SHOOTING STARS

Part 6

Emanuel

"Så vil du med?" spørger hun med håb i øjnene.

Jeg kigger på hende i lang tid. Jeg prøver at få formet nogle ord, men mine læber er stivnet, og det eneste der kommer ud er et kort suk. Hun ser, stadig bedende, på mig i mørket. Jeg kan ikke se så meget, men jeg vil vædde med at jeg så hendes kæbe dirre. Jeg tænker på alle de ting jeg kan sige lige nu. Der er ret mange. Men så tænker jeg på alle de ting jeg kan sige lige nu, som får det til at blive som før. Nu er der ingenting. Jeg tror bare jeg tager den sikre.

"Jeg-, jeg ved ikke hvad jeg skal sige" siger jeg.

"Sig at du vil med mig" hvisker hun næsten lydløst. Jeg ved stadig ikke hvad jeg skal sige.

"Det ville jeg gerne, men". Hun afbryder mig.

"Kom nu" hulker hun. Åh gud...

"Hvorfor vil du væk?" spørger jeg, og lægger en arm om hende.

Hun svarer ikke. Men jeg ved heller ikke hvilket svar jeg skulle forvente.

Jeg tørrer tårrene af hendes våde kinder, og stryger hendes arm, i streger - ikke cirkler,  indtil hun falder i søvn. Hun får det nok bedre i morgen. Jeg kaster et sidste blik ud over stjernerne, men det er ikke det samme.

Da jeg vågner næste morgen, er jeg alene.

Saga
Før

Hvis den eneste person jeg holder af, ikke vil med mig, så ser jeg ikke nogen grund til at blive. I nat da han spurgte mig om, hvorfor jeg egentlig ville væk, havde jeg ikke et konkret svar. Jeg har eksempler, som det med at jeg ikke har nogle venner, min far og hende er fine nok, men jeg får aldrig lov til at være kreativ. Og så bidder min kat. Men det her er alvorligt. Jeg tænker ikke at jeg stikker af, og at jeg ødelægger min fremtid. Jeg bryder fortiden, så jeg kan starte en fremtid. Min fremtid.

Farvel.

Jeg pakker tingene sammen igen og forlader ham. Jeg ville ønske at han ville med, så jeg lægger en busplan til ham på tæppet. Jeg har jo stadig en ekstra. Jeg har pakket de ting jeg tror bliver nødvendige. En hel masse penge, en lommekniv, soveposen, håndklæder, andre toiletsager, en lighter, en guitar og resten af det fra turen.

Jeg er ikke helt dum. Selvfølgelig ved jeg at jeg ikke har noget, når jeg er væk. Intet hus, intet job, ingen skole. Ingen hjælp.
Jeg har fundet en bus der går hen til en by, med supermarkeder, tankstationer, og allerbedst - en shelter. Jeg sidder i bussen, og kigger ud ad vinduet. Jeg er virkelig på vej væk. jeg tænker på hvad de andre vil tænke. Jeg tænker på hvordan hende og far, vil se ud når det er gået op for dem. Jeg tænker på om Emanuel vil savne mig. Måske endda følge efter mig.

Jeg kigger på en annonce, og pludselig slår det mig hvad der står på den.

LEDER DU EFTER ET FRITIDSJOB? SÅ KIG IND HOS ANDREWS AVISER I DAG! 13+!

Jeg stener lidt. Jeg læser den et par gange. Igen og igen. Indtil ordene giver mening, i labyrinten. Jeg beslutter mig for at rive flyeren af. Normalt ville jeg tage et billede af sådan nogle ting, men jeg vil gemme mit batteri på mobilen. Indtil jeg lander i shelteren, vil jeg gå ud og finde en ny mobil, så jeg ikke kan blive sporet af mine forældre. Jeg har afinstalleret alle mine ubrugelige apps, og skiftet dem ud med nogle nyttige.
Jeg havde især brug for at få slettet snapchat, for det er jo så mega smart, at alle kan se præcist hvor hindanden er 24/7.
Fed stalker app! (Kan I smage sarkasmen?)

