SHOOTING STARS

Part 7

> Har udgivet en start, hvor jeg har skrevet random ting <

Stjernerne

Alle mennesker har bånd. Bånd er særlige og der er aldrig to af det samme. Et bånd kan være stærkt, men det kan også være knækket. Men et knækket bånd er stadig et bånd. Der er uendelige bånd i verden. Måske fordi et bånd aldrig forsvinder. Eller måske fordi man ikke kan undgå at lave dem. Men alle bånd er anderledes, for ellers ville der ikke være noget specielt.

Et bånd mellem to mennesker kan være smukt. Det kan også være forfærdeligt, men de bånd gider vi ikke at spilde lys på. Vi så mange bånd i nat. Rigtig mange.

Men det bedste og mystiske var uden tvivl dette:

En pige og en dreng dukker op i den samme orange glødende solnedgang. Om de kander hindanden ved vi ikke. De kigger på hindanden i lang tid, som om de ikke har set hindanden i lang tid, eller ikke kender hindanden og det føltes som om de har kendt hindanden i en evighed, og går så langsomt hen imod stranden. De går hen imod stranden, i forskellig rytme, sætter sig synkront ned på det bløde sand, i mens deres hår svæver i vinden.

De snakker lydløst med hindanden.

Den ene læner sig op ad den anden, og de græder begge to. Om det er glædestårer eller bare tårer, er de stadigvæk overfor den smukkeste solnedgang de begge to nogensinde har set, ved vi heller ikke. Men det er uden tvivl et meget unikt og vigtigt bånd.

Så vi kaster os ud i Det, og kaster et håbløst håb efter dem.

Emanuel

Jeg kigger ind i hendes blanke mørkeblå øjne. Jeg savner hende ubeskriveligt meget, selvom hun er lige foran mig, i mine ømme arme. Vi siger ikke noget til hinanden. Jeg ved heller ikke hvad jeg skal sige. Når der er stjerner og solnedgange, behøves der ikke ord. Ingen bekymringer og ingen koncentration. Jeg sidder lidt i min egen verden, og kigger ud over havet, der diskret reflekterer solens gyldne lys, tilbage som et uendeligt sjal. Der går et stykke tid inden jeg opdager at jeg græder.

I morgen sidder vi nok begge to i hendes vandseng og ser en film.

Saga

Han kom tilbage. Han kom tilbage til mig. Jeg græder. Det er lang tid siden.

Jeg ville aldrig have troet, at han ville ødelægge sit liv for at starte et nyt, sammen med mig.

Vi sidder og ser solen gå i seng, imens han stryger min arm. Jeg koncentrerer mig om alt hvad han gør. Hans vejrtrækning er rolig, og hans finge kører i det samme mønster på min arm. Jeg har tusind spørgsmål, men de kan alle sammen vente til i morgen - Jeg er sikker på at han er der i morgen. Jeg synker og kigger ind i to meget trætte og våde øjne. Jeg er pludselig rigtig træt, men jeg vil ikke risikere noget. Han må ikke blive sur på mig. Han må ikke forlade mig. Jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv.

Begge
Et stjerneskud Popper ud ad det sorte.
Nu må vi ønske

Stjernerne

I morgen vil der måske være et endnu mere unikt bånd, og vi vil kaste et nyt håb fra os, men lige nu er det stadig i dag.