SHOOTING STARS

Part 3

Emanuel

I dag har vi mundlig engelsk test. Jeg har ikke øvet mig, for jeg taler jo flydende engelsk alligevel.

Vores engelsklære Karina Blade kommer ind. Hun stiller os hver og sær spørgsmål, som skal udvikle sig til en samtale på 10 minutter.

"Emanuel, where in England are you from?" spørger hun.

"I'm from Manchester Mrs. Blade" svarer jeg. De andre griner lidt ad min kraftige britiske accent. Jeg har fundet ud af at de taler amerikansk.

"And what would you like to be?" spøger hun i mens hun skriver noget ned, i en lille sort notesbog.

"I would like to travel, experience all countries, and maybe be a musician" siger jeg.

"Oh, there are many things you want. So tell us about your family" siger hun.

"I have two trilling brothers and my father" siger jeg lavere.

"Oh, wow, may i ask where is your mother?" spørger hun. Det var lige det jeg frygtede.

".....". Jeg prøver at sige noget, men der kommer ikke en lyd ud. De andre begynder at kigge. Jeg ser ned i jorden. Heldigvis forstår fru Blade det godt.

"Sorry, I know It's not that important Emanuel. Don't think about it anymore" siger hun med et sort smil, og fortsætter rundspørgen. Jeg vender hovedet op mod de andre og Saga igen, men mine øjne vil ikke følge med. Så jeg skriver en seddel til hende i stedet for:

Hej Saga, jeg fortæller det i frikvarteret, vi kan hænge ud med dine veninder i et andet. Hvor mødes vi?

Jeg folder sedlen sammen og kaster den hen på hendes bord. Pyh, jeg ramte, det er vist rekord. Jeg har stadig ikke fjernet blikket, fra det her smigrende gulv endnu, men jeg kan fornemme hedes bevægelser. Hun prikker mig på armen og jeg ser op. Hendes øjne stråler, men hun smiler ikke. Jeg åbner sedlen: Hej Emanuel, vi kan mødes ved indgangen. Jeg regner ikke med at du kender alle stederne endnu.

Jeg kigger op og hun blinker med et skævt smil. Jeg smiler tilbage. Jeg er elendig til at blinke med kun det ene øje, jeg kan faktisk ikke engang løfte det ene øjenbryn.

Saga

Vi mødes ved indgangen kl. 9:30. Jeg ved ikke hvorfor det er så vigtigt, men det lader det til at være for Emanuel. Jeg står uden for skydedøren, lænet op ad en af pælene, som holder taget oppe. Jeg er i gang med at falde i hak, i et stort maleri, da Emanuel sætter sig ved siden af mig og siger, "Hej".

"Hej, hvad var det du ville fortælle mig?" spørger jeg afslappet.

"Du ved jeg ikke ville sige hvor min mor var. Det er fordi jeg ikke ved hvem det er" siger han og kigger mig direkte ind i øjnene.

"Hvad mener du med at du ikke ved det" spørger jeg. Jeg forstår intet.

Emanuel
Jeg prøver at forklare det til hende, mindst muligt indviklet, men det er ret svært.

"Altså, min far havde engang en hemmelig kæreste. De ville ikke have at nogen vidste det, men de var stadig villige til at leve sammen for altid, og få en familie osv. Men de kunne ikke. De flygtede til England, og mødte en læge, som sagde at hun kunne løse problemet. De lavede forskellige DNA teste og på en eller anden videnskabelig måde, skabte de trillinger. Jeg har fået at vide, at deres familier fandt ud af det, så den ene flygtede. Nu er det bare min far, mig og mine brødre" siger jeg og tøver.

"Ved du hvad hun hedder?" Spørger hun stadig med øjnene, klistret som fluelim, opad mine.

"Øm, ja" jeg sukker.

"Hvad er der galt?" Spørger hun bekymret og lægger den ene arm, over min skulder.

"H-han hed Laurits" lykkedes det mig at sige. Jeg ser hurtigt ned i gulvet, hoster lidt, og leger med mit snørebånd.

"Hvad er der så slemt i Det?" Spørger hun let. Jeg kigger op.

"Jeg ved det ikke. Men da jeg sagde det på min gamle skole, blev jeg drillet ret meget" siger jeg. Hun ser på mig med et uforstående blik. "Jeg vil vel bare gerne kende mere end en, af mine tre forældre" siger jeg. Som om det gav mere mening.

"Det går nok" siger hun og krammer mig forsigtigt. "Jeg kender ingen." Jeg kigger lidt på hende.

"Jeg er adopteret" siger hun.
Jeg løfter brynende og når lige, at sammensætte ordene op til min hjerne, inden hun kigger mig i øjnene, med et skævt smil.