SHOOTING STARS

Part 4

Emanuel

I dag skulle vi fremlægge. Jeg var mega-monster-meget-nervøs, men det hele gik perfekt! Vi fik 12! Nu har jeg fået 12 i alle fag, på nær geografi, der fik jeg 7 (og i idræt fik jeg 4, men det vælger jeg at overse, fordi det ikke er et rigtigt fag). Saga takkede mig, mindst 100 gange, men jeg kan ikke se grunden til at hun skulle. Til sidst fortalte hun mig, at hun kun får 7 og 10 taller. Nogle gange får hun også 4 taller, men det er mest i biologi og matematik.

Efter skole går jeg hjem, til det sædvanelige hvide hus. Ingen i min familie plejer at være hjemme. Min far kommer først hjem i aften, og mine brødre går til fodbold. Jeg finder mine slidte nøgler frem og går ind i vores brøkers. Jeg smider min taske på det lyse gulv, og går ind i køkkenet og finder et æble. Vores køkken er ikke særlig stort, men vi har masser af stueplads. Jeg går ind på mit værelse. Den lille duft af jasmin, dukker op hver gang jeg åbner døren. Mit værelse er ikke så stort, men det er heller ikke lille. Jeg har en seng og et skab med tøj i, et skrivebord, og andet krimskrams. Jeg sætter mig i drejestolen og tager en bid af æblet, da jeg pludselig får en mail.

Saga305: Hej, jeg ville høre om du skulle noget i 0vermorgen?

Emanuel217: Nej, det skal jeg ikke. Hvad er planen?

Saga305: Det er en overraskelse.

Emanuel217: Ok, ses om lidt.

Saga305: Vi ses.

Det første jeg når at tænke om morgenen er; hvilken dag er det? Vent er det ikke i dag han skulle mødes med Saga? Jeg ser over mod det runde ur på væggen. Klokken er 7:42! Shit, når jeg lige at tænke, før jeg river mig selv ud af stolen, og hele vejen hen til bussen. Jeg nåede det, lige på sekundet, for bussen kører præcis, i det øjeblik jeg sætter mig ned, ved siden af hende.

Hvor underligt, tænkte han. Hvorfor skifter hun altid plads? Han når ikke at tænke videre, før Saga smiler ventende på ham.

"Hej" siger han stakåndet. "Hej" siger hun stakåndet tilbage.

"Så, hvor var det vi mødes?" spørger jeg. Jeg ville jo nødigt stå og vente, på det forkerte sted.

"Mød mig ved det store egetræ" siger hun og flyver ud af bussen.

"Okay" siger jeg efter hende, men hun er for længst væk i blæsevejrets kaos.

Saga

Det er helt perfekt, tænker jeg i mens jeg går væk fra bussen.

"Okay" hører jeg ham sige, da jeg står af 2 stoppesteder for tidligt. Men jeg vil jo ikke afsløre noget. Så den mest indlysende ide jeg kunne finde på, var selvfølgelig, at stikke af. Flot. Nu står jeg herude i kulden, og er ved at fryse ihjel. Jeg er simpelthen så genial i dag. Nå, men så må jeg vel bare løbe. Ugh, hvor jeg hader at løbe. Jeg kan ikke engang lide idræt. Jeg er altid den dårligste. I hvert fald til spil med bolde inkluderet. Jeg er nogenlunde til gymnastik og hockey, men vi spiller mest blackball, basket, badminton/tennis, og om sommeren fodbold og runbold udenfor. Perfekt ikke?

Indenfor er der dejligt varmt - eller hvis man lige har været uden for er det - Jeg tror faktisk at air konditionen, blæser kold luft ud. Om sommeren er vi ved at dø af varme, og om vinteren fryser vi næsten fast til de hårde træstole. Og af en eller anden grund, får alle lærerne, en dreje-rundt stol.
Jeg løber hen forbi gangene, rundt om hjørnet og direkte hen til klasseværelset. Pyha!, tænker jeg. Jeg er ikke kommet for sent! Jeg går ned bagerst og henter mine ting i mit skab, imens mit blik spejder rundt i lokalet. De virker underlige. Der er så stille. Jeg tør næsten ikke at kigge op.
"Og hvor har du så været?" Spørger en drilsk stemme mig. Jeg vender mig om og kigger på hans smirken. Aze Breycer.
"Ingen steder" svarer jeg koldt. Uden at kigge på ham, går jeg hurtigt forbi ham og vil sætte mig på min plads, idet et hårdt skub stak ind i min skulder, og i et ligger jeg på et hårde gulv.

