SHOOTING STARS

Part 8

Emanuel

Jeg vågner op ved lugten af bål.

Jeg sætter mig op for at strække mig, men banker mit hoved op i noget hårdt. Jeg dukker mig, skærer en grimasse og kører en hånd igennem håret. Jeg kæmper for at få mine øjne til at åbne, men der er for meget søvn.

"Godmorgen" er der en der siger.

Jeg drejer hovedet, og tvinger mine øjne op. Det er Saga ved bålet i skrædderstilling.

"G-morgen" mumler jeg søvnigt.

"Sovet godt?" spørger hun muntert.

"Mm, jo det tror jeg" mumler jeg igen.

"Kom herover. Jeg har lavet morgenmad" siger hun stolt. Jeg bevæger mig langsomt ud af shelteren og går derhen.

Morgenmaden smagte lidt for meget af morgen. Lidt for brændt og alt for tør. Jeg tør ikke engang gætte på hvad det var. Vi snakker som om at intet er sket, og vi ikke sidder ude i en ukendt skov. Jeg vil prøve at få hende hjem, men jeg ved ikke helt hvordan.

"Øhm, Saga. Hvor har du egentlig fået alle de der ting fra?" spørger jeg. Jeg håber ikke at hun har taget hele hendes forældres hus med. Det ville ikke være særlig smart. Eller diskret.

Hun rynker brynende. "Det har jeg da købt" svarer hun så og smiler til mig.

"Skal vi så ikke tage derhen?" spørger jeg. Vi skal bare væk fra skoven.

"Men vi mangler jo ikke noget" svarer hun. Pis. Jeg har brug for noget vi kan mangle.

I løbet af formiddagen har jeg tænkt over det vigtigste vi har med. Det er svært, men jeg kom frem til vores tøj, vores mad og alt der kan tænde ild. Jeg tror at jeg vælger det med ilden, for jeg ved ikke hvor jeg kan gemme alt det andet.

Om eftermiddagen går jeg ud efter noget vand. Jeg har tændstikker i mine bukser og en lighter i underbukserne. Ja, du læste rigtigt. Men hvis jeg havde gemt den under trøjen ville den falde ned. Jeg går hen og henter vandet. Ligeså stille imens jeg tager en sjat vand op, ryger der en tændstikæske tilbage. (Jeg vidste at jeg kunne multitaske!) For våde tændstikker virker ikke. Men jeg ved virkelig ikke hvor jeg skal gøre af lighteren. Jeg kigger mig lidt omkring. Sand, sten, træer, - vent sten! Det er jo perfekt! Jeg kan bare nøjes med at smadre den! Jeg lunter med et smørret smil, hen ad stranden for at finde en stor sten. Det ser nok lidt dumt ud. Jeg finder lighteren frem og begynder at hugge stenen i den. Det er svært i begyndelsen, men til sidst knækker den endelig. Jeg smiler stort - > : )) < Og åndsvagt.

"Sig mig, hvad er det lige du har gang i" er der en der råber. Jeg får et chok, gisper, mit smil falmer og jeg stivner i en ret akavet position, med ryggen til personen.

"Emanuel!" råber hun. Jeg lægger mig ned og spiller død. Jeg er usynlig. Ligesom i blackball. Og høvdingebold. Og fodbold, håndbold - okay jeg stopper nu.

"Jeg kan godt se dig!" råber hun for tredje gang. Jeg graver lighteren ned i sandet, rejser mig og vender mig om.

"Heeej..." siger jeg henkastet og laver et åndsvagt, undskyld-at-jeg-ikke-vendte-mig-om-noget-før-fordi-jeg-er-akavet-smil. Jeg tror ikke at det virker.

"Hvorfor ødelægger du lighteren?" spørger hun igen.

"Hvilken lighter?" spørger jeg dumt.

"Den du har i hånden!" siger hun og peger på min hånd. jeg kigger ned. Jeg havde glemt at jeg havde den anden halvdel.

"Øh, denne her?" siger jeg og holder lighteren op imod os. "Jeg ville bare lige fikse den..." Siger jeg.

Hun kigger lidt på mig. Og så går hun.

Så her står jeg. Alene tilbage på strand, med en halv lighter og dårlig samvittighed. Jeg ved ikke hvad man gør i sådan nogle situationer, men jeg vælger da at følge efter hende. Til jer der kommer i denne situation eller lignende, skal i lige vide at: Det skulle jeg aldrig have gjort.

"Vent! Saga!" Halv råber jeg, da jeg endelig har indhentet hende.

"Hvad er der nu?" vrisser hun. Jeg venter med at svare indtil jeg har fået vejret igen. Hun venter heldigvis på mig og stopper op.

"Jeg...........er.........ked..........Af.........Det" pruster jeg.

"Hvorfor gjorde du det?" spørger hun med blanke øjne.

"Fordi......Jeg...Vil.......Have.........Dig........Med...Hjem!" får jeg ud. Jeg ved ikke om det var i præcis sammen rækkefølge, men jeg kunne se på hende at hun forstod det.

"Aldrig" hvisker hun. Jeg kigger op på hende. Hun ser træt ud. Og hendes hår. Jeg vil vædde med at hun har glemt en hårbørste.

"Hvorfor...gør du.....det her?" spørger jeg igen.

> Lang akavet pause <

"Fordi jeg vil finde mine biologiske forældre" hvisker hun og bryder ud i gråd. Jeg sjosker hen til hende og krammer hende hårdt.

"Jeg skal nok hjælpe dig" siger jeg. Vent. Hun stopper med at græde og kigger på mig, som om jeg lige har sagt at Jorden faktisk er flad. Jeg spoler tilbage. Jeg har lige sagt at jeg ville hjælpe med at finde hendes forældre som vi ikke ved noget om. I-di-ot. Hun krammer mig endnu hårdere.

"Tak! Vi kan rejse i morgen" hvisker hun.

"Jah, okay" siger jeg.

Det var så dette lidt korte kapitel! Jeg håber ikke at det virker stødende for nogen, eller irriterer alle dem, som også spiller døde, i akavede situationer.

Ps: Min nye bog er ude! Den hedder parodier, og er en for sjov bog.
Så hvis I har lyst til at tjekke den ud, må i meget gerne stemme😊