Nu stopper bussen, og jeg står af. Jeg går ind på en tankstation og køber tændstikker, dåsemad og et solcelle kompas. Jeg ved ikke om jeg overhovedet får brug for det. Jeg køber også nogle chips, og noget vand. I den næste butik køber jeg en lille gryde, en ske og insektspray. Jeg køber også en stor rullekuffert til alle tingene.

Så er det af sted.

Emanuel

Jeg panikker. Hun er væk. Hun er bare gået. Pist. Væk.

Jeg rejser mig op og går lidt rundt. Klør mig i håret. Flipper lidt mere ud. Åh gud. En stykke papir blæser væk. Jeg løber efter det, og samler det op. Det er en busplan. Der er en stor rød cirkel, udenom en bestemt rute. Bussen kommer igen om en time, og kører 15 kilometer væk. 15? I det mindste er det ikke mega langt. Jeg søger på stedet. Der kommer en hel masse op. Butikker, parker, træer og endda nogle sheltere. Nu er det nemmere at forstå hvorfor hun har valgt det sted.

Jeg pakker tingene sammen og cykler hjem igen. Jeg sidder på min seng og er lidt i min egen verden. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har en trang til at pakke alle mulige ting ned, og tage den bus der går og en halv time. Jeg gør det. Jeg stikker jo ikke af. Jeg henter hende bare igen. Ja.

Jeg henter min fars gamle vandre rygsæk. Jeg pakker efter at skulle sove der, da det er eftermiddag, og hvis det måske tager lang tid at finde hende, ville det være bedst at overnatte.

En gangs rejse:

1. Jeg pakker to drikkedunke, den ene med vand og den anden med mælk. (Spørg mig ikke hvorfor)

2. Jeg pakker to hovedpuder og en sovepose.

3. Jeg pakker et tæppe, krus og noget tøj.

4. Jeg pakker to tandbørster og nogle penge.

5. Jeg pakker en rulle med poser ned, og toiletpapir, da hun sikkert har glemt det.

Da der til sidst kun var et kvarter til, at bussen gik, løb jeg rundt i huset og pakkede nogle mega random ting. Jeg åbner rygsækken i bussen for at se hvad der er.

1. En oplader og min mobil.

2. Et æble.

3. Et ur.

4. En kuglepen.

5. Papir og en notesblok.

6. En gummistøvle.

7. En rulle sølvpapir.

8. En spand.

Okay det her var de nogenlunde fine nok ting. Så her kommer de VIRKELIGE RANDOM TING:

1. En vase.

2. En lysestage.

3. Servietter.

4. En magnet.

5. En billederamme.

6. En bog.

7. En saks.

8. En pakke regnslag.

Sorry, for at der så mange ting, men jeg tænkte bare hellere for meget end for lidt. Nej, jeg var egentlig bare mega bange og panisk. Jeg vil aldrig indrømme det nu, men lige der var jeg bange. Men kun lidt.

Efter noget tid standser bussen endelig. Jeg stiger af overfor en tankstation, og går videre ind i skoven ved siden af. Jeg prøver at finde shelteren, men Google Maps er vist ikke opdaterede på alle de nye træer.
Pis, jeg er løbet tør for batteri!
Nej-nej-nej-nej-nejjjjjj!!!
Det her sker bare ikke! Jeg prøver at løbe tilbage, men jeg er for langt inde i skoven. Jeg løber lidt rundt imellem træerne.
Hun burde være et sted. Jeg løber videre ud i skoven, og bliver pludselig blændet af orange lys.

Saga

Jeg har fundet shelteren og pakket ud. Det er helt ligesom på billedet. To sheltere, et bål sted og en havet ved siden af. Jeg er færdig med at pakke ud, så jeg går ud og kigger mig lidt omkring. Jeg følger træerne med mit kompas, og da jeg kigger op rammes jeg af et orange skær.