"Stop" bliver jeg ved med at råbe indtil jeg hører det dummeste han nogen sinde har sagt.

"Hey, du der! Slås med en på din egen størrelse!" råber han fra indgangen. Hans tøj er helt nusset og hans hår er elektrisk. Han går stille og roligt igennem mængden af mennesker, der bare stirrer og flytter sig for ham.

"Giv slip! Jeg sagde slås med en på din egen størrelse!" siger han.

"Nå, nå, nå, hvem har vi så her. Emanuel? Eller husker jeg forkert?" siger Aze.

"Du husker helt rigtigt, Aze. Imponerende at din hjerne kan holde til det" siger Emanuel, imens alle pifter og siger juhh.

"Vil du slås? Eller er du bare kommet for at hilse på gulvet?" siger Aze, vredt og skubber mig væk.

Emanuel og Aze er midtpunktet og alle står og hepper udenom dem. Jeg kan ikke længere se dem, men jeg er også ligeglad. Jeg ved at Aze ikke er særlig klog, men han slår hårdt. Jeg løber ud på gangen. Jeg har det som om at jeg skal kaste op. Jeg løber op ad gangen, rundt om hjørnet, og direkte ind i vores lærer! Jeg stivner og træder et stort skridt tilbage.

"U-Undskyld" stammer jeg.

"Det gør ikke noget Saga, men løber du ikke den forkerte vej?" spørger han forvirret.

"Øhmm, jeg har det ikke så godt" lyver jeg. "Jeg skulle bare hen i biologi og sige det til dig." siger jeg.

"I biologi?" spørger han endnu mere forvirret.

"Ja!" siger jeg hurtigt. "De er alle sammen derovre lige nu" lyver jeg.

"Men jeg sagde jo sidste gang, at vi skulle blive i klassen" mumler han og går hen imod biologi.

"Tak for det" siger han og snurrer rundt om hjørnet.

Jeg drejer rundt på hælen og spæner hen til klasseværelset. Han må ikke opdage at de har startet en slåskamp!

Emanuel

Han slår og sparker, men jeg undgår alle hans forsøg. Jeg havde ikke lige tænkt mig at slås, med klassens største idiot, men der kan man bare se. Han er meget vred og stirrer ondt på mig. Jeg tror ikke at han regnede med at jeg kunne "slås", eller mere præcist, undgå-farlige-angreb-fra-idioter. Det valgte jeg heller ikke selv, men på min gamle skole gik alle til kong-fu. Så det ville være mærkeligt hvis jeg ikke kunne det her. Jeg er ikke helt professionel, men jeg er bedre end Aze når det kommer til stykket. Han er allerede helt udmattet. Han griber fat om en stol og tager tilløb, jeg falder bagud. De andre prøver at stoppe ham og lige inden han rammer, hører vi døren gå op.

"Stop!" råber Saga. "Martin er på vej!" siger hun udmattet. Hun må have løbet. Hendes hår er uglet og hun har røde kinder.

Efter det er gået op for de andre, hvad det var hun sagde, går de stille hen på deres pladser. Alle undtaget Aze og mig.

"I morgen, taber" hvisker han og skulderskubber til mig. Vent, havde jeg ikke vundet?

"Emanuel" siger Saga løbende efter mig.

"Hvad?" spørger jeg henkastet.

"Hvordan er du ikke endt på hospitalet?" spørger hun forpustet med forvirrede øjne.

Jeg griner lidt, det var jo næsten omvendt. "Jeg lærte lidt kong-fu i England" svarer jeg afslappet.

"Ikke så smart" vrisser hun.

"Hvorfor ikke?" spørger jeg. Jeg kan da sagtens klare ham igen, siger en stemme i mit hoved.

"Han vil komme efter dig hver dag nu" informerer hun. Som om. Han vil give op i næste uge.

"Vi ses i morgen" siger hun pludselig, og jeg opdager at vi ikke har talt sammen i over halvdelen af busturen.

"Ja, vi ses" råber jeg efter hende. Tænk at vi kun har tirsdag!