SHOOTING STARS

Part 9

Saga
Vi har aftalt at rejse i morgen. Så lige nu er vi i gang med at pakke alle tingene ned igen. Vi er halvvejs og det er rigtig varmt, så vi aftalte at holde en siesta. (En pause). Emanuel er gået i gang med noget mad, og jeg sidder i vandet, for at blive kølet lidt ned. Vi stod op kl. 8 før at gøre klar til turen, nu er den 2.
Vi ved ikke hvor vi skal hen eller hvor vi ender, men vi er på vej.
Emanuel
Jeg har ingen idé om hvad vi laver lige nu.    Jeg skulle have siddet og kæmpe mig igennem tonsvis af lektier til eksamen, men I stedet udarbejder jeg skøre måder på, at ødelægge ens fremtid. Jeg hved ikke hvad det her spil ender med, men jeg ved at vi har trykket Play.
I morgen er en begyndelse på alt:
Saga
:Vi begyndte at gå hen imod bussen. Klokken er 06:21 om morgenen, og der er ingen vej tilbage. Vi er begge nervøse og spændte på samme tid. Jeg er i hvert fald. Jeg ved ikke om vi får et bedre liv af det, bliver den opdatere opdatering af ham på øen som overlevede, bliver professionel forfatter ved at skrive om alle de farlige insekter vi stødte på, eller bare får et normalt job på den nærmeste tankstation. Det er også underligt at tænke på det med uddannelse. Kommer jeg overhovedet til at lære mere? Kommer jeg NOGENSINDE til at få et normalt liv, hvis jeg gør Det? Det ved jeg ikke. Måske. Men jeg tager chancen alligevel. Hvis I vil finde os, ligger vi enten i den nærmeste grøft og har jord i hovedet, eller også er vi anderledes. Eller begge dele.
Emanuel
Jeg hader mig selv for at gøre det. Imod os begge to. Jeg burde have sagt noget den nat. Hvad som helst. Men jeg kunne ikke. Af frygt for at hun ville sige noget som: Hvorfor er du ikke enig med mig? Eller: Er du ligeglad med mig? Eller måske endda: Jeg hader dig Emanuel George Cooper!
Du kan ikke finde ud af andet, end at eksistere og nikke som en niggedukke, der aldrig har kendt til andet, end godt og intet der minder om, angst, vrede, frihed, tortur, havenisser og omvendte stop-knapper på busserne! Og samtidig er det jo lige præsic det jeg gør. Jeg ved at der er mange tusinde det lider af angst og tortur, jeg ved godt at nogle mennesker kan være onde, og jeg ved ligeså meget om frihed og vrede, som jeg ved om at koge pasta. Men mest af alt ved jeg godt, at man ikke kan stoppe en bus når Saga Smith Bjerres er på eventyri den. Det eneste jeg ikke ved er: Hvor vi er på vej hen. Og Nå Ja, så også lige havenisser, de er et mysterium for alle.

Sry for et kort kapitel, men jeg er ret meget i halvt-søvn-tilstand-kl-17:14-om-dagen. Bare lige hvis I ville vide det.