

"Tada!" smiler hun stolt, og kommer trækkende med en retro-keramikblå tandemcykel. Jeg ser måbende på hende. "Bare rolig! Jeg har altså kørekort i adventure og den slags" siger hun dramatisk. "Ja, selvfølgelig har du det" griner jeg tilbage, og tager imod en marineblå hjelm.

Det tager os en snes forsøg, men til sidst suser vi begge ned af gaden, på hendes tandem, med smil fra det ene øre til det andet. "Yeeeeeehaaaaa!" råber vi ned af hele bakken, og videre hen af vejen.

Det føltes helt urealistisk, men jeg har aldrig været mere i live.
"Vi er der næsten!" griner hun. "Fedt,men øhm, ikke for at være en lyseslukker, men hvordan er det lige at vi kommer ned?" griner jeg nervøst. "Vi hopper da af?" ler hun.

...

Og så hopper hun. Jeg slingrer hele vejen ned af den ujævne strand, og lander i en bunke sand tæt på cyklen.

Saga

Jeg lander sikkert og perfekt, i min sædvanelige kølbøtte. Jeg er blevet lidt af en mester i, at undgå blå mærker. Alligevel har jeg tusind af dem. "Er du ok?" spørger jeg ham. "Ja" griner han og børster sand af trøjen. "Hvad er det vi skal?" spørger han igen. "Hvor er du nysgerrig, vi skal ud og lede efter meteoritter hvad ellers?" siger jeg henkastet. "Du får det til at lyde så normalt" smiler han.

Jeg pakkede min rygsæk her til morgen, med ting jeg håbede ville blive nødvendige.

En lommelygte, penge, mad, og det aller vigtigste - min kikkert.

Vi går hen og sætter os på tæpperne.

Han kigger lid underligt på mig da jeg har fortalt ham om meteoritterne. "En gang til, tak" mumler han. "Okay, forskellen på en meteor og en meteorit er, at en meteor er et stjerneskud, og en meteorit er en del af himlen, som er faldet ned. Forskellen er egentlig, at den ene er i rummet og den anden er faldet, fra rummet, ned på jorden." siger jeg langsomt. "Do you get it?".

"Ja, jo jeg tror der var noget der" siger han og samler sine øjenbryn, til en dyb kløft. "Hvilken en var det nu vi skulle se?" spørger han og løfter det ene øjenbryn op igen. "Først meteoritterne selvfølgelig!" Griner jeg, og er nær ved at få et grine-hoste-anfald. "Hvad er det lige der er så sjovt?" siger han fornærmet og laver trutmund, og folder armene på kors. "Man kan da ikke se stjerneskud om dagen!" siger jeg, og knækker sammen af grin. Har fægter ud efter mig, og vælter os begge to omkuld i det varme sand.

Vi ligger og snakker helt ud på aftenen. Det er lige blevet mørkt og vi sidder op ad hinanden, på et blødt tæppe, og med favnen fuld af meteoritter. En perfekt sommer aften på stranden. Vi sidder og spiser is, imens vi snakker om stjernetegn. "Jeg er glad for at være skytte" siger jeg. "Horoskoperne er næsten altid rigtige, og tanken om en bue og pil, er fed".

"Jeg er også glad for at jeg er skytte." Siger han. "Altså jeg læser ikke så tit mine horoskoper, men jeg gætter på at astrologerne ved hvad de laver". siger han roligt. "Vidste du at man kan have et månetegn?" spørger jeg. Hun kigger forvirret op på mig. "Nej, det gjorde jeg ikke. Fortæl!" smiler hun. "Okay, så månetegn fortæller noget om hvilke følelser og stemninger, vi påvirkes af. Månen kan være nøglen til at forstå vores følelser" svarer jeg. Hun kigger ud over vandet, og siger: Der er ikke nogen nøgle til følelser. Følelserne Er nøglen. Og ingen aner hvad man gør når der er låst.

Hun læner hovedet på min skulder, og sådan sidder vi i nogle minutter. "Wow, det havde jeg slet ikke lagt mærke til" udbryder hun pludselig. "Mm?" mumler jeg. "Kig op! Hvor er det fantastisk! Jeg læste egentligt om de nætter der er flest stjerneskud, og i dag er en af dem" hvisker hun.

22-04-18 - Lyriderne
E

manuel
Jeg kigger op, og bliver ramt af millioner af glitrende stjerner. Jeg troede ikke at det kunne blive mere fascinerende, men det er 100% skarpt i kikkerterne. Det er helt ubeskriveligt, hvordan det føltes at sidde der og kigge på stjerneskud, sammen med hende.

Et stjerneskud passerede den dunkle himmel

Saga
"Nu må vi ønske"

Emanuel
"Ja"

Saga
"Du ved, nogle gange har man bare lyst til at give slip, og gøre noget uventet" siger hun. Jeg ved ikke hvad hun mente, men hun lyder heldigvis ikke ked af det. Det hele var helt perfekt,- indtil min far ringede. Jeg bed tænderne sammen og lod den ringe. For det første, fordi jeg ikke vil få skældud af ham foran Saga. For det andet, fordi jeg lige var så glad. Og for det tredje, fordi jeg ikke aner hvad jeg skulle sige.

Jeg turde ikke at kigge på hende. "Han ved ikke hvor du er vel" siger hun. Men det var ikke et spørgsmål. Mere en konstatering. Jeg sukker. "Det gør mine heller ikke" siger hun tøvende. Jeg kigger på hende, og vi ligger os ned. "Jeg var ikke sikker på om du ville med, men- "Eventyret er først lige begyndt ikke? afbryder jeg hende. Jeg ved godt at det ikke er pænt at afbryde folk, men hvis hun siger at vi stikker af, lyder det mere virkeligt. Mere alvorligt. Hun klapper i, og tænker lidt. Jeg har aldrig troet, at sådan en som hende, ville give op. Jeg har tænkt på det, et par gange, men ikke så seriøst.

"Jeg har overvejet det. Jeg ved godt at det bliver svært. Jeg ved godt at vi vil blive hjemløse, og at det kan gå galt hvert sekund, men jeg er sikker på at- Hun afbryder sig selv. Hør det eneste jeg vil savne er dig. "Så vil du med?" spørger hun med håb i øjnene.